’Jeg er Zlatan’: Filmen om Sveriges største sportsstjerne zlatanera for lidt
Hvis man slår op under ’z’ i en nyere svensk retskrivningsordbog, vil man måske studse over ordet »zlatanera«. Udtrykket betyder at »dominere« eller »gøre noget med stor kraft«.
Det er de færreste fodboldspillere, som opnår den hæder at få opkaldt et positivt udsagnsord efter sig, men Zlatan Ibrahimovic er heller ikke som de fleste. Som hans far fortæller rektoren på Zlatans barndomsskole, så betyder »Zlatan« guld, og den lange angriber har aldrig stillet sig tilfreds med mindre fra sin omverden.
’Jeg er Zlatan’ er adapteret fra Zlatans egen selvbiografi af samme navn, skrevet i samarbejde med forfatteren David Lagercrantz, som mange nok kender for sit arbejde med de senere bøger i serien om Lisbeth Salander. Filmen fortæller historien om den unge Zlatans opvækst fra Balkan-flygtning i en fattig svensk boligblok til hans store internationale gennembrud i Ajax Amsterdam.
Zlatan er spillet af to debutanter. Dominic Andersson Bajraktati spiller Zlatan som 11-årig knægt i den lokale ungdomsklub, og Granit Rushiti spiller rollen som ungdomsspiller i Malmø FF og i den senere professionelle karriere i Ajax. De gør det begge godt som den egenrådige badboy, der ikke har meget tilovers for autoriteter, klarer sig dårligt i skolen, men zlatanera på fodboldbanen.
Modsat mange andre sportsfilm kan skuespillerne rent faktisk spille fodbold. Filmen har adskillige gode sportsscener, som ikke er klippet i stykker for at skjule fodboldevnerne. I stedet følger kameraet Zlatan på banen, hvilket giver en følelse af at være med i actionscenerne.
Hvis man har fulgt Zlatan gennem hans glorværdige karriere i forskellige storklubber i hele Europa, stemmer filmens portræt meget godt overens med det billede, man allerede har af Zlatan.
Desværre er selve Zlatans natur som en selvsikker fyr, der altid går sine egne veje, ikke særlig dramatisk. Der er ikke rigtigt nogen udvikling i hans karakter. Han får konstant at vide, at han skal lære at spille bolden, men han lærer det aldrig. Da han endelig spiller bolden en enkelt gang, gør filmen ikke noget stort nummer ud af det.
Papa Ibrahimovic giver Zlatan en opsang mod slutningen af filmen om, at man skal lære at høre en lille smule på træneren, men stadig skal have modet til at gå sine egne veje. Det er egentlig et fint budskab, at man ikke behøver at ændre sig drastisk for at få succes. Det er bare ikke særlig nervepirrende.
Det havde været dramatisk, hvis Zlatan var begyndt at aflevere bolden hele tiden. Dermed kunne han lære, at han af og til blive nødt til at holde fast i den, fordi han kan gøre ting på en fodboldbane, som andre kun kan drømme om.
Filmen virker generelt til at have en smule berøringsangst. Der er flere ophedede diskussioner, men Zlatan trækker sig altid fra situationen, inden det for alvor bliver spændende. Man sidder med en følelse af at blive holdt på afstand, fordi filmen ikke for alvor dykker ned i Zlatans psyke. Eller de andre karakterer for den sags skyld.
Zlatans forældre er flygtet fra borgerkrigen i Jugoslavien, hvilket har medført, at faren drikker. Det lyder som et setup til en meget simpel, men effektiv storyline, hvor faren kvitter alkoholen for at være der for sin søn. Filmen viser ham bare aldrig træffe det valg. Mod slutningen virker han til at være stolt af sin søns talent, men krigstraumet og alkoholmisbruget bliver aldrig adresseret.
Når det så er sagt, lykkes ’Jeg er Zlatan’som en hjertevarm historie fyldt med små sjove scener, som når Zlatan stjæler sin ungdomstræners cykel. Filmen fanger også den specifikke følelse af at være 11 år gammel og drømme om at spille professionel fodbold, og hvordan alle målene, man scorer i den alder, giver den reneste følelse af lykke.
Kort sagt:
’Jeg er Zlatan’ er ikke en film, der zlatenera. Den redder sig hjem på flotte fodboldscener og en hjertevarm historie, men kommer ikke ind under huden på sin hovedkarakter.