’The Sandman’: Netflix’ adaption af ikonisk tegneserie er mesterligt magisk
»What if the movie sucks?« lyder en af de afsluttende replikker i 00’er-komedien ’Fanboys’, hvor hovepersonerne gør alt, hvad de kan for at se ’Star Wars: Episode I: The Phantom Menace’ seks måneder før premieren.
Ordene har hængt ved. Og da jeg tændte for første afsnit af ’The Sandman’, serieudgaven af en af de bedste graphic novels nogensinde, rumsterede budskabet i baghovedet.
»What if it sucks?«
Heldigvis forstummer bekymringen allerede efter et minut. I den mest betagende og visuelt lækre åbningssekvens i år flyver vi med en ravn fra vores verden ind i et fantastisk drømmeunivers, hvor kongen er Morpheus (Tom Sturridge) aka Dream og titlens Ole Lukøje.
Han er skaber og vogter af drømme, både de gode og de dårlige. Da et mareridt, The Corinthian (Boyd Holbrook), stikker af til vores verden, må Sandmanden tage affære.
Inden han når at destruere det morderiske mareridt, bliver Morpheus fanget af magikeren Roderick Burgess (Charles Dance).
Den aldrende kultleder var egentlig ude efter Dreams søster Death (Kirby Howell-Baptiste), så indtil kongen af drømme vil opfylde Rodericks krav, bliver han holdt fanget.
Og der bliver Morpheus i 106 år. Da han endelig slipper fri, ligger hans rige hen i ruiner, selvom hans trofaste bibliotekar Lucienne (Vivienne Acheampong) har gjort, hvad hun kunne for at holde sammen på det.
Missionen er klar for Dream: Han skal have fat i sine remedier – en hjelm, en pose med sand og en rubin – som blev taget fra ham, da han blev fanget, så han kan komme tilbage til fuld styrke og finde de forsvundne drømme og mareridt, som er smuttet, mens Morpheus var væk.
Dét er kort fortalt drivkraften for første sæson af Netflix’ adaptionen af Neil Gaimans klassiker. Og selvom det måske lyder kompliceret, er det meget nemt at føle sig tilpas i seriens jargon, hvor Gaiman og medskaberne af serieversionen David S. Goyer og Alan Heinberg i store træk bevarer forlagets tone trods ændringer hist og her.
’The Sandman’ er en saga om eksistentialisme, og man fornemmer tydeligt, at vi i første sæson kun er i de indledende stadier af en episk fortælling.
Kendte skuespillere dukker op i bittesmå roller, man antager kommer til at spille en stor rolle senere hen. Og der bliver igangsat en masse begivenheder, som først kommer til at blive forløst i eventuel tredje eller fjerde sæson. Kendere af Gaimans værk vil vide, hvor stor betydning selv de mindste samtaler mellem The Endless-søskendeflokken vil få på længere sigt.
Vi møder også tvillingerne Desire (Mason Alexander Park) og Despair (Donna Preston). Begge er en fornøjelse, især Alexander Park, der perfekt fanger den diabolske legesyge af begæret, hvor et tænderblottende smil både virker dragende og ildevarslende – som et rovdyr, der luller sit bytte ind i en falsk form for tryghed.
Som seer bliver man taget godt i hånden. Der er to hovedhistorier i sæson 2, adskilt af et stand alone-afsnit. Netop undtagelsen, afsnit seks, der bærer titlen ’The Sound of her Wings’, er det mest rørende af de ti: Morpheus bruger en dag i sin søsters selskab, mens hun er på arbejde, og husker senere tilbage på en århundrede gammel aftale med mennesket Hob Gadling (Ferdinand Kingsley), der besluttede sig for, at han ikke ville dø.
Liv- og død-tematikken er gennemgående i ’The Sandman’. Eksistensens yderpunkter er det, man kan regne med. Hvordan man bruger den mellemliggende tid, er spørgsmålet, som rumsterer hos alle de forskellige skabninger i seriens univers.
John Dee (eminent patetiske David Thewlis) higer efter en verden, hvos alle siger sandheden, og The Corinthian nægter at være en slave for menneskeheden, men vil leve sit bedste morderiske jeg. Og det er da også mareridtet, som er den primære modstander for Morpheus i sæsonen, enten direkte eller som en deus ex machina, der støber kugler, som andre kan bruge imod herskeren af drømme.
Tom Sturridge er sammenbidt perfekt som Dream. Sjældent hæver han tonelejet, men det er heller ikke nødvendigt, når man er en så højtstående entitet som legemliggørelsen af et koncept. Og så fanger Sturridge fermt Morpheus’ arrogance og til tider følelsesmæssigt fraværende væsen. Desto stærkere står det også, når facaden knækker i velvalgte øjeblikke af tvivl og afmagt.
At Netflix har givet de kreative så frie hænder til at være tro mod forlægget, fortjener al mulig ros. Det er svært at komme på en bedre adaptation af en tegneserie i nyere tid, hvor modet til at fortælle en dybere historie sat i fantastiske og dystre omgivelser er så åbenbart.
Barren er hermed sat for de to andre store fantasyserier, ’House of the Dragon’ og ’Ringenes herre: Magtringene’. De skal slibe sværdene godt for at overgå ’The Sandman’.
Kort sagt:
I en storstrålende kombination af eventyr og eksistentialisme rammer Netflix’ ’The Sandman’ perfekt tonen fra det tegnede forlæg. Resultatet er magisk.Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.