Kim Cattrall forklarer, hvorfor hun aldrig vil spille Samantha igen

Kim Cattrall forklarer, hvorfor hun aldrig vil spille Samantha igen
Cynthia Nixon, Sarah Jessica Parker, Kim Cattrall og Kristin Davis i 2008. (Foto: Bryan Bedder/Getty Images)

Vi var mange, der inderligt savnede Kim Cattralls rapmundede, seksuelt frigjorte Samantha Jones i sidste års ‘Sex and the City’-fortsættelse ‘And Just Like That’, der anlagde en besynderligt bonert attitude til sex.

Efter at have takket nej til en tredje SATC-film i 2017, blev Cattrall slet ikke kontaktet i forbindelse med den nye serie. Det fortæller hun i et stort interview med Variety.

Og det passede hende helt fint.

»Der er stor visdom i at vide, hvornår nok er nok. Jeg ville ikke gå på kompromis med, hvad showet betød for mig (…) Alt i mig sagde, ‘Jeg er er færdig’. Og man kan ikke gå imod den følelse«.

En af grundene til, at Cattrall takkede nej til den tredje film var manuskriptet, fortæller hun. Samanthas bærende plotspor gik ud på, at Mirandas dengang 14-årige teenagesøn Brady sendte hende dickpics, og dén historie fandt Cattrall på det nærmeste nedladende over for karakteren:

»Hvorfor kunne Samantha, som har sit eget PR-bureau, ikke blive nødt til at sælge bureauet på grund af økonomiske vanskeligheder? 2008 var barskt (grundet finanskrisen, red.), og nogle er stadig kun ved at komme sig. Hun kunne være nødt til at sælge det til en ung fyr i hættetrøje, og det er hendes store dilemma (…) Der er en konflikt. I stedet for en mindreårig drengs … «

I interviewet understreger Cattrall også, at hun ikke ser sine tidligere medspillere Sarah Jessica Parker, Cynthia Nixon og Kristin Davis som venner, men som kolleger.

Og hun syntes, at det var meget mystisk, at ‘And Just Like That’ blev ved med at referere til Samantha igennem sms’er mellem Carrie og karakteren, der i serien var blevet uvenner.

»For mig føltes det ikke som Samantha«, siger Cattrall.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af