Nummer ét i 89 lande.
Skulle man være i tvivl om, at Netflix’ adaptation af Neil Gaimans ikoniske tegneserie har været en succes, behøver man bare kigge på tallene.
For ’The Sandman’ har ikke blot været populær blandt fans af forlægget, også de almindelige seere har tilsyneladende taget kærligt imod den eksistentielle fantasyfortælling om Morpheus (Tom Sturridge), kongen af drømme.
Efter premieren på første sæson den 5. august dukkede der en behagelig overraskelse op sidste fredag. Et 11. afsnit med to historier blev offentliggjort på tjenesten, uden Netflix havde lavet noget som helst larm for det. Og dog.
For i diverse internetfora har man de seneste uger kunnet støde på både castingliste og stilbilleder fra afsnittet, og i Netflix’ YouTube-serie ’I Like to Watch’ var der sågar klip derfra. Det var muligvis en svipser, hvor det pågældende YouTube-afsnit blev uploadet for tidligt, for det blev kort tid efter gjort privat, så ingen kunne se det. Eller også var det et genialt marketingsstunt.
Uanset hvad tweetede Neil Gaiman torsdag: »It would be nice if there were more than just the episodes of Sandman in Season 1«. Et fantasifuldt påfund i seriens ånd, som indirekte drejede opmærksomheden væk fra de første anmeldelser af ’House of the Dragon’.
Nu er ’The Sandman’ sæson 1 dog endegyldigt slut. Og hvad kan vi så konkludere?
1. Søskendehad
Morpheus har mildest talt et meget anstrengt forhold til et par af sine søskende, især evigt drillelystne Desire (Mason Alexander Park). Og det er mere end bare almindeligt søskendefnidder.
For det viser sig, at begærets mester har forsøgt at lægge en fælde for Dream. Det er Desire, som gør Unity Kincaid (Sandra James-Young) gravid, og dermed er barnebarnet Rose Walker (Vanesu Samunyai) blodsbeslægtet med The Endlesss.
Det er et problem, fordi Rose er et vortex – en entitet, som udvisker skellet mellem virkelighed og drømme, indtil universet kollapser – og den eneste måde at stoppe det på er døden. Morpheus er usandsynligt tæt på at udgyde slægtsblod, en gerning, der ville have store konsekvenser for drømmenes konge.
Det eksakte omfang bliver ikke afsløret, men Desires afskedssalut til Morpheus om, at der næste gang kommer blod, giver lovning om flere komplotter i fremtidige sæsoner.
2. En rar Drøm
Nærmest hver eneste karakter vi møder i ’The Sandman’, som har kendt Dream ,før han blev taget til fange af Roderick Burgess (Charles Dance), kommenterer på, at de synes Morpheus er blevet venligere.
Han efterkommer sågar mareridtet Gaults (Ann Ogborno) ønske til slut, da han genskaber det som en drøm, der skal beskytte børn.
Og i det 11. og sidste afsnit sørger han for, at musen Calliope (Melissanthi Mahut) – som Morpheus har haft et forhold til og fået et barn, Orpheus, med – slipper fri fra sin fangevogter og voldtægtsmand, den ambitiøse forfatter Richard Madoc (Arthur Darvil), der bruger hende til at få kreativitet i jagten på berømmelse.
Hun siger direkte, at tidligere ville han bare have ladt hende rådne op i hendes slavetilværelse. Sammenholdt med, at Morpheus endelig, efter flere hundrede års møder, kalder den udødelige mand Hob Gadling (Ferdinand Kingsley) for sin ven og giver bibliotekaren i drømmeriget Lucienne (Vivienne Acheampong) større ansvar, tegner der sig et billede af en person, der er ved at genfinde glæden ved sin eksistens.
3. Et satans problem
Men det varer næppe ved i længere tid.
For der er hele tiden fjender eller andre ærgerrige typer, der enten vil efterstræbe Morpheus eller den magt, drømmekongen besidder.
Lucifer (Gwendoline Christie) proklamerer også i en gedigen cliffhanger i tiende afsnit, at hun vil træffe en beslutning, som både vil pisse Gud godt og grundigt af og også tvinge Morpheus i knæ.
Som hardcore fan af Neil Gaimans forlæg, ved jeg godt, hvilken retning det peger henimod. Spørgsmålet er, om de vil fortsætte med at være så tro mod tegneserierne, som det har været tilfældet indtil videre, eller om der til denne plottråd bliver kruet lidt på de kreative knapper – a la det man så omkring John Dee-karakteren (David Thewlis, der var fremragende patetetisk og creepy).
Uden at røbe for meget dukker der en masse interessante karakterer op, som man allerede har set flere versioner af i løbet af de seneste ti år. Kommer der kompromiser?, sær med tanke på, at anden sæson ikke er blevet godkendt af Netflix, fordi det er en forholdsvis dyr serie?
Indtil videre har det været beundringsværdigt, hvor meget showrunner Alan Heinberg og co. har kunnet slippe af sted med.
4. Sidste afsnit
Netop den frihed er næppe mere udtalt end i det 11. bonusafsnit, der dukkede op ud af ingenting.
Det er to historier, som er forholdsvis isoleret fra den overordnede fortælling, dog mest den første.
I den animerede ’Dream of a Thousand Cats’ følger vi en lille kattekilling (Rosie Day), der en sen nattetime bevæger sig ud for at høre en kat kendt som profeten (Sandra Oh) fortælle om sin mission i livet. I historien er der et væld af celebre gæstestemmer, inklusive Neil Gaiman selv og den vidunderlige duo fra ’Good Omens’-serien (endnu en Gaiman-opfindelse), Michael Sheen og David Tennant samt deres respektive partnere.
Derudover dukker ingen ringere end James McAvoy op, som lagde stemme til Morpheus i den meget roste audiobog-adaptation af ’The Sandman’, hvor der er udgivet to akter indtil videre, og en tredje er under produktion (Sheen og Tennant medvirker også i disse).
Det er en sjov og urovækkende historie om, hvor brutale vi mennesker kan være, når noget ikke passer ind i den perfekte boble, man har forsøgt at stable på benene.
Lidt af det samme – menneskets evne til at begå ondskab – gør sig gældende i den anden historie ’Calliope’. Richard Madoc køber musen af den aldrende forfatter Erasmus Fry (Derek Jacobi), hvorefter hun bliver holdt fanget og misbrugt i flere år. Indtil hun får hidkaldt Morpheus, som giver Madoc en overdosis af inspiration, så forfatteren ryger ud på vanviddets rand.
Dér ser vi noget af den vrede, som har givet Morpheus ry som kold og hævngerrig. Men denne gang handler han ud fra en vrede over, hvad der er sket mod en uskyldig, som han har/har haft kær. Calliope og Morpheus’ fælles fortid står også til at blive uddybet i en eventuel anden sæson, men det kræver lige, at Netflix viser modet til at satse på kunst frem for blind hensyntagen til streamingtal – hvor ’The Sandman’ vel at mærke også har været en succes indtil videre.
’The Sandman’ kan ses på Netflix.