’Jeg elsker også dig’: To af verdens bedste skuespillere imponerer i mesterinstruktørs trekantsdrama

Glem alt om den elendige danske titel. Mesterinstruktøren Claire Denis’ nyeste film er langt mere end dens på overfladen klichefulde trekantsdrama om et parforhold, der udfordres af en tidligere elskers tilbagevenden.

’Jeg elsker også dig’ er Denis’ andet samarbejde med forfatteren Christine Angot efter den glimrende ’Luk solskinnet ind’, der også skildrede midaldrende begær og rådvildhed i storbyens larm.

Filmen starter med et totalskud af Sara (Juliette Binoche) og Jean (Vincent Lindon) i et solbeskinnet ferieparadis. De svømmer, elsker, pjatter og nyder friheden, som var de to nyforelskede.

Men ferieidyllen fordufter, så snart den er indfanget, erstattet af snævre metroskakter og et efterårsgråt Paris. De store billeder udskiftes med klaustrofobiske nære indstillinger, der hviler på små spændinger i karakterernes kroppe, som ofte modsiger de talte ord.

Dramaet begynder, da Saras tidligere partner Francois (Grégoire Colin) vender tilbage til Paris for at starte et nyt sportsbureau med Jean, hans tidligere kompagnon. Øjeblikket, hvor Sara (gen)ser Francois første gang, gnistrer og åbner op for en række uafsluttede følelser, som bringer hendes sikre liv med Jean i fare.

Det lyder måske som et banalt, psykoseksuelt drama om begær og parforholdets grænser, men Denis’ ambitioner er langt højere end som så. Filmen sætter grundlæggende vores frihedstrang under lup, når den viser, hvordan karaktererne fanges i en illusorisk kamp om kontrol, der viser sig at være umulig at vinde for nogen af dem, når selv den ultimative frisættelse kan virke som et nederlag.

Sara udfordres, da hendes kærlige forhold til Jean forvandler sig til et fængsel og tvinger hende til at vælge mellem to forskellige typer kærlighed og begær. Den uforudsigelige og farlige, som Francois repræsenterer, og den trygge og kærlige i Jean. Som altid er græsset grønnere på den anden side.

Jean er på den anden side låst af en fængselsdom i en svindelsag, der gør det vanskeligt for ham at finde arbejde, og af hans søn fra et tidligere ægteskab, som bor hos Jeans aldrende mor. At han er nødt til at låne Saras kreditkort for at betale regninger, er den ultimative fangenskab.

Denis’ arbejde har altid centreret sig om eksil og isolation, temaer som klart taler ind i ’Jeg elsker også dig’, hvor selve sameksistensen bliver et fængsel.

I filmen bliver fremmedgørelsen – den konstante søgen efter frihed og mening – udvidet. I et indslag på Saras politiske radioprogram hører vi om forfatteren Lilian Thurams begreb »hvid tankegang«, der beskriver, hvordan racebias styrer livet. Alle er fastlåst i konstruerede identiteter, som man ikke kan bryde fri af. Tanken om at være i kontrol over sit eget liv er en illusion.

Det mærker Jeans sorte søn Marcus på egen krop, når den fraværende far lægger ambitiøse karriereplaner på hans vegne, mens han bedyrer, at bare fordi han er sort, betyder det ikke, at han ikke kan blive til noget. En projektion af Jeans egne bestræbelser for at vende sin karriere på ret kurs og slippe af med at blive defineret som tidligere straffet.

Det moderne forventningspres og krav om selvrealisering lægger som et tungt lag over karaktererne, der dårligt stopper op for at mærke efter, om de jagter det rigtige. Det taler til filmens fordel, at den aldrig gør en pointe ud af at forholde sig til karakterernes moral. Alle får de lov at være fejlbarlige mennesker.

På den måde gør Denis det komplekse moderne liv jordnært, forankret i kroppe og karakterer, der formidler historien gennem blikke og antydninger, som aldrig overforklarer, men hele tiden skjuler lag for det blotte øje. Mundbinds centrale rolle i filmen er en af mange måder, karaktererne skjuler sig for hinanden.

’Jeg elsker også dig’ er anført af to Frankrigs, hvis ikke verdens, bedste skuespillere, Lindon og Binoche, der begge lever en blændende overgang fra forelskede til besidderiske og manipulerende, spillet med en overvældende følsomhed. Selv de øjeblikke, der virker skrevne og for melodramatiske, bliver rodfæstet i en levet virkelighed.

Begge skuespillere er Denis-veteraner og får selskab af andre spillere fra instruktørens hof som Grégoire Colin, Mati Diop og Alice Houri. Denis er kendt for at betone kroppe og deres bevægelser i sit filmsprog, og i ’Jeg elsker dig også’ udvides paletten med et fokus på aldring, der bliver fremtrædende, fordi man ikke kan undgå at tænke over spillernes unge jeg i Denis’ tidligere film.

Det taler ind i et centralt spørgsmål i filmen: Hvordan definerer man sig selv, når man bliver ældre? Kan man overhovedet slippe fri af fortiden?

---

Kort sagt:
Mesterinstruktøren Claire Denis er bedst kendt for sine formbrydende værker som ’Beau Travail’ og ’L’intrus’. ’Jeg elsker også dig’ og dens melodramatiske tendenser syner af mindre, men filmen er alligevel en kompleks fortælling om jagten efter kontrol, båret af skuespilpræstationer i verdensklasse.