KOMMENTAR. I Danmark er Peter Madsens brutale mord på Kim Wall noget nær et kollektivt traume:
En sag, de fleste af os fulgte med lidt for glubende appetit, da den kørte, og som har sat sig i mange danskere som et uhyggeligt eksempel på den ondskab, der kan ligge på lur i selv et så trygt og privilegeret samfund som vores.
I udlandet er Peter Madsens handlinger selvfølgelig ikke mindre forfærdelige, men afstand betyder som bekendt noget, og uden for Skandinaviens grænser vil man sandsynligvis have et mere distanceret forhold til begivenhederne. I hvert fald distanceret nok til, at man behandler dem som andre virkelige tragedier, når man overvejer, om man vil genoplive traumet på film eller tv: Med et moralsk ansvar, men ikke fritaget for den form for dramatisering, der skal sælge ethvert tv-program.
Det er i det lys, HBO’s nye dokumentar i to dele, ’Undercurrent: The Disapperance of Kim Wall’, skal ses.
Bag serien står den velansete amerikanske dokumentarist Erin Lee Carr, som tidligere har sat fokus på flere betændte sager med kvinder i centrum, fra ’Mommy Dead and Dearest’ til ’At the Heart of Gold: Inside the Gymnastics Scandal’ og ’Britney vs Spears’.
Hun opruller ubådssagen med hjælp fra blandt andre to af Kim Walls gamle studievenner, en orlogskaptajn, hvis ekspertise blev brugt flittigt af politiet i sagens første timer, de danske journalister, der dækkede sagen, manden bag en bog om Peter Madsen og Madsen selv, hvis vrøvl og galimatias fra et interview i fængslet dryppes ud igennem særligt afsnit 2.
Serien kommer omkring en lang række af de bærende perspektiver omkring mordet: Hele udviklingen de første dage, retssagen, journalisters sikkerhedsforhold, mediernes sexistiske og sensationalistiske vinklinger og – mest dubiøst – mulige spor til andre uopklarede mord på kvinder i Danmark.
’Undercurrent’ har således ikke samme skarphed som Lindholms ’Efterforskningen’, der lavmælt fandt eksistensgrundlag i tre bærende dimensioner: At skildre hvor omhyggeligt et arbejde der skulle til fra politi, dykkere og anklagemyndigheds side, for at Peter Madsen kunne få den dom, han havde fortjent. At kritisere det rygtesmederi og den sensationsjagt, der prægede de første uger efter mordet både i medier og folkemund. Og at sætte fokus på Kim Walls arv som menneske og journalist.
Den nye HBO-serie lykkes bedst med det sidste. Den er bevidst om at lade Kim Walls eftermæle stå tydeligere frem end gerningsmanden, og vi hører mere om Walls passion, talent og evne til at finde originale historier fra verdens fjerneste – og ofte farligste – afkroge, end jeg er stødt på før. Dét er den primære grund til at se med.
At forstå ondskaben
Men hvorfor skal vi svælge mere i Peter Madsens psykopatiske sind og vanvittige rationaliseringer, vil mange herhjemme nok spørge. Har han ikke mest af alt fortjent at blive ignoreret bag lås og slå resten af sit sølle liv?
Jeg ønsker ham vitterligt alt det værste. Men det er svært at kritisere fremstillingen i ’Undercurrent’ uden samtidig at måtte lange ud efter snart sagt alle andre true crime-programmer og nyhedsudsendelser, der tager afsæt i virkelige forbrydelser.
Mens det gav mening, at dramaserien ’Efterforskningen’ tog et aktivt moralsk valg om ikke engang at nævne Peter Madsens navn og da slet ikke vise ham, er det svært for en dokumentarfortælling at ignorere gerningsmanden fuldstændigt. En dokumentar står sjældent godt ved at vende det blinde øje til den brutale virkelighed, den har sat sig for at skildre. Men det skal selvfølgelig gøres med omtanke – uden nogen form for glorificering af morderen eller udpensling af de grufulde detaljer.
Det er selvfølgelig fristende at smide fængselsnøglen væk og aldrig forholde sig til Peter Madsen igen, men det er samtidig et sundt tegn for en civilisation, at man prøver at blive klogere på ondskaben for bedre at kunne komme den til livs.
Som en af Kim Walls venner siger til sidst i afsnit 2, er morderen kun interessant i det omfang, at man skal prøve at forstå, hvorfor et menneske begår et så ufatteligt overgreb – og det er netop, hvad ’Undercurrent’ forsøger. Ikke altid lige vellykket – referencerne til en dårlig barndom bliver postulerede og overfladiske – men heller ikke udpræget udspekuleret.
Som dansker kan jeg sagtens føle, at seriens brug af cliffhangere og dramatisk musik er grænseoverskridende i forhold til, at det er virkelige ofre og efterladte, vi har med at gøre.
Samtidig kan man ikke ignorere, at det er virkemidler, stort set alle true crime-beretninger og dokumentarfilm om sager med virkelige dødsofre benytter sig af.
Men er konklusionen så ikke, at man netop bør fordømme alle andre dokumentarfortællinger om sager, der ikke er lige så tæt på os i tid og sted – frem for at undskylde denne om ubådssagen?
At dømme og udstille
Måske. I hvert fald er det tankevækkende, hvor følsomme briller man har på under en fremstilling af begivenheder, der ligger tæt på én. Det er måske værd at pudse brillerne tilsvarende af sat over for fortællinger, der foregår i USA, Tyskland eller Argentina for 10-20-30 år siden.
Samtidig er ’Undercurrent: The Disapperance of Kim Wall’ ikke i særlig grad et slemt tilfælde af klam fascination af gerningsmanden eller sensationsjagt uden tanke for ofrene.
Man fornemmer faktisk, at Erin Lee Carr har gjort sig umage for, at Kim Walls liv og levned skulle hyldes, og at Peter Madsen skulle reduceres til en megaloman, modbydelig, patetisk psykopat, hvis eventuelle meritter mistede al betydning, i det øjeblik han slog Kim Wall ihjel.
I et interview med Filmmaker Magazine bliver Carr spurgt, om hun har været bekymret for at give mere opmærksomhed til et menneske, hvis største frygt måske er at blive ignoreret.
»Jeg tror, at Madsens største frygt er at blive tænkt på som et fjols, som én, der byggede skod-ubåde og raketter, der faktisk aldrig kom ud i rummet, og det er det, jeg portrætterer i min film. Vi sætter ham ikke op på en piedestal for at forstørre ham til et monster, men for at dømme og udstille ham for den gerningsmand, han er«.
‘Undercurrent: The Disappearance of Kim Wall’ kan ses på HBO Max.