’Clark’: Bill Skarsgård stråler som berygtet serieforbryder i ny svensk Netflix-serie

’Clark’: Bill Skarsgård stråler som berygtet serieforbryder i ny svensk Netflix-serie
'Clark'. (Foto: Netflix)

»For Satan, jeg var flot dengang«.

Det siger kvindebedåreren Clark Olofsson om sig selv, imens tidlige forbryderfotos fra politiets journaler ruller over skærmen.

Virkelighedens vaneforbryder Clark blev verdensberømt for sin rolle i en gidseltagning og bankrøveri på Norrmalmstorg i den svenske hovedstad, hvor charmøren vandt de tilfangetagnes tiltro. En hændelse, der skulle lægge navn til Stockholmsyndromet.

Siden ungdommen i og frem til 1980’erne følger seriens hans talrige forbrydelser rundt omkring i Europa, hvor gidseltagningen blot er en af mange hændelser. Som en virkelighedens Egon Olsen har han altid en plan, der i stedet for hurtig rigdom fører til et ophold i spjældet, inden det hele starter forfra. Undervejs lærer han forbløffende lidt, imens han bliver berømt af alle de forkerte grunde.

Altid er den utrættelige politimand Tommy, der optræder som en komisk figur, i hælene. Når snigskytterne under gidseltagningen sigter efter gerningsmændene, forstyrrer Tommys energiske råb, så de skyder forkert. Bagefter udbryder latter i det røgfyldte lokale, hvor strisserne hører Clark kalde ham for Dumme Tommy Pony på overvågningsudstyret.

Instruktør Jonas Åkerlund er kendt for sine musikvideoer for alle fra Madonna til Beyoncé og Prodigy, fra russiske Pussy Riot til Ozzy Osbourne. Sammen med Lady Gaga maler han i ‘Paparazzi’ og ‘Telephone’ et portræt af en antihelts fremmedgørende, tegnefilmsagtige filmvold, der trods en unægtelig underholdningsværdi fremhæver, hvor svære menneskets skyggesider er at forholde sig til.

Samme motiv gør sig gældende i ‘Clark’, der satirisk udstiller true crime som genre. Milepæle som domme, eksamen som journalist og ægteskab reduceres til avisoverskrifter. Værket drives i stedet af drengestreger, der snart udvikler sig til mere hårdkogte forbrydelser.

‘Clark’. (Foto: Eric Broms)

Det er Bill Skarsgårds Clark selv, der er seriens utroværdige fortæller. Han udfolder sin livshistorie i flatterende, defensive vendinger, imens begivenhederne på skærmen er noget mere kritiske over for ham.

Tilsat dokumentariske greb med interviews, håndholdt kamera og gamle tv-udklip opbygges der en biografisk fortælling om mennesket, om end det er seriens ofte fantastifulde, ekspressionistiske islæt, der præger seriens visuelle udtryk.

Som når optagelser af et togs rystende, beskidte undervogn afspejler Clarks lyssky tilværelse på tværs af landegrænser, eller når en af hans håndlangere forsvinder i en røgsky, fordi han fortæller, at storforbryderen ikke længere har brug for kammeraten.

Barndommen i slummen vises i sort og hvid. Hans evigt berusede far brækker knægtens arm, når legen bliver for voldsom, skyder moren i låret med pistolen, drengen får i fødselsdagsgave, og giver ham elektrisk chok, når de stjæler strøm fra overboen.

Så snart det hele bliver for realistisk, klippes der til bizarre indslag som en koreograferet dansescene i fængslet til et svensk cover af Elvis Presleys ‘Jailhouse Rock’, hvor danserne lette på tå iklædes matchende striber og uvasket denim som fangedragt.

Badet i sprudlende farver skifter serien stil, når den når til 1960’erne. Monica Zetterlunds jazzede toner fylder øret, imens Clark fræser afsted i en cabriolet i sommerlandskabet med purunge Madou, moren Liz og intentioner om at knalde med dem begge.

»Forstå mig ret, jeg hader Danmark«, siger han, når stemningen 10 år senere igen skifter brat. Klædt i jordtoner med hår og skæg, der giver en uhyggelig lighed med Charles Manson, skamroser han sit kortvarige ophold på Christiania. Filmet med håndholdt kamera cykler han lykkeligt rundt på staden i ladcykel til tonerne af ‘Forelsket i København’. Men hvor end han går, tiltrækker han dårligt selskab.

‘Clark’. (Foto: Netflix)

Bill Skarsgård er skøn som den gakkede hovedperson. Drøncharmerende som skuespilleren er, er han perfekt som manipulerende vaneforbryder. Forføreren taber kun glimtvis ansigt og afslører et følsomt, svigtet menneske på flugt fra egne traumer såvel som lovens lange arm.

Men hans mere sympatiske sider benægter fortælleren hårdnakket. For Clark motiveres af drengestreger og sex.

Imens andre indsatte reflekterer over fortiden, stikker han hånden ned i bukserne og tænker kun på en ting. Optagelserne forvrænges og erstattes af psykedelisk, farvestrålende tegnefilm, hvor hans animerede jeg omringet af skeder opremser så mange synonymer for dem som muligt. Han tager en dyb, snusende indånding og siger, at »Fisketacoen har mange navne«.

Selvom Clark seksualiserer kvinder, stiller kameraet oftere skarpt på Bill Skarsgårds veldrejede, ofte afklædte krop.

Den lidenskabeligt simple hovedperson ser kvinderne som føjelige, udskiftelige og forveksler desuden deres navne, når kæresterne skiftes ud for hurtigt. Men mellem linjerne er det i sig selv en kritik af både hans og tidens chauvinisme.

Der opstår altid en fest i hans selskab, og sådan tiltrækker han friskt kød. På kort visit i Hamburg ses en montage over vilde fester med sprut, piller, kokain og bryster i lange baner. Det slutter med, at kammeraten Kaj-Robert mister mødommen til en kvinde, der viser sig at være en mand i kjole. En tåkrummende detalje, der uheldigt fortsætter filmhistoriens brug af transpersoner som pauseklovne.

Både Kaj-Robert, Janne, Kurre, og hvad end de andre håndlangere hedder, er lige så udskiftelige som kvinderne, han møder på sin vej. De dukker belejligt op igen, hvis charmøren har brug for dem.


Kort sagt:
‘Clark’ veksler mellem kritikken af genrens glorificering af sine voldsmænd og selvsamme forbryderromantik, som klæder den besnærende og satiriske fremstilling af en af Nordens mest berømte vaneforbrydere. 

Anmeldt på baggrund af hele serien.

’Clark’. Serie. Skaber: Jonas Åkerlund. Medvirkende: Bill Skarsgård, Alicia Agneson, Vilhelm Blomgren, Sandra Ilar Spilletid: 6 afsnit af 60 min. Premiere: 5. maj på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af