’The Sadness’: Chokerende film bringer zombiegenren tilbage fra de døde
På live-tv forsikrer en lav, forsmået statsleder sin paniske befolkning om, at regeringen har styr på epidemien af rabies-inficerede zombier, der terroriserer den taiwanesiske hovedstad Tai Pei.
Han er umiddelbart en parodi på den kinesiske generalsekretær Xie Jinping. Og ingen tvivl om, at det taiwanesiske folk afskyr manden, der tyranniserer øen fra fastlandet.
Alligevel var jeg ved at falde ned fra sofaen af chok over det, som skete lige efter: Under udsendelsen begynder hans egen general at kagle som en dæmon og propper ud af det blå en antændt granat i kæften på generalsekretæren, hvorefter hans hoved eksploderer i bedste ’Scanners’-stil.
»Sikke et fjols. Jeg stemte ikke på ham«, bemærker en taiwaner misbilligende.
Den canadiske instruktør bag zombiefilmen ’The Sadness’, Robert Jabbaz, er selv bosat i Tai Pei og virker slet og ret ikke til at have et filter for, hvad han tør vise på skærmen. For ’The Sadness’ er ikke som nogen anden film, jeg har set i den metaltrætte zombiegenre.
Det skyldes især zombierne selv. Som i kultklassikeren ’Return of the Living Dead’ har de bestialske monstre en sadistisk personlighed og morbid galgenhumor, når de torturerer og myrder menneskene omkring sig.
Over byens højtalere truer en inficeret mand med, at han vil røvrende mænd med deres eget afskårne lem og skære brysterne af kvinder. Senere redder slackeren Jim en bevidstløs mand fra en flok terroriserende teenagere, som banker hans skridt imod en pigtrådspæl.
»Hvorfor stopper I? Bliv ved for helvede, knep mig«, råber manden i ekstase til Jims store overraskelse og gru.
Særligt chokerende er en scene i metroen, hvor en ung mand stikker tilfældige passagerer ned med en foldekniv. Mens blodet fosser fra de skrigende ofre, og en mand gruppevoldtages på det slibrige gulv, angriber en misogyn ældre herre Jims kæreste Kat med sin paraply og kalder hende de mest væmmelige skældsord fra de dybeste cirkler af helvede.
Som med new french extremity-splatterfilmene ‘Martyrs’ og ‘Inside’ samt Lucio Fulcis giallo-mesterværk ’Zombi 2’ sætter voldsudgydelserne sig dybt i kroppen. ’The Sadness’ fungerer som et antropologisk studie i ondskab, hvor menneskets mest primale instinkter udforskes gennem den totale destruktion af samfundsordenen og vores egen bløde anatomi.
Med åbenlyse referencer til covid – Jims nabo bemærker, at epidemien er en hoax, alt imens han hoster sine lunger ud – sætter filmen på finurlig vis pandemien på spidsen og grunder samtidig filmens groteske begivenheder i virkelighedens verden.
I den sammenhæng har Jabbaz et sjældent øje for menneskers opførsel i en genre, som er berygtet for papirtynde personager og kedsommelige stereotyper.
Jim og Kat putter som et ægte kærestepar, der nærer enorm ømhed til hinanden. Da Kat skal låse en fremmeds telefon op, bruger hun infrarødt lys til at finde ud af pinkoden fra fedtede fingeraftryk på skærmen. Og før manden, der angriber Kat i metroen, overhovedet inficeres, chikanerer han hende og mumler ubehageligheder, da hun afviser ham. Et scenarie, de fleste kvinder nok vil kunne nikke genkendende til.
Små detaljer som dem gør enormt meget for at rive én med i voldsorgiet.
Filmens pacing er ligeledes usædvanlig for zombiegenren, da der er ganske lidt fremdrift i handlingsforløbet. Voldsscenarier stopper lige så brat, som de begynder, og meget af spilletiden går blot med overlevende, der hænger ud, mens de prøver at hitte hoved og hale på deres nye virkelighed.
Det er kendetegnende for en film, som på alle måder går sine egne veje. Og forfriskende i en genre, der for det meste er lige så kreativt bankerot som de levende døde kannibaler i centrum.
Kort sagt:
Zombiegenren er tilbage fra graven i denne ultravoldelige exploitation-film, der spytter i ansigtet på god smag og eksploderer Xie Jinpings kranie som prikken over i’et.