’The Trouble with Nature’: CPH PIX-aktuel dansk debut sender publikum på langvandring
Edmund Burke (1729-1797) var en stor filosof, en 24 karat tænker. Kulturkonservatismens grand old man, som har inspireret alle fra Svend Brinkmann til Morten Messerschmidt. Hans tanker om det sublime indgår i de fleste moderne filosofiske pensa.
Han var også en regulær hunk, der lignede Jon Hamm fra ’Mad Men’, blot med pudder i ansigtet og rokokoparyk. I hvert fald hvis man skal tro ’The Trouble With Nature’, den danske filmfotograf Illum Jacobis engelsksprogede debutfilm.
Filmens Edmund Burke, spillet af Spacehog-guitaristen Antony Langdon, er forgældet og i midtlivskrise. Han begiver sig med blot en enkelt tjenerinde til fods til 1700-tallets Frankrig for at finde naturens skønhed og skrive omgivet af alpernes ophøjethed. Men naturens brusende storhed giver ham ikke det store kick, som han ellers lægger op til i sine filosofiske besyngelser af det sublime. »Lavendel, lavendel, lavendel«, snerrer Edmund Burke irriteret ved begyndelsen af ’The Trouble With Nature’, hvor udsigten ellers er smuk grundet de velduftende lilla planter.
Naturen er en svigefuld størrelse. Den leverer ikke rigtigt den storhed for Burke, som den romantiske tænker forventer. Han møder mest irritationer og besvær med at få paryk og ansigtspudder til at sidde skarpt. Hans tjenerinde virker faktisk mere i sync med det grønne og dyrene. Edmund Burke rækker hænderne op mod solen og bjergtinderne, men portene til det overjordiske svinger ikke op af den grund. Til sidst klumper og skaller pudderet, så han ender med at ligner Todd Philiips’ Joker mere end Milos Formans Amadeus eller Valmont.
Filmen er smuk og ender med et vittigt (og imponerende 1:1) citat af den store romantiske maler Caspar David Friedrichs ’Vandreren over Tågehavet’. Det visuelt vellykkede citat fra den stormfulde romantik står i skarp kontrast til den opblæste, gnavne og hyppigt tissetrængende filosof, vi har mødt forud.
Blandingen af lowbudget-kostumedrama og brusende smukt naturfotografi ligner ikke noget, jeg har set før. På den måde er det en spændende debut, som giver yderligere tro på en spændende periode for dansk film. ’The Trouble with Nature’ er en arty udgave af National Geographic på rejse i tidsmaskinen. Interessant nok er filmens efter alt at dømme beskedne budget med til at højne realismen: Parykkerne og pudderet sidder mindre perfekt end i de smukke, stort opsatte kostumedramaer, mange af os forbinder med perioden.
Det ender som en kuriøs blanding af eksperimenterende friluftsteater og kostumedrama. Men den lidt hybridagtige fornemmelse gør det svært som seer helt at fange, hvordan man skal gå til filmen, der trækker på både arthouse og konventionel komedie. Der er også lidt seksuel spænding til stede, som befriende nok aldrig bliver italesat. Den hænger dirrende som en undertekst om forholdet mellem tjenerinde og mester hundreder af år før #metoo.
Selv når man efterlader sit 2020-inducerede behov for let underholdning og eskapisme ved indgangen, er ’The Trouble with Nature’ en film, der trods sin overkommelige spilletid forekommer langtrukken. Også tankerne kommer på langvandring som de to hovedpersoner.
Den store filosof er reduceret til en lidt enstrenget og usympatisk karikatur. Antydningerne af livsklogskab, naturnærhed og sjælelig fylde hos tjenerinden Awak (Nathalie Acevedo) – den ædle vilde fra de vestindiske øer – er tæt på klicheens farlige bjergbælte. Modsætningen mellem de store ord og den smålige mand er naturligvis oplagt som kilde til komik.
Men var den store Edmund Burke virkelig så stor en nar? Spørgsmålet kan ikke bære en hel spillefilm. Man kan dog sagtens nyde ’The Trouble with Nature’ som et brusende billedorgie af skyer, lys, træer, bjerge og fossende floder.
Kort sagt:
’The Trouble With Nature’ tipper mellem kunst og komedie på en måde, der efterlod mig lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle gå til den. Resultatet var, at hverken latteren eller det sublime løft op ad biografsædet helt opstod.