Alle andre småskandaler på Oscar-aftenen blev overskygget af Will Smiths famøse lussing – heriblandt det akavede øjeblik, hvor Lady Gaga gjorde sit bedste for at tage sig af en noget konfus Liza Minnelli i kørestol under præsentationen af hovedkategorien, Bedste Film.
Minnelli var hidkaldt i anledning af jubilæet for glansrollen i musicalklassikeren ‘Cabaret’ fra 1972, og parringen med Lady Gaga gav således mening, men som udenforstående virkede Minnelli lige knap i frisk nok stand til at blive kastet på scenen foran millioner af mennesker.
Nu viser det sig dog, at Oscar-showet tilsyneladende selv bærer en god del af skylden for hendes tilstand.
I et interview hos ‘The Jess Cagle Show’ fortæller den 76-årige skuespillers mangeårige ven, musikeren Michael Feinstein, ifølge The Guardian, at Liza Minnelli blev »saboteret«.
»Hun indvilligede kun i at være med i Oscar-showet, hvis hun måtte sidde i en instruktørstol, fordi hun har rygproblemer«, siger han.
»Hun sagde: ‘Jeg vil ikke have, at folk skal se mig halte derud. Hun sagde: ‘Du ved, jeg vil gerne se godt ud. Jeg vil ikke have, at folk skal være bekymrede for mig«.
Men i kølvandet på Will Smith-kaosset blev planerne ifølge Feinstein pludselig ændret. Minutter før, hun skulle på scenen, fik hun at vide, at hun skulle sidde i en kørestol frem for en instruktørstol.
Det gjorde hende nervøs, siger Feinstein.
»Og det fik hende til at se ud, som om hun var ude af den. Kan du forestille dig pludselig at blive tvunget til at blive set af millioner af mennesker på en måde, du ikke vil ses? Det er, hvad der skete for hende«, fastslår han og understreger, at hele affæren efterlod hende »meget skuffet«.
Lady Gaga gjorde sit bedste for at redde øjeblikket. »I got you«, sagde hun sikkert til sin ældre kollega, og det lykkedes da også makkerparret at få uddelt prisen som afslutning på en skandaleomgærdet show.