SOMMERSERIE: 00’ERNES UNDERKENDTE HOVEDVÆRKER. En player, der snylter på rige, ældre kvinder begynder pludselig at sætte spørgsmålstegn ved sin røvhulsagtige adfærd, da han møder en kvinde, der er lige så skruppelløs som ham selv og får en smagsprøve på ægte kærlighed.
Det lyder som en formularisk romantisk komedie, men er det i virkeligheden en melankolsk sommerklassiker, der spidder Hollywoods fordærvende overfladedyrkelse og undersøger kærlighedens transaktionelle natur i moderne forhold?
En Rohmer-film i forklædning, hvor fuckboyen i centrum er ekstraordinært klam, ubelæst og dårligt klædt (jeg kunne skrive et helt essay om hans tåbelige seler), sat i slut-00’ernes Los Angeles?
Nej, siger Rotten Tomatoes, der giver den en sølle score på 22. Ja, siger jeg, og The Guardians Peter Bradshaw og jeg er enige om én ting: Ashton Kutcher er født til at spille fuckboy! Hans Punk’d-persona, modelmål og lidt bøvede fremtoning – det hele går op i en højere enhed.
På plakaten til ‘L.A. Gigolo’, som David Mackenzies ‘Spread’ fra 2009 blev omdøbt herhjemme, og i store dele af filmen, befinder hovedkarakteren Nikki (bare navnet…man ved bare, at han er typen, der går i seler, der ikke tjener nogen funktion) sig i en pool med en lækker drink og ditto dame inden for rækkevidde.
I en voice-over præget af karakteristisk californisk knirkestemme fortæller han os, at han kom til Englenes By med en drøm om at leve et let liv (dream big, som de siger).
Den udlever han ved at servicere velhavende single-kvinder seksuelt og dandere den i deres luksuriøse villaer. Han tager sig ikke direkte betalt, som titlen antyder, men kører i stedet bytteøkonomi – hans gode udseende og seksuelle ydelser kompenseres generøst med ting som han ikke selv har: Tag over hovedet, bil, bukser, der kan sidde selv.
Nikki er typen, der beskriver sig selv som »ufatteligt attraktiv uden at prøve på at være det« og som »frygteligt meget imod utæmmet kønsbehåring« efter at have bevidnet sin mors dusk som barn. Han går i seler, selvom han har bælte på, og jeans, der næppe kunne være strammere.
Sammen med sin pirat-størrelse ørering og partisan-charmeklud er det hans mest definerende accessory, selerne, og han har dem også på ud over sweatre og t-shirts. Sjældent i selskab af nogen form for jakke eller blazer. Og jeg kommer ikke styling-valget nærmere, end at det er med til at understrege hans mangel på selvindsigt og dømmekraft, og til at placere os i slut-00’erne.
Smager sin egen medicin
Som den glatte ål han er, glider Nikki nemt fra den ene sugar mama til den anden, og med en masse hook-ups indimellem.
I filmen er hans seneste erobring advokaten Samantha (Anna Heche) som han bemærker til en fest – eller rettere, hvis dyre tøj, velplejede hud og skinnende Mercedes han bemærker til en fest. Og han begynder at fortælle os, Alfie-style med blikket rettet mod kameraet, hvordan han planlægger at få hende til at stole på ham, så han kan blive længere, uden udgifter, i hendes vanvittige villa (som filmen gør meget ud af at understrege har tilhørt Peter Bogdanovich) og flyde rundt i den dertilhørende pool med højtplaceret panorama-udsigt over hele Tinsel Town.
Når jeg bruger så meget tid på at udpensle, hvor top nedern og manipulerende Nikki er, så er det, fordi fryden er desto større, når en fissekarl af hans kaliber smager sin egen medicin. Og det gør han, da han møder sit kvindelige spejlbillede, Heather (Margarita Levieva) og falder pladask for hende.
Twistet er selvfølgelig (spoiler alert), at hun er en hustler ligesom ham, der dater rigmænd mod materielle goder, og det er ret underholdende at se Nikki fuldstændig gå til grunde, når han bliver udsat for sin egen undvigende adfærd. Heather kommer for sent til deres første date, går midt i det hele uden forklaring, ringer ikke tilbage og dukker så op, når det passer hende. For første gang i sit liv har Nikki mødt en kvinde, som han er ægte interesseret i, og så aner han ikke, om det er gensidigt eller spil for galleriet.
Hvor er det dog synd…
Musen eller frøen
På klassisk romcom-manér er mødet med Heather et wake-up call for Nikki, der sætter gang i en længe ventet selvransagelse og i en nedadgående spiral, hvor han indhentes af sin hensynsløse livsførelse.
Nikki indser, at de fleste mennesker omkring ham – inklusive hans nærmeste ven Harry (Sebastian Stan) – synes, at han latterlig, uinteressant, belastende. Et slør løfter sig, og han ser pludselig på verden med andre, mindre objektiviserende øjne, hvilket kommer til et udtryk i en scene på en stripklub, hvor Nikki går til angreb på en af Harrys venner, som han mener opfører sig respektløst og for nærgående over for en af stripperne. Bare rolig, ironien er ikke tabt på Harry.
Henimod slutningen af filmen møder Nikki flere af de kvinder, som han har hustlet på sin vej, og især et møde med en alkoholiseret kvinde som han plejede at iføre Football-hjelm og knalde med på kampdage, har en dyster undertone, der ekkoer amerikanske forfattere som Bret Easton Ellis og Don DeLillo og deres desillusionerede beskrivelser af hule individer og det moderne USA.
‘L.A. Gigolo’ er en romcom befolket af smukke mennesker besat af evig ungdom og rigdom, opdelt i hungrende golddiggers og dem, som allerede er ved muffen. De drømmer ikke om verdensfred, men om et let liv i luksus og stramme, virile kønsdele. Er der plads til ægte kærlighed og hengivelse i sådan en verden, eller bliver den blot endnu en currency?
I en uventet variation over dog-eat-dog-konceptet forestiller slutbilledet i filmen en kæmpe frø, der er ved at fortære en mus, hvis hale stadig hænger ud af mundvigen og dingler. På lydsiden minder Nikki os om, at omkring 30.000 håbefulde unge kvinder og mænd som ham ankommer til L.A. hver måned. Og at lige så mange tager hjem igen, med knuste drømme og egoer.
Er han frøen eller musen i det her fantastiske allegoriske scenario? Og vinder han Heathers hjerte?
Det må du selv finde ud af.
’L.A. Gigolo’ kan ses på Amazon Prime, Viaplay og Blockbuster.