Tretrinsraketten af efterårsfestivaler, der nu er overstået – Venedig, Telluride og Toronto – har en væsentlig betydning for, hvordan Oscarsæsonen forløber.
Efterårsfestivalerne har i de sociale mediers tidsalder fået status af primært udstillingsvindue for årets Oscarfelt. Her kan hverken Sundance eller Cannes være med. Men et udstillingsvindue er også et udskillelsesløb. Ikke alle film overlever mødet med de særligt indviede, der har adgang til de talrige verdenspremierer og al hurlumhejet rundt om.
Samtidig bør det understreges, at Oscarkapløbet ingenlunde afgøres i september måned. Det er ikke alle Oscaraktuelle film, der får premiere på Venedig, Toronto og Telluride. Nogle film bliver først vist frem i sidste øjeblik op imod jul i håb om, at forventningsniveauet således vil nå febervildelsesniveau lige i tide til afstemningen, mens andre film – typisk blockbustertitler – allerede får premiere i foråret eller forsommeren.
Endelig er der de mindre indieproduktioner, der kan have brug for at opbygge langsomt momentum i form af for eksempel tidlige verdenspremierer ved Sundance-festivalen i håbet om at blive opkøbt af en tung distributør, der kan få filmene til at nå bredt ud.
Trods disse forbehold: September er den første store højtid i Awards Season-kalenderen.
Hvilket da også afspejler sig i nedenstående rangering af de 10 film, som jeg lige nu anser for at have størst Oscarslagstyrke frem mod uddelingen i marts 2023. Hele syv af de 10 titler i rangeringen fik premiere på en eller flere af de tre festivaler i løbet af september.
10. ’The Son’
Florian Zeller blev virkelig inviteret ind i Oscarvarmen forrige sæson med ‘The Father’, en filmatisering af hans eget fransksprogede teaterstykke.
Ikke alene løb Sir Anthony Hopkins overraskende med Oscaren for bedste mandlige hovedrolle, men Zeller og hans manuskriptmedforfatter, Christopher Hampton, vandt også Oscaren for bedste adapterede manuskript.
’The Son’ er – som titlen måske antyder – beslægtet med sin forgænger, faktisk er det en prequel, der tematisk forsøger at indkredse et andet perspektiv ved familien Miller, som vi blev introduceret til i ’The Father’, nemlig Anthonys (Anthony Hopkins) søn, Peter (spillet af Hugh Jackman) og barnebarn (spillet i teenageudgaven af Zen McGrath). Hopkins optræder som Anthony Miller i en birolle i filmen, der dog primært er Hugh Jackmans mulighed for at overbevise Akademiet om, at han er moden til en hovedrolle-Oscar. Laura Dern og Vanessa Kirby medvirker i store biroller.
På papiret ligner ’The Son’ en stærk kandidat, en prestigefilm, hvor en nu anerkendt instruktør og forfatter arbejder videre med en dybdeborende familiehistorie, som han har været optaget af i et helt årti, først på teateret (hvor ’The Son’ også har sine rødder) og siden på film.
Problemet? ’The Son’ har fået en blandet kritikermodtagelse på efterårsfestivalerne. Pt. scorer filmen 61 på Metacritic, hvilket nok er et tal, der helst skal op i 70erne, når filmen får regulær biografpremiere, hvis den for alvor skal gøre sig forhåbninger om en Oscarnominering for bedste film.
9. ‘Glass Onion: A Knives Out Mystery’
’Knives Out’ blev en overraskende stor succes tilbage i 2019, hvor den indspillede næsten 400 mio. dollars på verdensplan. Siden da har Netflix købt rettighederne – for et svimlende beløb (469 mio. dollars, for at være helt præcis) – til at gøre en franchise ud af ’Knives Out’-universet. Opfølgeren blev luftet på efterårsfestivalerne og er klar til at få julepremiere på Netflix.
Rian Johnson er fortsat altdominerende kreativ bagmand – han både instruerer, producerer og er forfatter på ’Glass Onion’ – og Daniel Craig gentager sin rolle som mesterdetektiven Benoit Blanc. Edward Norton, Janelle Monáe, Ethan Hawke, Kate Hudson og Leslie Odom, Jr. udgør et på papiret ganske appetitligt ensemble-cast.
’Knives Out’, der bedst kan beskrive som en detektivkomedie, var måske ikke den mest oplagte Oscarfilm, men formåede alligevel at score en nominering for bedste originalmanuskript for tre år siden. Med Netflix-musklerne i ryggen virker det sandsynligt, at opfølgeren har endnu bedre muligheder for at slå en klo i årets kapløb.
De foreløbige bulletiner fra festivalerne er næsten entydigt positive (Metacritic: 81): Rian Johnson roses for at lykkes med at lave endnu en vittig og fornøjelig pastiche på detektivgenren – krydret med gode skuespillerpræstationer.
Jeg satser på, at Akademiet vil hælde mere til en manuskriptbaseret blockbuster som ’Glass Onion’ end til andre (mere visuelt overdådige) blockbustertitler, såsom James Camerons opfølger til historiens største biografsucces, ’Avatar: The Way of Water’ og ’Black Panther: Wakanda Forever’.
8. ’Babylon’
Damien Chazelle antog status af Hollywood-wonderboy med filmene ‘Whiplash’ og ‘La La Land’. Han modtog en Oscar for bedste instruktør som den yngste nogensinde (32 år) for sidstnævnte. Hans seneste film, ’First Man’, om månelandingen i 1969, blev dog ikke den ventede Oscarsucces. Den scorede end ikke en nominering for bedste film. Så Chazelle føler måske, han har noget at revanchere med ’Babylon’, hvor han (igen) dyrker Hollywood-mytologien.
’Babylon’ foregår i 1920’erne, hvor filmbyen stod på tærsklen til at foretage syvmileskridtet fra stum- til tonefilm. Brad Pitt spiller en etableret instruktør inden for Hollywood-systemet. Margot Robbie spiller en ung, aspirerende skuespillerinde. Tobey Maguire og Jean Smart medvirker i biroller. Meget mere ved vi faktisk ikke for nærværende.
Filmen får amerikansk premiere op til jul, og det er usikkert, om Chazelle og Paramount vil holde snigpremiere for filmen i god tiden inden biografpremieren, eller om man vil køre ’Million Dollar Baby’-strategien med at satse på en så sen afsløring som muligt for ligesom at overvælde resten af kandidatfeltet.
Hvis ’Babylon’ rammer plet, vil den helt sikkert kunne arbejde sig væsentligt højere op, end det den lidt forsigtige ottendeplads her er udtryk for.
7. ’Top Gun: Maverick’
’Top Gun: Maverick’ bliver ved med at slå rekorder især ved de amerikanske billetluger, hvor appetitten på Tom Cruise, et bombastisk (for ikke at sige kitschet) 1980’er-drevent filmsprog – og måske en nostalgi efter amerikansk militær totaldominans? – har fået kasseapparaterne til at klinge.
Foreløbig har filmen indspillet for over 700 mio. dollars alene i USA og Canada (og næsten 1,5 mia. dollars globalt), hvilket er tal, der – krydret med gode anmeldelser (78 på Metacritic) og en yderst solid hovedrollepræstation fra Cruise selv – får det til at synes sandsynligt, at ’Maverick’ kan lande en bedste film-nominering med nogenlunde samme sikkerhed, som den antiautoritære veteran styrer sig gennem fjendtligt territorium i sit elskede cockpit.
Bevares, der er andre blockbusters, der kan blande sig i årets felt, men lige nu synes ’Top Gun: Maverick’ at være folkets kandidat: en film, der scorer goodwill, ikke alene på grund af sine filmiske kvaliteter og sin hang til nostalgi, men også grundet en nøje udrullet produktionsproces (arbejdet med filmen påbegyndtes tilbage i 2010, og biografpremieren blev udskudt i næsten to år på grund af corona) og som en anerkendelse af Tom Cruises nærmest naturstridige status som evigt ung betvinger af box office-listen over there.
At han scorer karrierens hidtil største succes i en alder af 60, aftvinger respekt. Næste stop: Oscar?
6. ’Empire of Light’
Sam Mendes var nok de flestes favorit til at vinde Oscaren for bedste film og bedste instruktør for tre år siden for sit teknisk virtuose, men knapt så velfortalte krigsepos ’1917’.
Akademiet ville det (heldigvis) anderledes: Bong Joon-Ho og ’Parasite’ kom i vejen og skabte et epokegørende øjeblik som den første fremmedsprogede vinder af bedste film (Mendes kan trøste sig med, at han vandt en Oscar for ’American Beauty’ helt tilbage i 1999).
Med ’1917’ i relativt frisk erindring vil der være ekstra spotlight på en ny Mendes-film, og særligt da en film som ’Empire of Light’, der ud fra en overfladisk vurdering synes nærmest skræddersyet til Oscar. Ikke alene er Mendes mand for visuelt betagende film (nok en gang med Roger Deakins som fotograf). Med en historie, der tager udgangspunkt i noget, Hollywood og Akademiet har en særlig forkærlighed for – det filmiske kærlighedsbrev til filmkunsten selv – ser det lovende ud.
Tilføjer man tilstedeværelsen af prismagneten Olivia Colman i den altdominerende hovedrolle som en ensom biografbestyrer, der forelsker sig i en yngre filmentusiast (Micheal Ward), ja, så står vi med noget, der ligner en guldrandet tåreperser.
Hvorfor så kun en sjetteplads? Jo, nok har filmens fotografering, score og skuespil modtaget ros ved premieren forleden på Telluride, men filmen generelt er blevet modtaget med mindre begejstring, og må pt. nøjes med en kritisk lav Metacriticscore på 59.
Der er lang vej igen – og mange toneangivende anmeldere, der mangler at give deres besyv med – men det virker ikke utænkeligt, at ’Empire of Light’ kan blive dette års ’JoJo Rabbit’ eller ’Don’t Look Up’, en film, der charmerer Akademiets mere populistiske segment, mens de med en finere sensibilitet vil holde sig for næsen og kigge den anden vej.
5. ’Tár’
Todd Field fik helt tilbage i 2001 et fænomenalt gennembrud med sin debutfilm ’In the Bedroom’. Men siden den mere problematiske ’Little Children’ fra 2006 har der været tavst fra den kant.
’Tár’ skal dog nok skubbe Field adskillige trin op af filmauteurrangstigen – det har den sådan set allerede gjort med tanke på verdenspremieren i Venedig, hvor filmen om en fiktiv kvindelig dirigent scorede fremragende anmeldelser og en hovedrollepris i den officielle konkurrence til filmens altafgørende calling card, Cate Blanchett, der giver den som titelfiguren.
En film om en kvindelig klassisk dirigent – med et cast, der udover Blanchett består af ikke-engelsksprogede karakterskuespillere uden bred publikumsappel – er måske ikke de flestes ide om en seriøs Oscarkandidat, men alene Blanchetts allerede prisvindende præstation skal nok holde samtalen om filmen varm henover vinteren.
Blanchett bliver i amerikanske branchepublikationer og på toneangivende Awards-sites udskreget som the one to beat i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle. Det er ikke i sig selv ensbetydende med en Oscarnominering for bedste film, men kombineret med så gode anmeldelser som dem, der er kommet filmen til del, tør jeg godt spå en sikker nominering til ’Tár’.
På Metacritic scorer filmen aktuelt 92, hvilket er oppe i mesterværkligaen. Kan filmen holde momentum kørende, når den får premiere i de amerikanske biografer, er der nok ingen tvivl om, at Fields film kan blande sig i de fleste af de store kategorier.
4. ’Everything Everywhere All At Once’
Siden kultsuccesen med ‘Spring Breakers’ tilbage i 2013 har A24 været det vel nok mest dagsordensættende og identitetsbevidste filmproduktionsselskab og -distributør uden for det gængse studiesystem.
Det har gennem årene kastet Awards-succeser som ’Room’, ’Moonlight’ og ’Ex Machina’ af sig samt en række film som ’The Witch’ og ’Hereditary’, der har skubbet til horrorgenren og gjort den mere salonfæhig for det sofistikerede storbypublikum.
A24 har dog aldrig haft så stor en kommerciel succes på hænderne end den, der er kommet dem til del med en af filmåret 2022’s mest rendyrkede solstrålefortællinger, ’Everything Everywhere All At Once’, der har indspillet for over 100 mio. dollars.
At genrebestemme filmen er lidt af et fool’s errand, for det er først og fremmest et anarkistisk forhold til netop genremærkater, der kendetegner filmens absurdistiske leg med sci-fi- og komedie-byggeklodser. At filmen – der blandt andet byder på Awards-egnede præstationer fra Michelle Yeoh, Jamie Lee Curtis og Ke Huy Quan – i den grad har givet genlyd, skyldes ganske givet A24’s evne til at indgyde dets produktioner med en særlig A24-identitet, som et stadig større nichepublikum responderer på, men dernæst også en word of mouth-effekt, som det kan være svært for selv den mest snedige pr-afdeling at kalkulere med.
Det er naturligvis lidt et sats at tro på at Oscar vil omfavne et kultfænomen, men omvendt: I de senere år har Oscar – ikke mindst i kraft af et gevaldigt indtag af nye medlemmer, der repræsenterer en ’yngre’ og mere mangfoldig tilgang til filmmediet – vist sig i stand til for eksempel at give en Oscar for bedste film til en yderst spidsfindig, sydkoreansk home invasion-film (’Parasite’).
Så spørgsmålet er om vi ikke bare skal forvente at se Daniel Kwan og Daniel Scheinert – bedre kendt som ’The Daniels’ – gå ned af rigtigt mange røde løbere i det næste halve år og måske blive en form for maskotter eller kæledægger i dette års Awards Season?
3. ’Women Talking’
Sarah Polleys ensemblefilm om en gruppe misbrugte kvinders liv og begyndende sammenhold i et lille, afsondret religiøst samfund med nogle mildest talt patriarkalske normer, har været en af efterårsfestivalsæsonens største samtaleemner. Senest hjemtog filmen en andenplads i den for Oscarhypen så ofte fremhævede People’s Choice Award i Toronto.
Polley, der måske er mest kendt for den selvbiografiske dokumentar, ’Stories We Tell’ (2012), kunne meget vel være dette års kvindelige indslag i instruktørkategorien, men derudover har filmen glimrende muligheder for også at markere sig i bedste film-kategorien. Og så står filmens trumfkort – dens ensemble – med gode muligheder for at nuppe op til flere nomineringer i skuespillerkategorierne.
Problemet kan være kategoriplaceringen, fordi sande ensemblefilm jo sjældent har decideret hovedroller. Der tales i Awards-kenderkredse om, at der formentlig vil forsøges ført kampagne for Rooney Mara i hovedrollekategorien, mens Jessie Buckley, Claire Foy og castets enlige mandlige indslag, Ben Whishaw, vil optræde som stærke kandidater i birollekategorierne.
2. ’The Banshees of Inisherin’
Martin McDonagh har opnået manuskriptnomineringer for to af sine tre hidtidige film, nemlig ’In Bruges’ (2008) og ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ (2017). Sidstnævnte var også varmt tippet som Oscarvinder for bedste film i 2017, men tabte i sidste ende til ’The Shape of Water’.
Nu er McDonagh tilbage med den overvældende positivt modtagne festivaldarling ’The Banshees of Inisherin’, hvor han fortsætter sin tilbøjelighed til at flette location ind i titlen på sin film – og til at mikse drama med komedie og livet uden for alfarvej.
I denne ombæring præsenterer han en fortælling, der er tættere på hans egen hjemmebane i det irske (McDonagh er vokset op i London, men begge hans forældre er irske). Jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde mere end svært ved at goutere den stereotype miljø- og karakterskildring i ’Three Billboards’, så måske er springet til det irske et velkomment valg fra McDonaghs side.
’The Banshees of Inisherin’ foregår i 1923 på en fiktiv ø ud for den irske vestkyst. Her følger vi et drama mellem to mænd, Pádraic og Colm, spillet af Colin Farrell og Brendan Gleeson, der er livslange venner, hvilket får en brat ende, da Colm afbryder deres venskab uden at angive en grund og uden at ville konfronteres med sit valg. Det lader Pádraic sig selvsagt ikke nøjes med.
Farrell vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle i Venedig, hvor filmen som helhed også vandt manuskriptprisen og i øvrigt – efter sigende – scorede festivalens længste stående ovationer (15 minutter).
Mon ikke Farrell og Gleeson i lighed med Frances McDormand og Sam Rockwell i ’Three Billboards’ kan gøre sig til i henholdsvis hoved- og birollekategori? Kerry Condon og Barry Keoghan medvirker også og er også spået fornuftige chancer i birollekategorierne.
Filmens Metacriticscore på 90 vidner i det hele taget om en stærk kandidat i alle de store kategorier.
1. ’The Fabelmans’
Steven Spielberg bliver rutinemæssigt – måske i virkeligheden lidt for rutinemæssigt? – fremhævet som en slags automatisk Oscar-forhåndsfavorit, når han barsler med en ny film, der ikke befinder sig i fantasy- eller sci-fi-afdelingen.
Sådan var det også i de sæsoner, hvor han var i vælten for film som ’Munich’, ’Lincoln’, ’War Horse’, ’Bridge of Spies’ og ’The Post’. Ja, selv hans seneste film – en flot, men også noget kønsløs genindspilning af ’West Side Story’ – blev i sådan cirka femten minutter fremhævet som en mulig Oscarvinder. Og hvordan gik det nu lige med den – og alle de andre?
Giv mig to gode grunde til, at ’The Fabelmans’ kan gå hele vejen, tænker du måske. Dertil vil jeg sige: Der er givetvis flere!
For det første: Med ’The Fabelmans’ bevæger Spielberg sig ind i et emnefelt, som Hollywood og Akademiet elsker (og som også andre kandidater i år flirter med: ’Babylon’ og ’Empire of Light’): nemlig film, der formidler filmmediets egen magiske evne til at begejstre og inspirere. I ’The Fabelmans’ krydret med en fortælling, der heller aldrig går af mode, nemlig den om hvordan en kunstner blev formet i sin barn- og ungdom.
Hvad var det for formative erfaringer, der lagde grunden til den kunstneriske selvudfoldelse? Den slags kan Akademimedlemmerne selvsagt godt lide at spejle sig i.
For det andet: Med ’The Fabelmans’ fortæller Spielberg sin egen historie. Fabelman er ikke Spielberg, og så alligevel. Begge navne er jødisk-klingende. Og Spielbergs egen livshistorie kommer tydeligt til udtryk i filmens fortælling, ikke mindst et stærkt fokus på forældrenes skilsmisse, der – det har Spielberg aldrig lagt skjul på – blev afgørende for hans trang til og behov for at flygte ind i filmmediets eskapistiske universer (og blev en form for tematisk understrøm i nogle af hans mest elskede film som ’E.T’ og ’Nærkontakt af tredje grad’).
For det tredje: ’The Fabelmans’ vandt People’s Choice Awards i Toronto. Publikumsprisen i Toronto er i nyere tid blevet ophævet til en form for lakmusprøve på en films Oscaraspirationer. Lægger man filmens Metacriticscore på 83 oveni, og det faktum, at Michelle Williams (der spiller Fabelmans/Spielbergs mor) allerede er udskreget som de facto frontrunner i den kvindelige birollekategori, og at Judd Hirsch i rollen som onkel bidrager med en 10 minutter lang cameo, der skulle udgøre ét langt highlight reel, ja, så synes der at være noget om snakken:
Spielberg er tilbage i førersædet!
Bonus: Fem oplagte kandidater i de øvrige store kategorier:
Bedste instruktør:
1. Steven Spielberg: The Fabelmans
2. Todd Field: Tár
3. Sarah Polley: Women Talking
4. Damien Chazelle: Babylon
5. Martin McDonagh: The Banshees of Inisherin
Bedste kvindelige hovedrolle:
1. Cate Blanchett: Tár
2. Michelle Yeoh: Everything Everywhere All At Once
3. Olivia Colman: Empire of Light
4. Margot Robbie: Babylon
5. Viola Davis: The Woman King
Bedste mandlige hovedrolle:
1. Colin Farrell: The Banshees of Inisherin
2. Brendan Fraser: The Whale
3. Hugh Jackman: The Son
4. Bill Nighy: Living
5. Austin Butler: Elvis
Bedste kvindelige birolle:
1. Michelle Williams: The Fabelmans
2. Jessie Buckley: Women Talking
3. Claire Foy: Women Talking
4. Nina Hoss: Tár
5. Laura Dern: The Son
Bedste mandlige birolle:
1. Brendan Gleeson: The Banshees of Inisherin
2. Judd Hirsch: The Fabelmans
3. Ke Huy Quan: Everything Everywhere All At Once
4. Micheal Ward: Empire of Light
5. Paul Dano: The Fabelmans