’Procession’: Sjældent har det været så forløsende at se fuldvoksne mænd bryde sammen i gråd
Sjældent har det været så katarsisk at se fuldvoksne mænd bryde sammen i gråd som i Robert Greenes kraftfulde Netflix-dokumentar ’Procession’, der spås gode chancer for en Oscar-nominering næste måned.
Filmen følger seks mænd, der alle er blevet misbrugt af katolske præster som børn og i årevis har kæmpet en sisyfosk kamp for at stille kirken til ansvar i et forsøg på at finde sjælefred.
Men den katolske kirke er et selvopretholdende system, der gang på gang formår at begrave overgrebene – selv i nogle af de tilfælde, hvor de anerkender voldtægterne, får præsterne lov at beholde deres titel. I andre tilfælde er »forældelsesfristen kirkens kronjuvel«, som en af de medvirkende siger. Sagerne er gamle, præsterne er døde, politiet har ikke nok ressourcer. Glem miseren og kom videre, får ofrene at vide.
Det lyder måske som en klassisk advocacy-dokumentar om social retfærdighed, men Greene har et es i ærmet, når han som en slags omvendt ’The Act of Killing’ får de seks mænd til at skabe filmscener om deres minder om misbruget i et såkaldt dramaterapiforløb, som skal hjælpe ofrene med at finde fred med fortiden.
’Procession’ handler om at tage magten tilbage fra misbrugerne. Det fastslår en af de medvirkende, når han sammenligner sig selv og mandegruppen med Marvels Avengers – de svinger Thors Hammer og tager kampen op mod minderne om de mænd, som har gjort dem ubegribeligt meget skade.
I en af scenerne genskabes øjeblikket, hvor en af mændenes mor intetanende afleverer sit barn i hænderne på en pædofil præst. I en anden ser vi, hvordan præsterne udnyttede deres magt over børnene til at retfærdiggøre deres misbrug og få børnene til at holde tæt.
Det er nærmest grænseoverskridende intimt, når flere af de medvirkende opsøger de fysiske steder, hvor overgrebene fandt sted for én gang for alle at konfrontere traumet. En mand må forbi overgrebsstedet to gange, før han indser, at det rent faktisk var dér, det skete, hvorefter han knækker sammen foran sin storebror, som også blev misbrugt af den samme præst og siden har følt en enorm skyld over ikke at have beskyttet sin lillebror.
Filmen giver et overrumplende indblik i terapien, der gør op med selv små ubetydelige objekter – røgelsen i kirken, alterbrødet, skriftestolen – som har vokset sig store i erindringen og fået en enorm magt over ofrene, som stadig er allestedsnærværende i deres voksenliv.
En af mændene har aldrig haft et romantisk forhold i sit liv. Hver aften sidder han i sin sofa og vugger frem og tilbage til lyden af sanseoverdøvende rockmusik – ude af stand til at slippe sin vrede. Andre fra terapigruppen har egentlig allerede tilgivet deres overgrebsmænd, men kan ikke tilgive, at kirken har forsøgt at dække over forbrydelserne.
En får sågar en personlig undskyldning fra Paven, der lover at få retfærdigheden til at ske fyldest ved at afskedige præsten. Det sker aldrig – for selv den katolske kirkes overhoved kommer til kort i kampen mod kulturen for systematiske overgreb. Alene i Kansas City var der 230 pædofile præster, hører vi blandt andet, og selv præster, der ikke forgreb sig på småbørn, kendte i mange tilfælde til misbruget.
Kritikken af kirken skinner klart igennem, men uden at det tager fokus fra det rørende terapiforløb, som er filmens force. På forbilledlig vis hylder Greene filmmediets helende kraft og fællesskabet i terapiforløbet, hvor mændene er i stand til at konfrontere deres egne dæmoner, fordi de støtter hinanden i fælles front om en større sag.
Kort sagt:
Robert Greene har skabt den vildeste følelsesudladning med Netflix-filmen ’Procession’ om seks ofre for misbrug i den katolske kirke, der opnår katarsis ved at filmatisere deres egne traumer.