Malaika Berenth Mosendane sidder med hænderne om en flaske havremælk, da jeg træder ind i det solfyldte lokale i København K. Det ligner, at hun har glemt at slippe den, for hendes kaffekop er fyldt, og jeg kan konstatere, at der er mælk i. Ved siden af kaffekoppen er der en lille tallerken, hvor en croissant er blevet til flere stykker.
Den 21-årige skuespiller bemærker, at jeg kigger: »Det er, fordi jeg så godt kan lide det bløde af croissanten, men ikke det yderste«, fortæller hun smågrinende.
For få år siden kunne man få et to sekunders glimt af hende som statist i Netflix-serien ’The Rain’. Dengang havde skaberne af ’The Rain’ – Jannik Tai Mosholt og Christian Potalivo – ingen anelse om, at der gemte sig en kommende hovedrolle på deres set.
Men nu står Mosholt og Potalivo – sammen med instruktør Kaspar Munk – bag en ny Netflix-serie, ’Chosen’, og her får Malaika Berenth Mosendane altså karrierens første chance som frontfigur.
Sci-fi-serien ’Chosen’ handler om den fiktive lille by Middelbo, som har været centrum for et stort meteornedslag. Hullet, som meteoren har skabt, er blevet til en turistattraktion, hvor man også kan beundre en lille del af meteoren, der er blevet præserveret og opbevares i en glaskuppel.
Malaika Berenth Mosendane spiller Emma, der arbejder som rundviser ved meteorseværdigheden. Men da hun en dag bliver truet af et skolebarn, der insisterer på at røre ved meteoren, tager hendes liv en betragtelig drejning, der blandt andet fører hende i hænderne på en gruppe unge, som mener, at der gemmer sig en større konspiration bag ved meteornedslaget.
Malaika Berenth Mosendane har gået et par år på Skuespillerskolen og spillet en masse teater, så også hendes liv tager lidt af en drejning, nu hvor hun sendes ud i stuerne til et potentielt globalt publikum på mange millioner.
Hvordan var det at spille Emma?
»Til at starte med tænkte jeg, at det her ikke er noget, som jeg nogensinde har set fra danske hænder. Men jeg kunne med det samme mærke, at det var noget, jeg havde lyst til at lave«.
»Jeg kunne genkende meget af mig selv i Emma. Nu havde jeg jo ikke prøvet at spille en større rolle før, så jeg blev nødt til at tage udgangspunkt i mig selv til at starte med. Jeg giver mig selv sådan nogle ’karakter-triggers’, som kalder jeg dem – det er nogle ting, som jeg gør for at mærke, at jeg er Emma. Det kan for eksempel være sådan noget med, at Emma har en ting med, at hun tager sine ærmer over hænderne. Når jeg så gjorde den slags, kunne jeg mærke, at jeg fik en form for karakterfornemmelse«.
»Emma er en ret stærk karakter, og det kunne jeg mærke, at jeg fik rigtig meget ud af personligt, så det var ret interessant at give hende noget, der gjorde hende nervøs indeni. Men jeg har brugt meget af hendes styrke, mens vi filmede. Emma har sådan en grundkerne, som man bliver nødt til at have, når man vil være på en bestemt måde i en by, hvor alle de andre mennesker er på en anden måde. Den selvsikkerhed, den styrke og den tro på sig selv – den synes jeg, at jeg har taget med mig fra Emma, og det, synes jeg, er virkelig sejt at mærke«.
Hvad var det ved rollen, der vakte genklang i dig?
»Jeg boede i Horsens, fra jeg var baby til starten på folkeskolen. Så flyttede vi til Orø, som er denne her hjerteformede ø nord for Holbæk. Den er lillebitte, der bor maks 900 mennesker. Det var vildt at gå fra at bo midt ude i en skov i Horsens til den her underlige lille by, hvor vi boede i centrum«.
»Vi boede i et stort gult Pippi Langstrømpe-agtigt hus, vi kaldte det endda ’villa villa kulla’. Det (Orø, red.) var sådan et sted, hvor folk bare kiggede ind ad ens vinduer, og alle vidste alt om hinanden! Man kan ikke gøre noget på den ø, uden folk ved, hvor man er, eller hvem man er sammen med, og det var meget mærkeligt«.
»Så var der mig, en jyde, der bare talte herre jysk – jeg blev drillet så meget med det. Det var så tarveligt. Jeg kan huske, at mine veninders forældre ikke kunne forstå, hvad jeg sagde. Jeg kan huske et helt specifikt tidspunkt, hvor jeg sidder i køkkenet hos en veninde, og jeg kigger på min venindes far, og siger: ’hva’ klok’ er det?’ Og han reagerer med at være sådan: ’Hvad siger du? Det er ikke sådan, at man siger det’. Så jeg slettede al jysk i min dialekt – det skulle jeg ikke mobbes med«.
»På Orø er man jo lidt tvunget til at være sammen med alle, uanset hvor irriterende eller søde folk er. Jeg er pretty much vokset op på samme måde som Emma. Sådan ude midt i ingenting, hvor jeg egentlig helst ville ind til den store by og gøre noget med mit liv. Og det kan man altså bare ikke sådan et sted«.
Har drømmen altid været at blive skuespiller?
»Det var min farmor, der foreslog mig, at ’så det kunne være, at jeg skulle være skuespiller’. Jeg var otte år gammel og vidste slet ikke, at det var noget, man kunne«.
»Jeg startede på en efterskole med en dramalinje, da jeg var 14, og jeg kunne hele tiden mærke, at jeg havde mere lyst til det end dem, jeg var sammen med, og det var vildt frustrerende. Jeg følte ikke, at dem omkring mig tog det lige så seriøst som jeg selv«.
»Da jeg startede på gymnasiet i Holbæk, Stenhus Gymnasium, opdagede jeg Drama College, og da jeg kom ind, følte jeg for første gang, at der var nogen, der tog det lige så seriøst som mig selv. De ville bruge lige så lang tid på det som mig og arbejde lige så hårdt. Holbæk Drama College er lidt en forsmag på, hvordan det er at gå på den rigtige Scenekunstskole. Det er tre år samtidig med gymnasiet. Man har ti timers undervisning i drama ved siden af undervisningen efter skole. Og omkring 2017-2018 er så der, hvor jeg bliver mere interesseret i at lave film, for ellers havde jeg været meget teaterfikseret«.
»Da jeg gik ud af gymnasiet, søgte jeg ind på Den Danske Scenekunstsskole med det samme og kom ind i Odense, og det var også den skole, som jeg allerhelst ville ind på, da den var kendt for at være mere kropslig end de andre. De fokuserer også meget på stemmetræning, og jeg har altid sunget og elsker det, så det ville jeg gerne have med mig videre. Det var det fedeste i verden«.
Er du færdig på skolen nu?
»Nej… Da jeg var halvvejs med skolen, blev jeg kaldt til casting på ’Chosen’, og jeg havde snakket med skolen, som tidligere havde udtalt, at man under nogle omstændigheder kunne få orlov eller udskyde fag. Men samtidig regnede jeg jo heller ikke med noget«.
»Jeg tror, at jeg var til fem castings – nogle alene og nogle sammen med andre for at tjekke kemien. Så fik jeg så rollen og tænkte bare: ’Omg what, det her er helt surrealistisk!’. Jeg gik så hen til lederen af skolen i Odense og sagde: ’Jeg har fået den her rolle, og det er pænt mange dage. Vi snakker nok et halvt år, hvor vi skal filme’. Jeg kom med så mange forslag til, hvordan det ville kunne komme til at fungere at gøre begge dele. Lederen sagde først, at det skal vi nok finde ud af, så jeg ringede til Netflix og sagde ’det skal vi nok finde ud af’, men dagen efter fik jeg så at vide, at det ikke kunne lade sig gøre alligevel«.
»Det, jeg kan huske fra den samtale, er, at lederen sagde ting til mig, men jeg kunne ikke rigtigt høre, hvad hun sagde. Det eneste, jeg kunne sige, var: ’Er det rigtigt?’, og så gik jeg ud og stortudede på toilettet. Men så valgte jeg ’Chosen’. Jeg gik hjem i tænkeboks. Jeg prøvede at forestille mig et scenarie, hvor jeg sidder på skolen, og serien kommer ud, og jeg bare kunne se, at det var min rolle. Det er mig, der skal det her«.
’Chosen’ er også i dansk sammenhæng særligt mangfoldig i rollebesætningen – både hvad angår hudfarve, seksualitet og krop. Var det noget, du tænkte over?
»Totalt. Jeg var så taknemmelig over for Christian (Potalivo, red.) og Jannik (Tai Mosholdt, red.), fordi de ville give mig en chance, for den chance er bare ikke blevet givet nok gange. Forhåbentlig kan det her åbne op for flere minoriteter i større roller eller i hvert fald i roller, der er mere diverse«.
»’Chosen’ repræsenterer så mange typer mennesker, men på en måde hvor det ikke er så forklaret. Det var en lettelse og så vigtigt. Hver gang vi lavede en scene, ville vi ikke overforklare noget. Det skal ikke være hovedpointen, at jeg er mørk i huden. Eller at en anden er lesbisk, og den tredje sidder i kørestol. Det skulle være en naturlig del af den her historie, fordi det er en naturlig del af livet. Det er en naturlig del af mennesker, at vi er forskellige«.
»Det gælder repræsentation på flere måder. Hvis jeg sad som 13-årig og så en serie, hvor hovedrollen er en som mig, der oplever de ting, som Emma oplever … at se den form for repræsentation er så vigtigt. Særligt for en, der er dansk, men ikke ligner en typisk dansker. Uanset hvad det her kommer til at give, er jeg så stolt over at have været en del af en produktion, hvor jeg har fået lov til at gøre det her og give noget til andre«.
’Chosen’ kan ses på Netflix fra 27. januar.