’Lamb’: En stærk kandidat til årets mest surrealistiske film
Den islandske instruktør Valdimar Jóhannssons debutfilm ’Lamb’ har en så surrealistisk præmis, at selv Yorgos Lanthimos vil tabe kæben.
Det fortættede karakterdrama følger det barnløse par Maria (Noomi Rapace) og Ingvar (Hilmir Snær Guðnason), der leverer en isoleret tilværelse på deres gård i de islandske bjerge.
Udenfor på deres landsted står tre gravsten som evig påmindelse om tabet af deres dødfødte børn, der har rejst en mur mellem det sørgende par. De gennemgår deres daglige rutiner i tavshed og går i en bue rundt om hinanden i det lille hus. Da en af deres få samtaler ved middagsbordet falder på tidsrejser, viser Maria mere interesse for at rejse tilbage i tiden end frem – tilbage til tiden før deres ubærlige tab.
Men alt ændrer sig pludseligt, da de gør sig en voldsom opdagelse i deres stald og fra den ene dag til den anden adopterer et nyfødt – og på ingen måde almindeligt – lam, som de iklæder tøj og døber Ada i håb om endelig at udleve fantasien om det lykkelige familieliv.
Den naive drøm har en stakket frist, for man kan ikke stjæle fra naturen, uden at den slår tilbage, som filmen kløgtigt viser i en eksplosiv finale. Og da Ingvars småkriminelle bror Pétur melder sin ankomst på gården og konfronterer parret med deres groteske eksperiment, truer illusionen om kernefamilien for alvor med at kollapse. Scenen, hvor Pétur ser på med vantro, da han møder Ada første gang, er så absurd, at man ikke ved, om man skal grine eller græde.
Jóhannsson retter en skarp kritik mod vores udpining af naturen, hvor vi tager, hvad vi skal bruge uden at tænke på dyrene og deres omgivelser. Særligt i en fremragende håndboldscene forstår vi, hvor egoistisk forældrenes håb om en bedre fremtid for dem selv egentlig er – og i en hjerteskærende indstilling, hvor Ada med længsel betragter et billede af sin fårefamilie.
Det taler til filmens fordel, at den ikke dømmer sine karakterers valg, men subtilt udstiller den menneskelige dårskab. Maria og Ingvars overgreb mod Ada spejles i Péturs grænseoverskridende tilnærmelser mod Maria. Samtidig forstår vi Marias behov for at stjæle fra naturen – for naturen har frarøvet hende sit brændende ønske om at få børn.
Noomi Rapace spiller moderskikkelsen som en ustoppelig naturkraft, der ikke vil lade noget komme imellem sig selv og sit barn – heller ikke lammets mor, som bræger foran vinduet over tabet af sit lam. Rapace veksler perfekt mellem at være lattermild, faretruende og omsorgsfuld i en kompromisløs præstation, der er blandt svenskerens bedste siden Lisbeth Salander.
Med atmosfæriske billeder af den bjergtagende natur og de skiftende årstider fremmaner Jóhannsson en ulmende fare, som langsomt omslutter den umage familie og tilfører både neglebidende spænding og kolde gys.
Til tider går debutanten en lidt ujævn balancegang mellem det stilfærdige drama og de genrebetonede elementer. Men med den (lidt for) simple historie formår han alligevel at ramme en nerve i den menneskelige natur.
Og med hjælp fra den danske VFX-mester Peter Hjorth er det lykkedes at skabe en helt igennem ikonisk filmkarakter med Ada, der føles som en helstøbt figur snarere end en gimmick, når hun på rørende vis forener det overnaturlige med det menneskeligt genkendelige.
Kort sagt:
Forbered dig på en af årets mest surrealistiske filmoplevelser i islandske ’Lamb om et barnløst par, der adopterer et nyfødt lam og får naturens vrede at føle.