’The Woman King’: Afrikanske krigerkvinder sparker røv med Viola Davis og afsæt i virkeligheden

’The Woman King’: Afrikanske krigerkvinder sparker røv med Viola Davis og afsæt i virkeligheden
'The Woman King'. (Foto: SF Studios)

Kønskvoter i ledelsesstillinger er åbenbart ikke en ny opfindelse. I det afrikanske kongerige Dahomey havde alle kongens vejledere en kvindelig modpart. Der fandtes også en kvindelig modpart til kongen, nemlig en kpojito, altså en kvindelig konge.

I Gina Prince-Bythewoods ’The Woman King’ skrues tiden tilbage til 1823, i hvad der i dag udgør det sydlige Benin. Kongeriget Dahomey plages af Oyo-imperiet, som bortfører dets befolkning og sælger dem til europæiske slavehandlere. Heldigvis har Dahomey en af tidens mest bemærkelsesværdige eliteenheder, nemlig de kvindelige amazonkrigere agojie, ledet af den skånselsløse general Nanisca, stoisk spillet af Viola Davis.

For at frigøre sig Oyo-imperiets åg skal agojierne rekruttere nye medlemmer, både fra frigjorte kvinder fra deres modstandere og kvinder skænket til kongen af utilfredse fædre. En af disse nye rekrutter er Nawi (Thuso Mbedu), som viser sig at have en hel del til fælles med Viola Davis’ Nanisca.

‘The Woman King’. (Foto: SF Studios)

Det er sjældent, at man ser så mange sorte kvinder på skærmen i historiske dramaer. Og når det sker, er det i film om slaver eller i rollerne som undervurderede kvinder, der gang på gang skal bevise sig over for mænd.

Derfor er det befriende at se denne flok stærke krigere, frygtet og respekteret af både deres fjender og allierede, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor fedt det må være for sorte kvinder selv.

I løbet af filmen står det klart, at den erfarne general Nanisca nok bliver forfremmet til kpojito – man har måske allerede regnet det ud fra titlen – og der er generelt ikke mange overraskelser undervejs. Vi starter med en enkelt lille kamp for at slå konflikten an, så trænes der nye krigere, og til sidst får de lov til at bevise sig selv i filmens klimaks, kampen mod Oyo’erne allieret med europæiske slavehandlere.

Sideløbende er der en bihistorie mellem Nanisca og Nawi, som skal skabe lidt mellemmenneskeligt drama, men den ophøjes ikke til noget særligt interessant. og twistet er både utroværdigt og forudsigeligt.

Viola Davis er uden tvivl filmens skuespilmæssige powerhouse, en ny Meryl Streep, men hendes kvaliteter kommer ikke helt til sin ret i den underspillede karakter.

Mest virkningsfuld er hendes rivalisering mod Oyo-generalen Oba Ade (Jimmy Odukoya), som i Naniscas ungdom bortførte og voldtog hende. Hendes hævnlyst giver karakteren mere dybde end blot den stoiske general, og det er hendes reaktioner over for ham, som bedst viser Davis’ fantastiske skuespilfærdigheder.

‘The Woman King’. (Foto: SF Studios)

Resten af castet spiller også overbevisende, selv med deres påtagede afrikanske accenter på engelsk. Lashana Lynchs Izogie bliver en slags mentor for Nawi og er god til både at portrættere styrke og skrøbelighed. Med Dahomeys konge, Ghezo, viser John Boyega, at han er meget mere end en stormtrooper, mens castets eneste hvide mand, Hero Fiennes Tiffin, på flydende portugisisk spiller en overbevisende apatisk slavehandler.

Det er sjældent formålet med historiske dramaer at repræsentere de virkelige begivenheder 100 procent korrekt. Og det bliver endnu sværere, når kilderne primært er skrevet af hvide kolonister. Det er dokumenteret, at Dahomey under kong Ghezo gik væk fra at sælge deres eget folk som slaver og prøvede at fokusere mere på salg af palmeolie, men om ideen kom fra hans kpojito er uvis.

Hvis man ser bort fra, at Dahomey ikke stoppede med at sælge deres krigsfanger som slaver, følger filmen dog umiddelbart historiens gang nogenlunde. Lige på nær Viola Davis’ Nanisca, som jeg ikke kan finde nogle beviser på eksisterede. Faktisk var Ghezos kpojito sandsynligvis hans mor.

Det er dog lige meget. Den fængslende og vedkommende ’The Woman King’ handler om empowerment, ikke via fiktive afrikanske superhelte som i Marvel-universets ’Black Panther’, men via krigerkvinder med bund i virkeligheden.

Filmens relativt få, men vigtige, actionscener smager af Hollywood, når Viola Davis eksempelvis parerer et skud fra en musket med sit sværd. Det er fedt at se sorte kvinder sparke røv. Og ikke mindst tiltrængt.


Kort sagt:
’The Woman King’ præsenterer en fascinerende, hidtil udokumenteret del af afrikansk historie i en klassisk, men tiltrængt film.

’The Woman King’. Spillefilm. Instruktion: Gina Prince-Bythewood. Medvirkende: Viola Davis, Thuso Mbedu, Lashana Lynch, John Boyega. Spilletid: 135 min. Premiere: I biografen 24. november.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af