Advarsel: Artiklen indeholder spoilers for sidste afsnit af ’Ozark’.
Det har været en bumpet vej at komme igennem ’Ozark’s fire sæsoner. Stigmaet som light-udgaven af ’Breaking Bad’ forsvandt aldrig rigtigt, selvom lighederne var relativt små, når det kom til stykket.
For ja, begge serier handler om en almindelig mand, der bliver involveret med den mexicanske mafia, så hans families liv er truet. Og begge har en yngre kriminel sidekick i uudtalt mentor-forhold.
Men modsat Walter White er Marty Byrde (Jason Bateman) langt hurtigere til at omfavne det kriminelle liv, og så er Ruth Langmore (Julia Garner) faktisk langt mere interessant end ’Breaking Bad’ -pendanten Jesse Pinkman.
Faktisk er Ruth så interessant, at man kunne håbe på en god afslutning, når man har fulgt familien Byrde, siden første gang de fødderne i den sumpede Missouri-jord. Men det fik vi ikke –i hvert fald ikke i en grad, som man kunne have drømt om.
To skelsættende øjeblikke skiller sig ud ved afslutningen på ’Ozark’
Det der dødsfald …
Det kræver en pæn portion mod at dræbe sin uden sammenligning mest populære karakter. Især efter en sæson, hvor alt har ledt hen imod en redemption for Ruth. Efter at have været prygelknabe for sin far, onkel, til dels Marty, især Wendy (Laura Linney) og hvem ellers, der har krydset den klejne, storbandende kvindes vej igennem serien, virkede det til, at det nu skulle være Ruths time to shine.
Hun arvede en hulens masse penge og aktier i flodkasinoet, hvor kartellets narkoindtægter bliver hvidvasket, fra sin afdøde fætter Wyatt (Charlie Tahan) og den lokale heroin-dronning Darlene (Lisa Emery), og hun fik sågar fjernet al ungdomskriminalitet fra sin straffeattest, så hun selv lovligt kunne stå i spidsen for kasinoet.
Omvendt var det også et klokkeklart varsel om, at noget grumt ville hænde hende på et eller andet tidspunkt. For tonen i ’Ozark’ har været tiltagende dyster og kulminerer nærmest i et nihilistisk mørke, hvor glæde er noget, der skal berøves, og lykkelige slutninger aldrig finder sted.
At handlinger har konsekvenser siger sig selv, og derfor var det, med chokket lidt på afstand, også naturligt, at Ruth måtte dø. Det måtte have konsekvenser, at hun slog Javi (Alfonso Herrera) ihjel for at hævne mordet på Wyatt.
At bødlen så er Javis mor Camila (Veronica Falcón), der først blev introduceret i den sidste halvdel af fjerde sæson, er skuffende. Selvfølgelig vil en mor gerne hævne sin søn, men det havde haft mere pondus, hvis det var en af de allerede kendte karakterer, der trykkede på aftrækkeren.
Wendy ville for eksempel have været et oplagt valg. Flere gange i løbet af serien har hun forsøgt at skaffe Ruth af vejen af forskellige årsager, og især her i sidste ombæring fik den ikke for lidt med de gode argumenter for, hvorfor de skulle fortælle mexicanerne, hvem der stod bag Javis død.
Ruths død var i tråd med seriens tone – udførslen kunne blot have været mere inspireret. Det bringer os til det mest hovedrystende øjeblik i hele seriens levetid.
Sort skærm
Det hører til sjældenhederne, at en serie får rundet det hele af og samlet samtlige tråde, så alle er tilfredse.
Og ’Ozark’-showrunnner Chris Mundy & co. skal da nok også komme til at svare på det samme spørgsmål igen og igen: Hvorfor lavede I en ’The Sopranos’-slutning?
Den skelsættende gangsterserie sluttede med, at Tony Sopranosidder sammen med sin kone og søn på en diner og venter på datteren Meadow. Journeys ’Don’t Stop Believing’ kører på fuld knald fra jukeboxen, og netop som vi hører klokken fra døren, kigger Tony op, og skærmen går i sort.
Siden er det blevet diskuteret, om Tony bliver dræbt.
’Ozark’ er ude i et tilsvarende ærinde, bare uden samme kunstneriske elegance.
Wendy og Marty er kommet hjem og har fundet den fordrukne privatdetektiv Mel Sattem med gedekagedåsen, hvori Bens aske befinder sig. Efter trusler om, at parret ikke skal slippe godt fra alle deres gerninger, dukker deres søn Jonah (Skylar Gaertner) op med et haglgevær.
Han peger det mod den tidligere betjent, mens forældrene kigger smilende på Jonah. Han lukker øjnene, og de kigger over på Sattem. Alt bliver sort, og lyden af et skud bryder den sorte stilhed. Så vi står med to muligheder: Jonah skyder Sattem og beskytter familien, eller – mere dristigt – drejer geværet i sidste øjeblik og skyder Marty og Wendy i stedet.
Der har været optræk til splittelse mellem forældrene og børnene, i takt med at de er blevet bevidste om, præcis hvor hensynsløs især Wendy er i bestræbelserne på at opnå de ting, hun har sat sig for.
Slutningen virker bare ikke spidsfindig eller kløgtig, men mere som en cliffhangerafslutning på en tilfældig sæson. Historien virker ikke til at være i nærheden af at være afsluttet, og det minder faktisk mere om sæsonafslutningen på første sæson af ’Sherlock’, hvor manuskriptforfatterne ikke vidste, om der ville komme en sæson 2.
Den teasende hvad-sker-der-nu-faktor bliver punkteret af geværskudlyden. Den giver for meget væk – modsat eksempelvis Christopher Nolans berømte slutning i ’Inception’, hvor snurretoppen drejer rundt, og man efterlades med spørgsmålet: Er vi stadig inde i en drøm?
Med ’Ozark’ distraherer den sorte skærm mere, end den gavner. For i stedet for at snakke om afslutningen på serien som helhed, bliver det en diskussion om, hvorvidt teknikken fungerer eller ej.
’Ozark’ kan ses på Netflix.