Da ‘Euphoria’ sæson 1 fik premiere i 2019, blev skuespiller og kropsaktivist Barbie Ferreira kåret som et af Hollywoods unge håb.
Rollen som teenageren Kat, der tjente penge som web-dominatrix, gik langt for at gøre op med serielands tidligere aseksualisering af »større« kvindekroppe på skærmen, og Ferreira var en stærk med- og modspiller til bedstevennerne i serien, Cassie (Sydney Sweeny) og Maddie (Alexa Demie).
Men nu forlader skuespilleren ‘Euphoria’ forud for sæson 3. Det fortalte hun i går aftes i en story på Instagram. Ferreira skrev:
»Efter at have fået lov til at legemliggøre den meget specielle og enigmatiske karakter Kat igennem fire år, er jeg nødt til at sige et tårevædet farvel. Jeg håber, at mange af jer kunne se jer selv i hende, som jeg gjorde, og at det bragte jer glæde at se hendes rejse hen mod at blive den karakter, hun er i dag. Jeg lagde al min omsorg og kærlighed i hende, og jeg håber, at I kunne mærke det. Elsker dig, Katherine Hernandez«.
Udmeldingen kommer efter dette års anden sæson, hvor Ferreiras rolle var bemærkelsesværdigt og besynderligt mindre end i første sæson, såvel som rapporter om dårlige arbejdsforhold på optagelserne.
I februar afslørede The Daily Beast således, at flere skuespillere skulle have klaget til fagforbundet SAG-AFTRA over manglende toiletpauser og mad på settet, at arbejdsdagene kunne snige sig op på over 18 timer, fordi showrunner Sam Levinson konstant ændrede i planerne, og at Ferreira på et tidspunkt forlod optagelserne i vrede.
I et interview med Insider i foråret, udtalte Ferreira, at rygterne havde »fået deres eget liv«, og at hun »selv gik ind i projektet« med åbne øjne. »Jeg tager det gode med det dårlige«, lød det.
Efter The Daily Beasts artikel afviste HBO i en udtalelse, via Indiewire, at der skulle være hold i rygterne om dårlige arbejdsforhold, og at ingen officielle klager var blevet taget op med fagforbundet.
HBO har endnu ikke kommenteret på Ferreiras exit fra ‘Euphoria’.