Den store Netflix-film med Ana De Armas som Marilyn Monroe er intet mindre end et granatchok

Vores udsendte i Venedig blev ramt i solar plexus af Andrew Dominiks voldsomme Marilyn Monroe-film, der lander på Netflix senere på måneden. Med Ana de Armas i absolut topform og et unikt formsprog er filmen blandt årets allerbedste, skriver Soundvenues Jakob Freudendal.
Den store Netflix-film med Ana De Armas som Marilyn Monroe er intet mindre end et granatchok
Ana de Armas i 'Blonde'. (Foto: Netflix)

VENEDIG FILM FESTIVAL. Andrew Dominiks ‘Blonde’ er ulig nogen anden biografisk film, jeg har set.

Den er alt for meget og alt for lidt. Rørende, frastødende, kosmisk og jordnær. Abstrakt og meget konkret, provokerende, grotesk og hudløst ærlig. Det er en modstridende film i konfliktfyldt dialog med sig selv – præcis som dens splittede hovedkarakter.

Et filmisk granatchok, der ikke sparer på grafiske scener af overgreb, vold og misbrug.

Med overrumplende kraft fører filmen os så langt ind i Marilyn Monroes hoved, at man til sidst bliver fanget i den tragiske labyrint.

Fra første sekund åbner Dominik porten til helvedes forgård, når han viser glimt af Norma Jeanes barndom med sin psykisk syge mor Gladys (Julianne Nicholson), der bebrejder sin lille pige, at faren forlod dem. Norma er ikke et ønskebarn, får hun at vide igen og igen af sin mor. 

En aften samler Gladys sin datter op og kører hende direkte mod en skovbrand, opslugt af røg og flammer. Hun mishandler hende og indprenter et traume så stort, at det sænker sig over resten af Normas liv som en uundgåelig dødsdom. 

‘Blonde’ er ikke en film, der giver ved dørene. Meget af Monroes historie forbliver underfortalt, indforstået, når vi i stedet får impressionistiske glimt af hendes sindstilstand. Ligesom Joyce Carol Oates’ bogforlæg er der tale om en fragmentarisk og dybt subjektiv indgangsvinkel til Monroe, der gør hende emblematisk på større samfundsstrukturer. 

‘Blonde’. (Foto: Netflix)

Filmen er en svimlende, psykologisk rejse, der tager os fra hendes barndom i skyggen af Hollywoods løfter om glamour og rigdom i 1930’erne, hvor Norma drømmer om at følge i sin fallerede skuespiller mors fodspor, frem til hendes endeligt i 1962 som Marilyn Monroe – afhængig af piller og angstdæmpende medicin. Betragtet af alle, set af ingen, som det rammende fastslås i filmens tagline.

Vi kommer omkring alt fra Marilyns screentest til ‘Don’t Bother to Knock’ til optagelserne og gallapremiererne på film som ‘Some Like It Hot’, ‘The Seven Year Itch’ og ‘Gentlemen Prefer Blondes’, men intet forklares eller kontekstualiseres for de uindviede. Det er et sensorisk sansebombardement, hvor faktuel redelighed undertvinges til fordel for en følelsesmæssig sandhed, der rammer lige i solar plexus.  

Undervejs kommer og går virkelige figurer som ægtemanden Joe DiMaggio (Bobby Canavale), dramatikeren og ægtemanden Arthur Miller (Adrien Brody), elskeren Charlie Chaplin Jr. og selveste John F. Kennedy (danske Caspar Phillipson). Men de er ikke meget mere end statister til Ana de Armas’ altopslugende kraftpræstation. 

Ligesom i Dominiks fremragende ‘The Assassination of Jesse James’ er ‘Blonde’ optaget af, hvordan ikoner og legender konstrueres. I dette tilfælde hvordan Norma Jeane opfinder en ny identitet, Marilyn Monroe, for at begrave sit barndomstraume – en identitet, som dog langsomt overtager hende og driver hende mod afgrunden.

Hun bygger et helt liv op om en falsk identitet, så hun til sidst taber sig selv af syne. Hvor begynder og stopper Marilyn Monroe? Og hvad med Norma Jeane? Det er en drømmerolle for de Armas, der får lov at vise hele sit fænomenale register fra det følsomt underspillede til slagkraftig galskab i en præstation, som også bliver en reflektion over selve skuespilfaget og livet i rampelyset. En profession for folk, der gerne vil elskes, som det lyder i filmen. 

Filmen viser, hvordan Monroe blev objektiviseret og formet i et Hollywood-kvindeideal, som blandt andet ansporede hende til at farve sine brune lokker blonde. Fravristet sin egen frie vilje og underlagt dårlige studiekontrakter og voldelige, manipulerende partnere. Men filmen viser også, hvordan Norma bevidst var med til at opdyrke et ikonbillede af sig selv – et panser, som både frelste hende og dræbte hende.

Dominik skildrer det hele med et overlegent filmsprog, der konstant veksler mellem forskellige aspect ratios, mellem farve og sort-hvid, mellem overdøvende stilhed og lydløs larm.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En af hans geniale strategier er at genskabe ikoniske billeder af Monroe set fra hendes perspektiv: Monroe, der kigger på den savlende (mandlige) menneskemængde foran hende, da vinden fra en metroskakt løfter op i hendes kjole. Vi ser, hvordan Monroe desorienteret vakler ned ad den røde løber, blændet af blitzlys og forvrængede mandeansigter, der skriger hendes navn, mens hun smiler for kameraerne.

Det er en unik vision, der balancerer mellem virkelighed og mareridt, galskab og fornuft. Filmen vil utvivlsomt møde kritik for at være overfladisk, provokerende, trøsteløs og dehumaniserende, optaget af sensationer snarere end de virkelige personer på lærredet. Det hjælper heller ikke, at Dominik ser stort på en lang række fakta, som bevidst manipuleres i historien. 

Men meningen er ikke at præsentere en sandfærdig biopic, der gennemgår Monroes liv fra ende til anden. Dominiks sigte er langt mere ambitiøst.

Han vil placere os i Marilyn Monroes sko, så vi mærker, hvordan det var at blive udnyttet af offentligheden. Han vil impliceres os i hendes undergang og i sidste ende vise, at det var os alle sammen, der var med til langsomt at kvæle hende. 

Det er en uhørt imponerende bedrift.

‘Blonde’ får premiere 28. september.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af