Det ultimative udstillingsvindue for Steve Carells komiske talent må ikke gå i glemmebogen – heller ikke af ham selv

Historien er spækket med film, der ikke fik den anerkendelse ved premieren, de havde fortjent. Denne sommer fremhæver vi nogle af de film fra 00’erne, som bør få genoprettet deres ry, og i dag besynger Henrik Reinberg Simonsen en agentparodi så kompleks, at ingen andre end Steve Carell ville kunne ramme den så rent.
Det ultimative udstillingsvindue for Steve Carells komiske talent må ikke gå i glemmebogen – heller ikke af ham selv
'Get Smart'. (Foto: Warner Bros.)

SOMMERSERIE: 00’ERNES UNDERKENDTE HOVEDVÆRKER. 00’ernes bedste film er ifølge flertallet franchises som Peter Jacksons ’Ringenes herre’ og Christopher Nolans mørkrandede film om den evige Batman.

Jeg vil i stedet besynge en franchise, der aldrig blev. ’Get Smart’ fra 2008 var baseret på en Mel Brooks-tv-serie fra 60’erne, der var et tidligt eksempel på en James Bond-parodi.

Genoplivningen af ’Charlie’s Angels’ fra 2000 skabte sequels og et senere reboot, 60’er-groovy Austin Powers hærgede fra 90’erne og ind i 00’erne. ’Get Smart’ nåede ikke så vidt, måske fordi den var mindre sexet og mere tør end disse, i hvert fald af en komedie at være.

Jeg var da også noget tøvende, da jeg skulle gense den i forbindelse med den her sommer-reprise.

Ville ’Get Smart’ indfri mine positive erindringer fra den periode, hvor jeg genså den med stor fornøjelse gang på gang på den dvd-afspiller, som nu er på vej til spanden med elektronisk skrald?

Måske ville morsomhederne lande med et klask og syningerne i filmens manuskript springe op én efter én. Men jeg har set den med 2022-briller og står ved at være fan, velvidende at ’Get Smart’ ved premieren landede med en mager Metascore på 54.

Charme og inkompetence

Steve Carell er blevet en skuespiller, der også spiller med i alvorlige film som ’Beautiful Boy’, ’Flags of Our Fathers’ og ’Foxcatcher’. Det er der meget godt at sige om, han gør det ofte helt fantastisk – men han må ikke glemme komediefaget.

Jeg vil hævde, at ’Get Smart’ – muligvis med ’The Office’ som nær opfølger fra serieuniverset – er det ultimative udstillingsvindue for Carells humoristiske deadpan-talent.

Filmen har et proforma-plot med nogle skurke, der vil atombombe Los Angeles. Den er så meget en action-film, at Dwayne Johnson også er med derinde et sted. At Bill Murray, Alan Arkin, James Caan (RIP) og Terence Stamp også er med, burde vel borge for kvaliteten, også selvom Murrays rolle tyder på, at han bare lige var i nærheden af filmsettet en formiddag og lige kunne nå at skyde en enkelt scene.

‘Get Smart’. (Foto: Warner Bros.)

Det gør ikke så meget, for jeg genser filmen for Steve Carell. Han spiller den nørdede CONTROL-efterretningsanalytiker Maxwell Smart, oprindeligt spillet af Don Adams i 60’erne, med en svært afkodelig blanding af charme, humorforladthed, sirlighed, barnlighed, inkompetence og pludselig verbal skarphed. Jeg har svært ved at forestille mig andre end Carell lande denne komplekse kombination så rent.  

CONTROL er et tophemmeligt agentur beliggende underjordisk i Washington. Da det NASA-lignende hovedkvarter bliver løbet over ende af terrororganisationen KAOS, er en lang række agenter kompromitteret. Og derfor bliver Smart forfremmet til agent og skal på ordentlig koldkrigsmaner snart til Rusland og infiltrere fjenden i ledtog med en mere erfaren agent, spillet af Anne Hathaway.

Plathed og dybde

Steve Carells døde blik og mærkeligt elskelige agentnørd liver hver scene op med en replik, et blik eller en bevægelse, der gang på gang får mig enten til at smile, fnise, klukke, le eller storgrine.

Scenen på flyet mod Rusland, hvor Smart skal ud af et par håndjern ved hjælp af en lille armbrøst, han kun kan betjene med munden, fik mig næsten til at tabe vejret af grin. Miniarmbrøsten er del af en schweizerkniv, der også indeholder en flammekaster, og som Smart aldrig bliver rigtigt god til at bruge.

Maxwell Smart deler, diplomatisk formuleret, meget lidt af James Bonds intuitive greb om hver dingenot, Georg Gearløs-typerne opfinder til ham.  Det er gennemgående som en komisk motor i store dele af filmen, hvordan højteknologien lige akkurat ikke er så hjælpsom, som den er i James Bond- og M:I-universerne.

Indledningsscenen, hvor Smart skal have en masse af sine kedsommelige efterretningsanalyse-udskrifter transporteret gennem de hyper-teknologiske selvsmækkende skydedøre, er det perfekte realistiske korrektiv til vægtløsheden, som en Ethan Hunt synes at besidde.

Manuskriptet har sine platheder her og der, men replikkerne rammer ofte dybere, end det lidt anakronistiske spionunivers umiddelbart tilsiger. Der er en scene på toilettet på en restaurant, hvor Smart skal give den som ærkeamerikansk turist for ikke at afsløre sin agentstatus over for et par russiske bad guys, hvis samtale han overvåger, mens han står og tisser (i øvrigt med grinagtigt virtuos kontrol over blære og lukkemuskler).

Smart vælger altså at give den som amerikaner med stort A og storroser den ultimative liberalisme, der hersker i det postsovjetiske rige:

»Ved I hvad, jeg elsker jeres land. Ikke mere kommunisme, ikke flere regler, faktisk. Jeg er ved at fylde min kuffert med steroider og kunst fra det gamle Mesopotamien, og i går kørte jeg en gammel dame over, bedste ferie jeg nogensinde har haft!«

Den slags er et både morsomt og præcist portræt af, hvordan vi er skræmte og måske lidt fascinerede af det vilde østen i Rusland – og har været det lang tid før Ukraine-krigen.  

Et comeback på vej?

Visse steder skæmmer en Farrelly-agtig grovhed. Smart var overvægtig i sine dage som rekrut: Når vi ser Carell i fatsuit på træningsbanen, er det ikke nødvendigvis ældet med ynde. Til gengæld får en stor pige lov til at danse med vores superagent til et fornemt bal i Rusland, så hun efterlader de tynde traditionelle modeltyper misundelige og måbende tilbage.  

Og selv hvis man ikke er tunet ind på den komiske frekvens, vil man kunne sidde store dele af filmen igennem som et passabelt actioneventyr. Der er faldskærmsudspring, biljagter, nævekampe og store eksplosioner undervejs.

Selvom CONTROL-chefen, spillet af Alan Arkin, på et tidspunkt er lige ved at blive spiddet af en sværdfisk, er der overvejende en underspillet tungen i kinden-fornemmelse. Hele vejen USA-Rusland tur-retur og frem mod Los Angeles for at afværge det grumme bombekomplot mod millionbyen. Også referencerne til det oprindelige Mel Brooks-univers er holdt på et minimum, således at de kun vil blive værdsat som ekstra raffinement af kendere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Okay så, finalen bliver lidt småkedelig. Der er et lige-knap-og-nap-twist omkring en af karaktererne, og vi har efterhånden afvæbnet så mange bomber i sidste øjeblik med så mange forskellige actionhelte, at det er blevet som at logge på skat.dk og justere sin selvangivelse.   

Men hvis der er bare en teoretisk chance for, at du nu vil kunne lide 50 procent af ’Get Smart’ 75 procent lige så godt som mig, er der stadig grin at hente. Og er det så ikke værd at gøre forsøget i en verden med så lidt at grine af?

Jeg noterer mig, at også selveste Roger Ebert, en af USA’s helt store og Pulitzer-prisvindende filmkritikerlegender, var virkelig glad for filmen. Det er Ebert, der har signeret en af de få meget positive anmeldelser skrevet om ’Get Smart’, som jeg har læst. Den viden vil jeg varme mig ved, også selvom det her lille kvad bliver mødt med rullende øjne i sommerlandet. 

Jeg synes, Steve Carell skal gøre, som Sean Connery gjorde i ’Never Say Never Again’. Han vendte tilbage til rollen som James Bond, selvom han var blevet gråsprængt og lidt erotisk buttet i begyndelsen af 80’erne. Carell bør også vende tilbage som en aldrende Maxwell Smart i en toer – rygtet vil vide, at han faktisk selv har skrevet en opfølger.

Så må han hjertens gerne fortsætte med mange flere, meget mere lødige film derefter.

’Get Smart’ kan ses på HBO Max, Viaplay, Blockbuster m.fl.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af