Jeg hedder Jacob Ludvigsen. Jeg har været filmredaktør på Soundvenue siden 2014, og her vil jeg afsløre det mest pinlige øjeblik i mit snart halvandet årti lange liv som filmjournalist.
Som ung film- og medievidenskabsstuderende fik jeg mit første betalte anmelderjob på filmsitet CinemaZone i 2006. Her skrev jeg over tre-fire år omkring 100 anmeldelser, hvoraf kun én står tilbage. Min anmeldelse af M. Night Shyamalans ’The Happening’ fra juni 2008.
For dem, der ikke kender den, er ’The Happening’ ’Den sjette sans’-instruktørens katastrofefilm, der i dag bedst er kendt som en af 00’ernes mest grinagtigt mislykkedes film – og som et meme båret af det absurde plot, hvor vinden slår folk ihjel, og hvor Mark Wahlberg i dramatiske scener kigger frygtsomt op mod … den … dødsensfarlige … blæst … i … træerne.
De fleste er enige om, at træerne har mere mimik end Wahlberg, og en replik som denne er blevet udødeliggjort i populærkulturen:
Nå, men den film gav jeg fem stjerner.
(Kunstpause til WTF-udbrud og stående hovation)
Jeg har genlæst min anmeldelse, og jeg vil ikke linke direkte til den, for man må selv gøre en indsats, hvis man ønsker at opleve mig i filmanmelderiets svar på at snuble i sine snørebånd, før man glider i en bananskrald og lander i en lagkage.
Fra det overgjorte anslag til den dovne argumentation og de åbenlyse fejllæsninger gør teksten fysisk ondt på mig at genlæse, og havde en aspirerende skribent i dag sendt en tilsvarende anmeldelse til mig i håb om skriveopgaver, havde jeg næppe dechifreret det helt store talent bag de studentikose formuleringer.
Mit hovedargument for filmens kvaliteter var, at den var båret af en intens spændingsatmosfære, at Shyamalan havde noget på hjerte, og at bastantheden i skuespillet skulle forklares med, at den skulle opfattes som et mareridtscenarie båret af drømmens fremmedgjorthed frem for som en naturalistisk katastrofethriller. Det er i hvert fald sådan, jeg forstår mit yngre jeg i dag.
Gik det i glemmebogen?
Jeg havde egentlig planlagt at gense filmen op til denne artikel, men der er også grænser for, hvor meget selvtortur jeg gider bedrive frivilligt, så lad os blot stole på, at den øvrige anmeldermodtagelse samt populærkulturens ubønhørlige dom er mere troværdig end min fejltolkning.
På Rotten Tomatoes ligger filmen på rådne 17 procent, mens alle andre danske anmeldere ved premieren kvitterede med to eller tre stjerner.
Dengang i sommeren 2008 stod det hurtigt klart, at anmeldelsen ville komme til at klæbe til mig som daggammel lort. Et par uger efter premieren mødte jeg en filmnørdet bekendt i en ølkø på Roskilde Festival. Før hun overhovedet sagde hej, kiggede hun på mig med et vantro blik og udbrød: »Jeg hører, du gav ’The Happening’ fem stjerner«.
Med årene gik det lille fejltrin så i glemmebogen i min omgangskreds.
NOT!!! (Som Borat ville sige).
’The Happening’-gate bliver fremhævet mindst tre-fire gange årligt af mine nærmeste venner – passende til enhver situation, hvor jeg skal lidt ned med nakken. Som ordsproget går: Med den slags venner behøver man ingen fjender.
Jeg anstrenger mig selvfølgelig for at lægge gode selvironiske miner til slet spil, men når nu jeg er i gang med bekendelserne, vil jeg gerne indrømme, at drilleriet den dag i dag (ja ja, first world problems) gør en smule ondt. Jeg ville også lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke gennem årene har ærgret mig gul og grøn over, hvorfor i al verden jeg kunne møde et makværk med så uforbeholden begejstring.
Den nye ’Vertigo’?
Her kunne jeg nævne, at jeg dagen efter pressevisningen talte med en ven, der havde set filmen ved samme lejlighed, og som ligesom mig faktisk var positivt overrasket, hvilket bekræftede min lovligt smagsusikre unge udgave i, at jeg ikke var helt galt afmarcheret.
Jeg kunne også nævne, at jeg i første udkast havde givet filmen mere moderate fire stjerner, men at en anden kammerat, som altid læste mine tekster igennem, syntes, at argumentationen lugtede mere af fem stjerner, hvorefter jeg ændrede karakteren, fordi det var nemmere end at ændre teksten.
Men da det vil lugte for meget af ansvarsfralæggelse, vil jeg afholde mig fra den slags mellemregninger.
Mere interessant er det, om man kan lære noget af mit fejltrin dengang for 14 år siden.
Nogle vil muligvis udlede af anekdoten, at anmeldere er lige så upålidelige som Shyamalans blafrende trækroner. Andre vil sikkert bare klassificere mig som en førsteklasses idiot.
Den lidt mere nuancerede version er, at det minder os om, at anmeldere også kan være præget af, om de har sovet dårligt om natten, lige har slået op med kæresten, ikke har fået morgenmad eller slet og ret er blinde for en films ærinde. Historien er fyldt med eksempler på film, der fik en besk modtagelse af samtidens kritikere, men som i dag anses for klassikere, fra ’Vertigo’ til ’Apocalypse Now’.
Er der også håb for ’The Happening’? Var jeg forud for min tid?
Næppe.
Andet end facit
For mig betød episoden nok mest af alt, at jeg længe tvivlede på min dømmekraft. Men med årene har jeg prøvet at vende tvivlen til en fordel.
Når man bevæger sig blandt filmnørder og cineaster, møder man ofte en nærmest uigennemtrængelig skråsikkerhed om egne holdninger. En arrogance, som kan gøre nogle filmskribenter gode – og nogle samtaler sjove – men som også kan kamme over i anstrengende bedrevidenhed.
Uden at det skal blive total værdirelativisme, er sandheden jo, at der er mange måder at anskue en film på, og at man ofte selv opfatter en film anderledes ved andet eller tredje gensyn.
Derfor prøver jeg at minde mig selv om, at hverken min eller andres nu og her-vurderinger nødvendigvis er skrevet i granit. Og at det mest interessante i anmeldelser og filmdiskurs generelt ikke nødvendigvis er facit, men at man som læser/lytter bliver beriget med et perspektiv, man ikke selv havde overvejet.
Jeg falder da stadig jævnligt i gryden og himler over filmmeningsmagere, der ikke har forstået noget som helst af noget som helst. Men så husker jeg på bliver jeg mindet om ’The Happening’ og tænker, at en films kvalitet kan være i evig bevægelse, og at det sommetider er mere interessant at læse en anmelder, jeg er rygende uenig med.
Måske er det blot et spædt forsøg på at vende mit anmelderlivs største fadæse til noget konstruktivt. Om ikke andet håber jeg, at andre kan blive inspireret til i ny og næ selv at indrømme, at de tog fejl. Det kan ske for selv den bedste.
‘The Happening’ kan ses på Disney+, Viaplay og Blockbuster. Man kan dog også bare lade være.