’Udvandrerne’: De svenske anmeldere tager fejl – ny version af episk klassiker er flot og vedkommende
Svenske Jan Troells filmatiseringer af Vilhelm Mobergs klassiske romanserie fra 1949-59, ‘Udvandrerne’ fra 1971 og ‘Nybyggerne’ fra 1972 med Max von Sydow og Liv Ullmann, er svensk filmhistorieguld – ‘Udvandrerne’ var nomineret til fem Oscars, herunder bedste film, og anses som et mesterværk.
Historien er også fortalt som musical i kæmpesuccesen ‘Kristina från Duvemåla’, skrevet af ABBA-medlemmerne Björn Ulvaeus og Benny Andersson.
Så norske Erik Poppe er en modig mand, at han tør genfortolke historien om bondeparret Karl-Oskar og Kristina, der ligesom halvanden millioner andre svenskere emigrerer til USA i midten af 1800-tallet. Den nye storfilm har fået en lunken modtagelse fra de svenske anmeldere, der mener, at Poppe piller for meget ved arvesølvet. Men jeg kunne vældig godt lide Poppes fortolkning, der sætter den kvindelige hovedkarakter Kristina i centrum og – undskyld, Troell! – er mindre lang i spyttet.
Filmen varer dog stadig 148 minutter (en kortfilm sammenlignet med Troells mere end seks timer), så selvom der ikke er tid til at folde alle sideplots ud, er der masser af luft til at fortælle den episke historie, lade karaktererne udvikle sig og hvile i familiens barske hverdag og den smukke natur.
Vi følger Karl-Oskar (Gustaf Skarsgård) og Kristina (Lisa Carlehed), der hjemme på gården i Småland kæmper med at høste nok føde til at mætte deres fire børn. Da Karl-Oskar begynder at tale om muligheden for at rejse til Amerika, hvor den frugtbare jord bare venter på at blive opdyrket, er Kristina først imod. Hun vil ikke forlade sin familie og sit hjemland og er påvirket af den lokale præsts ord om, at det er hovmodigt at tro, man kan få det bedre et andet sted:
Hvis Gud havde ønsket, vi var i USA, ville han have gjort os til amerikanere! Men da parrets ene datter dør som følge af sult, indvilliger Kristina i at give sine børn en ny chance i et nyt land.
Rejsen er en prøvelse, men familien når omsider frem til Minnesota, hvor Karl Oskar finder et stykke land til dem. Snart får de selskab af en gruppe andre svenskere, ledet af et præstepar, der ønsker at skabe en ny svensk menighed. Præstekonen Judit (Sofia Helin) er en mester i moralsk udskamning og får Kristina til at tage afstand fra sin eneste veninde, den tidligere prostituerede Ulrika (sangeren Tove Lo), som Kristina på trods af sine indledende fordomme har set det gode i.
Kristina føler sig ensom og har svært ved at bryde fri fra det undertrykkende svenske minisamfund, der slutter sig om sig selv. Det skaber en kløft mellem hende og Karl-Oskar, der ønsker at omfavne det amerikanske samfund og blandt andet sende både deres sønner og døtre i skole. Med den konflikt skildrer ‘Udvandrerne’ et klassisk immigrantdilemma, der er mindst lige så aktuelt i dag som for 30 år siden.
Kristina er en mere spændende karakter end den mere ligefremme Karl-Oskar, eftersom det er hende, der kæmper med en stor indre konflikt. Derfor er det et fremragende valg at fortælle historien fra hendes synsvinkel. Skildringen af hendes barske kvindeliv med hårdt husligt arbejde, børnepasning og en blodig fødsel, som kameraet fastholder vores blik på, giver et nyt perspektiv på den ofte fortalte nybyggerhistorie.
Lisa Carlehed, som dansk film har haft glæde af i blandt andet ‘I dine hænder’, ‘Til vi falder’, ‘Psykosia’ og ‘De forbandede år’, er fremragende i hovedrollen med sin blanding af modstandsdygtig råstyrke, varme, tro, tvivl, frygt og usikkerhed. Det er sin sag at skulle leve op til Liv Ullmann, men Carlehed gør samme store indtryk.
Gustaf Skarsgård er også overbevisende som den følsomme og handlekraftige Karl-Oskar, og unge Kerstin Linden som parrets ældste datter Lille Märta har et alvorstungt barneansigt, man ikke glemmer med det samme.
Fotograf John Christian Rosenlunds lyriske naturoplevelser er næsten lidt for smukke til den rå historie, men midt i elendigheden er det også skønt at svømme hen i det minnesotaske vildnis. Filmen er i det hele taget flot håndværk, og med sin tidløse, vedkommende historie og glimrende skuespil er det bare at læne sig tilbage i biografsædet og nyde rejsen.
Kort sagt:
Erik Poppe har med sit dristige livtag med den svenske klassiker ‘Udvandrerne’ skabt en flot og vedkommende storfilm med episk schwung og en fremragende Lisa Carlehed i front i den kvindecentrerede fortolkning.