’Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere’: Jesper Zuschlag er fremragende i onanifikseret komedie
»Jeg har ikke fået andet af dig end stress og hæmorider«, siger Morten (Jesper Zuschlag) til sin kommende ekskæreste Hanna (Katia Winter).
Hanna fylder snart 40 og har fart over præstationsfeltet. Hun har et godt betalt job hos et produktionsfirma, sønnen Eli med Morten, dyre designermøbler og ønsker sig barn nummer to.
Morten deler dog ikke samme fremtidsvisioner som Hanna. Han er utilfreds med, at hun stresser rundt, kommer for sent til aftaler og arbejder for meget.
For at redde sit parforhold, og på Mortens opfordring, vælger Hanna at sige sit arbejde op og i stedet fokusere på sin familie. Simultant er Morten ude for en oplevelse, der sætter hans liv i perspektiv. Han bliver udsat for et røveriforsøg, mens han er i gang med at leje en cykel, og får midt i al balladen stukket sin fod ned i et jernbanespor med en forstuvelse til følge.
Hanna forstår ikke, hvorfor han er på hospitalet efter episoden, men Morten mener, at han er endt der, fordi han mangler varme og omsorg i sit liv. Og selvom Hanna nu har opsagt sit arbejde, er hun »slet ikke chill« i forhold til ham.
Så nu er Hanna pludselig arbejds-, kæreste- og hjemløs. Og hvem er hun så? I Hannas tilfælde forvirret og desperat, men også åben over for en ny livsideologi, hvor hendes vaginas lyster sætter dagsordenen.
Og så når vi frem til titlen på filmen, der indkapsler hele handlingen, på godt og ondt: ’Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere’.
Den debuterende instruktør Erika Wasserman har tidligere produceret dramaer som ’The Quiet Roar’ og ’Grænse’, mens hendes første film i instruktørsædet er en let tilgængelig og underholdende, men mindre tankevækkende komedie.
Hanna skal genfinde sig selv gennem onanien og lære at hvile i sig selv, og det gør hun med hjælp fra en yngre kvinde, Liv (Vera Carlbom), som tilfældigvis arbejder flere af de steder, hvor Hanna søger sindsro.
Hanna onanerer sig fri fra stress og præstationer. Men på samme tid fører hendes dedikation til den meget praktiske terapiform til situationer, som er herligt tåkrummende.
Katia Winter og Jesper Zuschlag er fremragende castet. Deres Hanna og Morten bærer en ømhed og empati, og deres replikker sidder i skabet, så man næsten glemmer, at selve historien ikke fortæller os særlig meget om dem.
’Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere’ er mest vedkommende, når den tager sig tid til at udfolde de akavede hverdagsagtige fuck-ups. For eksempel ryger Hannas telefon op på arbejdspladsens højtalere, så hele kollegastaben bliver ufrivillige medlyttere på hendes onanipodcast. I lang tid.
Til gengæld er den simple præmis filmens akilleshæl. Selvom Hanna på papiret har mistet alt, der gav hende mening i livet, kommer vi ikke for alvor ned i de følelser, der typisk er forbundet til den slags livskriser. Hannas nye tilgang til livet bliver ikke udfordret på noget tidspunkt. I stedet fremstilles onanien som den healende praksis, der kan gøre én ligeglad med præstationer i arbejdsliv, parforhold og i venskab.
’Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere’ er bestemt sjov, men Hannas nyfundne erfaringer bliver også for letkøbte. Og som publikum følger man mest med fra behørig afstand.
Kort sagt:
Onani kan gøre godt for sjæl og krop, men ’Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere’ når aldrig sit emotionelle klimaks.