’Downtown Abbey’: En ny æra’: Gammel te i gamle kopper
Oh, hvilken rædsel det er at være så meget på røven, at man må lægge slot til en vulgær filmproduktion.
Sådan beklager Downton Abbeys patriark Robert Grantham (Hugh Bonneville) sig, da en filmproducer spørger om lov til at filme på slottet, og familiens ældste datter Lady Mary (Michelle Dockery), der har overtaget styringen af godset, overbeviser familien til at takke ja til det generøse tilbud for at få råd til at reparere det utætte tag.
Selv aristokrater fattes penge her på vej ind i 1930’erne. Og man skulle jo nødig skrue ned for sine middagsselskaber og aftenkjoler.
Heldigvis finder Robert en undskyldning for at være ude af huset, når filmholdet kommer og tramper rundt i stuerne (tæl sølvtøjet!). Hans mor, den bramfri fanfavorit Lady Violet (Maggie Smith) annoncerer nemlig, at hun har arvet en villa i Sydfrankrig fra en gammel flamme, Marquis de Montmirail, og at hun agter at forære den til barnebarnet Sybbie, Tom og afdøde Sybils datter. Markisens enke er rasende, men hans søn inviterer familien ned for at tale om overdragelsen i god ro og orden. Således rejser Robert og hans kone Cora (Elizabeth McGovern) sammen med den halve familie og den gamle butler Mr. Carson (Jim Carter) til Rivieraen, hvor de både oplever kulturchok – Carson må købe en sommerhat! – og chok af mere skandaløs karakter. Måske. For hvem tør spørge Violet, om hun var sin mand utro med villaejeren?
Hjemme på Downton er tjenestefolkene, ikke mindst de yngre Daisy (Sophie McShera) og Anna (Joanne Froggatt), oppe at køre over besøget fra de glamourøse stjerner, Guy Dexter (Dominic West i charmørform) og Myrna Dagleish (Laura Haddock). Men filmstjernen skuffer ved at opføre sig som en forkælet diva, der er uforskammet over for tjenestefolkene.
Endnu større bliver krisen, da filmselskabet vælger at lukke produktionen ned, fordi folk vil se talefilm. Heldigvis kommer ressourcefulde Mary den charmerende instruktør Jack Barber (Hugh Dancy) til hjælp i et plot taget ud af ‘Singin’ in the Rain’.
Udover de to hovedhistorier er der et uendeligt virvar at sideplots om kærlighed, sygdom og ambitioner, så hele seriens karaktergalleri, fra upstairs til downstairs, får sin plads i solen. Det er sympatisk, men skaber også en lidt for lang og overfyldt film.
Filmens største problem er dog, at der ikke for alvor er noget på spil. Julian Fellowes oprindelige tv-serie skildrede – i hvert fald i de første sæsoner, inden der gik for meget sæbeopera i den – familiens reaktioner på og engagement i store samfundsforandrende begivenheder som Første Verdenskrig, Den spanske syge, Den irske uafhængighedskrig, kvindebevægelsen og klasseoprør foruden personlige dramaer som pludselige dødsfald, voldtægt, mord, illegal abort og bortadoption, homoseksualitet og kærlighed på tværs af klasse.
Jeg var direkte chokeret over, hvor tandløs og ligegyldig den første spillefilm var med sin historie om et kongeligt besøg og tjenernes kamp for at få lov til at servere. Opfølgeren er hverken værre eller bedre. Det er muligvis en ny æra for herskab og tjenestefolk på Downton Abbey. Men manuskriptforfatter Fellowes og instruktør Simon Curtis har helt opgivet at forny sig eller fortælle noget substantielt.
Hvis du er fan af serien – og det var jeg faktisk, så du skal virkelig være fan – og bare trænger til et kram og en lunken kop te i selskab med dine gamle venner, så tager man jo ikke ligefrem skade af at tage en tur i biffen og drømme sig væk i en problemfri verden.
Men jeg syntes godt nok, det var en træg omgang at komme igennem.
Kort sagt:
Anden ‘Downton Abbey’-spillefilm er gammel te i gamle kopper, og du skal virkelig holde af eskapisme, Maggie Smith, overklassens ubetydelige problemer og den velkendte upstairs-downstairs-dynamik for ikke at skæve til uret.