Udgangspunktet for ’Lamb’ har du med garanti aldrig set magen til på film:
På en lille slidt gård i midten af smukt islandsk ingenting lever et nyligt barnløst par deres uforstyrrede liv. En dag føder et af deres får en hybrid mellem lam og menneske: En baby med fårehoved og en enkelt klov, som parret tager til sig, opfostrer og navngiver Ada – efter deres eget døde barn.
Kvinden i forholdet, Maria, spilles af Noomi Rapace, der fik sit internationale gennembrud som Lisbeth Salander i Millennium-trilogien og siden er rejst til Hollywood, hvor hun har arbejdet med instruktører som Guy Ritchie, Ridley Scott og Brian De Palma.
Nu er hun med i den roste ’Lamb’, der allerede har gået sin sejrsgang på festivaler som Cannes og Karlovy Vary og i USA er samlet op af selveste A24, der de seneste år har genopfundet horrorgenren med film som ’The Witch’, ’Hereditary’ og ’Midsommar’.
Noomi Rapace blev først pitchet filmen i London, da den islandske spillefilmdebutant Valdimar Jóhannsson præsenterede fortællingen via en notesbog fyldt med billeder og tekster, blandt andet fra digteren Sjón, der står bag filmens manuskript.
»Der var nogle skræmmende, dybt forstyrrende billeder af halvt menneske, halvt dyr. Det var som et mareridt, men også forførende på en meget forskruet måde, og det efterlod mig nærmes søvnløs. Så jeg følte, at jeg ikke havde noget andet valg end at gøre det«, fortæller den svenske skuespiller, da vi taler med hende over en Zoom-forbindelse op til den danske premiere 27. januar.
Livets mirakel
Noomi Rapace kunne allerede islandsk, før hun tog rollen som Maria i ’Lamb’. Hun flyttede til landet med sine forældre, da hun var fem år og boede på en gård i midten af ingenting.
Hjalp din islandske forbindelse i arbejdet med rollen?
»Ja, helt sikkert. Især det at jeg voksede op på en bondegård med dyr. Liv og død er meget tæt på, og ens venner er meget langt væk. Man bor langt fra skole. Der er bare en selv og naturen, og det var mit liv, da jeg voksede op. Så det var ikke så langt fra en virkelighed, som jeg kendte til«.
I store dele af filmen spiller du over for den her fårebaby-hybrid. Hvordan gjorde I under optagelserne? Var det et får eller en baby?
»Det var faktisk begge dele. Vi skød både med et ægte lam og en ægte baby. Og vi havde vistnok fire lam og ni babyer. Så vi skiftede lidt frem og tilbage, alt efter hvem der var i godt humør«.
»Der var endeløs ventetid, når vi skulle få lammet til at falde i søvn. Hele holdet ventede udenfor, og når lammet så endelig sov, blev vi nødt til at liste ind og starte med at filme. Da de så gav mig lammet og gav mig tegn til at begynde, så vågnede baby Ada og var sådan: ’Baaah’. Så blev vi nødt til at gå igen og starte forfra med en menneskebaby«.
»Vi havde Peter Hjorth (dansk VFX-supervisor, red.) som dukkefører. Det var ham, der skabte Ada. Så i nogle takes er det ham, som styrer Adas bevægelser. Han var på set hver dag. Så Ada var en blanding af rigtige lam, babyer og en dukke kontrolleret af Peter Hjorth«.
Hvordan var det at spille så meget over for et dyr? Var det anderledes, end når man spiller med mennesker?
»Ja! Men de faker eller lyver ikke, de lader ikke som om. Så det bringer én ned til et sted, hvor alting bliver virkelig ægte. Du ved, på min første dag på optagelserne skulle jeg hjælpe et får med at føde, og det er der ikke meget skuespil i. Det er et lam, der kommer ud af et fårs vagina. Man skal bare sådan trække det ud og gøre, hvad landmanden lærte dig at gøre, ti minutter før optagelserne startede«.
»Jeg følte, at jeg i denne film i høj grad var strippet ned til at være en del af et større billede. Jeg følte mig som en kropsdel på en stor krop. Sjón, som skrev det utrolige manuskript, og Valdimar (Johannsson, instruktøren, red.) var så søde at invitere mig ind i universet, som jeg blev en del af. Jeg stoppede med at se mig selv som en skuespiller, der spillede rollen Maria, og følte det, som om jeg boede i den verden«.
Det uendelige dagslys
Igennem filmen er det dagslys hele tiden på grund af sommeren i Island. Hvordan var det at arbejde et sted, hvor solen aldrig gik ned?
»Vi havde optagelser midt om natten nogle gange, men det lignede, det var dag, og det gør et eller andet med én, fordi man mister sin virkelighedssans. Jeg har problemer med at sove alligevel, men når man filmer, i hvad der ligner dagslys, men det i virkeligheden er midt om natten, og man kommer hjem klokken fire eller fem om morgenen, og det stadig er lyst, begynder man at glide ind i sådan en næsten-vågen drømmevirkelighed. Og den beskyttelse man normalt har – de vægge og den adfærd – begynder at falde fra hinanden«.
»Vi begyndte alle sammen at drive dybere og dybere ind i historien af ’Lamb’. Vi skød jo også filmen et sted, der var så langt væk fra alting, uden mobiltelefoner der virkede. Den nærmeste tankstation var 45 minutter væk, og den nærmeste landsby var en time væk. Alle de her forskellige komponenter bandt helt klart skuespillerne og dyrene tættere på hinanden til den her underlige sameksisterende dynamik, som jeg aldrig har oplevet før«.
Det er en meget visuel film. Hvordan var det at skulle fortælle historien med så få replikker?
»Hmmm, ved du hvad? Det føltes som en stor gave, at jeg blev nødt til at åbne mig selv og efterlade mine normale redskaber. Jeg havde ikke ord, jeg havde ikke sprog. Jeg havde kun livet, kan man sige. Og jeg skulle leve Maria, mere end at jeg bare skulle være hende. Jeg havde ikke min normale værktøjskasse af udtryk, og i den første uge føltes det næsten skræmmende. Jeg var ikke sikker på, at publikum ville være tålmodige nok og forstå nok. Eller om de ville synes, det var for meget«.
»Efter et stykke tid stoppede jeg med at tænke på publikum, og så var jeg mere inde i det. Jeg begyndte at opdage nye måder at kommunikere på, som for eksempel energier. Så aflæste jeg, hvordan katten ser på mig, eller hvordan hopper den ned fra stolen, og er katten mon irriteret i dag? Hvad er det egentlig, katten siger til mig (Rapace griner, red.)? Lige pludselig begyndte jeg at holde øje med alle de her andre måder at kommunikere på, udover sprog«.
Et dansk comeback?
Noomi Rapace er nok stadig mest kendt for sin rolle som Lisbeth Salander i Millennium-trilogien, filmatiseringen af Stieg Larssons bøger.
’Mænd der hader kvinder’ blev instrueret af Niels Arden Oplev, men det var ikke hendes første danske instruktør, da hun et par år forinden spillede med i Simon Stahos kontroversielle ’Daisy Diamond’, hvor Rapace spiller en ung mor med skuespildrømme.
Selvom Rapace startede karrieren i skandinavisk art-house, har hun de seneste år været med i mange store internationale produktioner. Var det et bevidst valg at vende tilbage til en lille skandinavisk indieproduktion?
»Ja, det var det bestemt. Det er en scene og et sted, jeg har savnet og længtes efter. Og det føltes som at komme tilbage til mine rødder og komme i forbindelse med den side af mig selv. Jeg indså, at jeg var sulten efter at komme tilbage, og nu hvor jeg arbejder med nogle folk fra Danmark og Sverige, føles det, som om begge sider af Noomi er samlet igen. Jeg føler mig mere hel igen«.
Vil det sige, at der er en chance for at se dig i danske film i fremtiden?
»Ja, absolut! Nogle af mine yndlingsskuespillere i hele verden er danske. Og nogle af mine yndlingsinstruktører er også danske. Så af mange grunde: Ja!«
’Lamb’ får biografpremiere 27. januar.