Tilbage i august kom stortalentet Sydney Sweeney i modvind på de sociale medier, da billeder fra hendes mors 60-års fødselsdag vakte opsigt.
Her bar en række af gæsterne hatte påskrevet »Make Sixty Great Again« som parodi på Donald Trump-sloganet. Herudover var der også deltagere i festen der havde »Blue Lives Matters«-tryk på deres t-shirts.
‘Euphoria’-stjernen svarede igen på Twitter efter billederne gik viralt.
»Venner, det her er for vildt. Hvad der var en uskyldig fejring af min mors 60-års fødselsdag har udviklet sig til et absurd politisk budskab, som ikke var intentionen. Vær søde at lade være med at komme med antagelser«.
You guys this is wild. An innocent celebration for my moms milestone 60th birthday has turned into an absurd political statement, which was not the intention. Please stop making assumptions. Much love to everyone ♥️ and Happy Birthday Mom!
— Sydney Sweeney (@sydney_sweeney) August 27, 2022
Efter adskillige kommentarer på hendes sociale medier, som den 25-årige Sweeney indrømmer, at hun »desværre læser«, har hun nu fået nok af at skulle forsvare sig selv.
»Ærligt, så føler jeg, at intet jeg siger kommer til at hjælpe samtalen«, fortæller hun i et nyt interview med GQ. »Det har bredt sig som en steppebrand, og intet jeg siger vil kunne føre tingene tilbage på rette spor«.
I interviewet kommenterer Sydney Sweeney folks meninger om hendes færden på internettet.
»Jeg ser folk sige, ‘hun har brug for medietræning’. Hvorfor vil I se en robot?«, siger hun og fortæller yderligere, hvordan folk også har tagget hendes familiemedlemmer i nøgenscener fra ‘Euphoria’, der er blevet delt på internettet.
»Du har en karakter, som bliver udsat for at være en seksualiseret person i skolen«, fortæller Sweeney om sin karakter Cassie, der bliver offer for deling af sms’er med seksuelt indhold. »Og så gør publikum præcis det samme«.
Til trods for at Sydney Sweeney er træt af at skulle forsvare sig selv på sociale medier og håndtere negative kommentarer, er hun ikke færdig med at udfordre sit publikum.
»Jeg synes, det er åndssvagt. Jeg er en kunstner, jeg spiller karakterer. Det giver mig bare lyst til at spille karakterer, der pisser folk yderligere af«.