Hvorfor har ingen andre kopieret verdens bedste serieskaber?

‘The Wire’ er en af de mest anerkendte serier nogensinde, men alligevel bestræber ingen sig på at efterligne dens ophavsmand David Simons stil. Det bliver man akut bevidst om, når man ser hans nye serie, ’We Own This City’, skriver Soundvenues filmredaktør.
Hvorfor har ingen andre kopieret verdens bedste serieskaber?
'We Own This City'. (Foto: HBO)

KOMMENTAR. Mesteren David Simon er sammen med makkeren George Pelecanos tilbage med serien ’We Own This City’, et comeback til Baltimores politi, halvandet årti efter han sagde farvel til hjembyens gader i mesterværket ’The Wire’.

Har man fulgt Simon også i serier som ’Generation Kill’, ’Treme’, ’Show Me a Hero’, ’The Deuce’ og ’The Plot Against America’, går der ikke mange minutter af den nye serie om en korrupt specialenhed – og efterforskerne, der prøvede at afsløre den – før det står lysende klart, hvem der står bag.

Man møder nemlig en ganske særlig fortællestil, som groft kan opsummeres sådan her:

Masser af teknisk dialog: Samtalescener, hvor karaktererne taler den indforståede lingo, der definerer netop deres subkultur, om det så er gadeslang eller bureaukratiets forkærlighed for forkortelser og afdelingsnavne.

Et utal af funktioner: Karakterer, hvis følelses- eller privatliv vi ikke får et fyldigt indblik i, men som først og fremmest er deres professionelle identitet: Politimand, ansat i Justitsministeriet, FBI-efterforsker mv.

Nedbarberet æstetik: Stort set ingen musik, som ikke optræder som en del af karakterernes eget univers, ingen flashy klipning (om end ’We Own This City’ opererer med en flashback-båret struktur, som er ulig Simon), ingen kameraføring lavet til at springe i øjnene og en naturalistisk, periodetro farvemætning.

Det er plus-minus samme stil, Simon har anvendt i alle sine serier siden miniserien ’The Corner’ fra 2000 og perfektionerede i sit magnum opus, ’The Wire’. Og det står mere og mere klart, hvor meget den stikker ud fra mængden.

For selvom ’The Wire’ bredt anses som en af verdens allerbedste serier, er det påfaldende, hvor få stilistiske bølgeskvulp der er fulgt i kølvandet.

Mens serier som ’Twin Peaks’, ’Six Feet Under’, ’Mad Men’ og ’Breaking Bad’ har inspireret mange seriers arbejde med tone, billeder og genrer, har forsvindende få forsøgt at gå ’The Wire’ i bedene. Man har oplevet serier spejle sig i dens tematiske blik for såvel individer som samfundets magtstrukturer – fra britiske ’Top Boy’ til danske ’Norskov’ – men den nøgterne realisme har ikke just dannet skole.

Slowburn-stil

Det kan der være gode grunde til. Også på film hører den asketiske realisme, som briterne Mike Leigh og Ken Loach og de belgiske Dardenne-brødre har været nogle af de førende eksponenter for i årtier, til i en arthousesfære, som sjældent får et bredt publikum i tale.

Og mens serieguldalderen blev kickstartet af dybt gennemarbejdede værker som ’The Sopranos’, ’The West Wing’, ’Six Feet Under’ og altså ’The Wire’, der på hver deres måde stillede høje krav til deres publikum, har serieverdenen særligt i de store dramaserier udviklet sig i en mere og mere mainstream retning.

De vilde eksperimenter har de seneste år typisk boltret sig i de billigere halvtimesformater i feltet mellem komedie og drama (fra ’Atlanta’ til ’Ramy’ og ’Barry’), mens dramaflagskibene måske nok har afprøvet forskellige genrer, men stilistisk har spillet relativt sikkert med enkelte undtagelser som ’True Detective’ sæson 1 og ’Severance’ fra i år.

I stedet synes tidens dominerende stilistiske paradigme at være det, man kan kalde Adam McKay’sk kækhed efter instruktøren bag ‘The Big Short’, ‘Vice’ og ‘Don’t Look Up’: Finurlig klipning, glimt i øjet og metaleg, som i ‘Winning Time’ (produceret af McKay) eller ‘WeCrashed’, og som er designet i den konstante underholdnings navn.

Som ’We Own This City’ viser med al tydelighed, er der intet som helst publikumsleflende ved Simons stilistiske tilgang. Stort set alle andre forfattere, der skriver film og serier bygget på autentiske begivenheder, taler om, hvordan de har måttet skære virkeligheden til med grovfil for at skabe en underholdende fortælling med fremdrift, cliffhangers, karakterudvikling og store følelser. Simon går den modsatte vej:

‘The Wire’.

Han vil hellere skære ned for den umiddelbare underholdningsværdi for at komme så tæt på den sandfærdige historie som muligt og for at tegne et nuancerigt billede af begivenhederne. Og derfor præsenterer ’We Own This City’ også en mere kompleks virkelighed, end vi er vant til at se på tv.

David Simon er tidligere journalist, en detaljerytter af format og dybt engageret i de forhold, han skildrer, og ligesom det kan være en farlig ambition at ville efterligne filmverdenens store og meget distinkte auteurs fra Tarkovskij til Trier og David Lynch, er det risikabelt at gøre Simon kunsten efter. Kopierer man stilen uden at have evnen til at fange facetterne i karaktertegningen og det store ensemble, ender man hurtigt med en serie, der bare er kedelig og fremmedgørende.

Simons stil er ikke for alle – eller rettere sagt: Det er en slowburn, der kræver, at man dedikerer tid og tålmodighed til at komme ind i historien, og at man er villig til at bære over med, at man måske ikke fanger alle detaljer med det samme.

Flashforwards, twists, hooks

De mange streamingtjenester ligger lige nu i benhård konkurrence om seernes tid, og man mærker, at serierne er mere og mere drejet ud fra, at de skal hooke os øjeblikkeligt.

Mange serier starter med en cold open på et dramatisk flashforward, der giver os en forvisning om, at der nok skal ske noget spændende om syv-otte timers tid. Mange indlægger twists i hvert andet afsnit. Og mange bygger på opsigtsvækkende virkelige begivenheder, der skal skabe hooket, allerede inden man sætter sig til rette i sofaen.

Mens vi nysgerrigt spekulerer på, hvor store dele af ’The Dropout’ eller ’Inventing Anna’ der er sand, er det slående klart, hvor meget mere de er slebet til i underholdningen og dramaturgiens navn, når man holder dem op mod den nøgterne approach i ’We Own This City’.

Det gør ikke de andre serier dårlige, men kontrasten er med til at sætte tanker i gang om, hvor vigtigt det er, at unikke serieskabere stadig får lov til at forfølge deres egen metode, også selvom den ikke har publikumsvenligheden i højsædet.

David Simon. (Foto: Astrid Stawiarz/Getty Images)

Selvom han nyder en status som en af tv-verdenens allermest respekterede forfattere, har David Simon ofte fortalt, at det er utroligt vanskeligt for ham at komme igennem med sine projekter.

»De (tv-stationerne, red.) siger, at de gerne vil have ting som ’The Wire’«, sagde han, da Soundvenue talte med ham og George Pelecanos i forbindelse med ’The Deuce’ i 2019.

»De siger, de vil arbejde sammen med folk, som har de ambitioner, vi har. Men det er ikke sådan, det forholder sig, når George og jeg går ind til møder. De vil gerne have folk med ambitioner, men de vil også have hits«.

Gudskelov for HBO, der igen og igen har bakket op om deres vigtige vision om at skildre råddenskaben i USA’s indre, så vi ikke bare bliver underholdt, men også klogere.

Man kan bare godt frygte, at kompromisløse serieskabere 60-årige David Simon er en uddøende race i tidens overophedede streaminglandskab. At ingen får lov til at samle bolden op efter ham.

’We Own This City’ kan ses på HBO Max.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af