’Nordsøen’: Der er for mange løse ender i imponerende norsk katastrofefilm
Med film som ’Bølgen’ og ’Skælvet’ fra henholdsvis 2015 og 2018 har Norge de seneste år haft stor succes med katastrofefilm hvor spænding, realisme og action fusioneres med det menneskelige drama.
Nu er turen kommet til det, der må siges at være landets eksistensgrundlag, nemlig den olie, de skamløst henter op fra Nordsøen med deres utallige olieplatforme.
Og som altid opdages problemerne først, når det er for sent. Det er den problematik, der er udgangspunktet i ’Nordsøen’.
Da en olieplatform pludselig forsvinder fra havoverfladen ved Ormen Lange-feltet ud for Norges kyst, sendes Sofia (Kristine Kujath Thorp) og kollegaen Arthur (Rolf Kristian Larsen) ud for at afsøge området og lede efter omkomne ved hjælp af en specialbygget undervandsrobot egnet til at bevæge sig som en slange under vandet. Forinden bliver de påbudt at underskrive en tavshedserklæring.
Efterfølgende sættes en omfattende undersøgelse i gang, der skal finde svar på, hvordan den tilsyneladende uforklarlige ulykke, der kostede flere menneskeliv, kunne ske. Det viser sig hurtigt, at den blot er starten på det, der kan udvikle sig til en af de største miljøkatastrofer i nyere tid.
For at hindre ulykken beslutter man, at alt arbejdet på olieplatformene i hele Nordsøen skal nedlægges midlertidigt, og de flere tusinde arbejdere skal evakueres øjeblikkeligt.
Dermed sættes den største redningsaktion i Norges historie i gang, og sådan indledes, hvad der kunne være en intens, ambitiøs og vedkommende fortælling.
Aktionen kompliceres, da Sofia opdager, at hendes kæreste Stian (Henrik Bjelland) befinder sig alene på en af de evakurede platforme. Det får Sofia til at alliere sig med kollegaen Arthur, og sammen trodser de alle advarsler og sætter livet på spil for at redde Stian.
Herfra står det klart, at den norske instruktør John Andreas Andersen ikke så meget går efter at lave en tankevækkende eller realistisk katastrofefilm med fokus på, hvilke konsekvenser Norges oliedrift kan have for verdenshavene. Hvis det var tilfældet, er det i hvert fald svært at se, hvad en så hovedløs redningsaktion skal bidrage med, mens en så omfattende katastrofe er under opsejling.
Som spændingsfilm lykkes Andersen bedre. Meget tyder på, at han har hentet inspiration hos udenlandske kollegaer som Peter Berg (’Deepwater Horizon’) og Paul Greengrass (’United 93’ og ’Captain Phillips’) i sit forsøg at fusionere Hollywood-action og realisme. Uden tilnærmelsesvis at mestre denne fusion.
Ganske vist er ’Nordsøen’ en imponerende skandinavisk film med et stort potentiale og et budskab, der ikke er til at tage fejl af. Den byder på imponerende scener med brændende skibe, enorme olieudslip og kollapsende platforme.
Også filmens cast gør deres til at bidrage til intensiteten. Især Kristine Kujath Thorp leverer blændende skuespil i de mest klaustrofobiske scener.
Filmens tynde historie har dog alt for mange løse ender. Hvordan kommer Sofia og Arthur for eksempel ud på olieplatformen, uden at de kan komme hjem igen?
Mest iøjnefaldende er dog den tavshedserklæring, der etableres i filmens begyndelse. Den hører vi aldrig mere til. Og dermed ryger hele det politiske spil, der kunne have løftet ’Nordsøen’ op på et mere interessant niveau.
Kort sagt:
I sit forsøg på at ramme bredt og kombinere Hollywood-action med skandinavisk realisme rammer den ellers imponerende ’Nordsøen’ ved siden af.