10 MINUTTER MED… Med tanke på de fleste menneskers forestillinger om støjniveauet i et kloster virker det mere end passende, at spillefilmdebuterende Katrine Brocks har kaldt den personlige fortælling om en ung kvindes vordende nonnetilværelse for ‘Den store stilhed’.
Der er dog ikke meget ved de præstationer, man hidtil har kunnet se det 30-årige norske talent Kristine Kujath Thorp i, der har føltes stille.
Hverken i den danske DR-serie ‘Noget om Emma’, hvor hun udfordrede manic pixie dream girl-stereotypen, på olieplatformen i katastrofefilmen ‘Nordsøen’ og især ikke den storroste præstation i komedien ‘Ninjababy’, hvor Thorp spiller en festglad kvinde, der på komisk vis må tackle en uopdaget uønsket graviditet i syvende måned.
Men selvom det har været en udfordring, er det ikke desto mindre medrivende at følge med hende i et rum, de færreste mennesker har andet end fordomme om.
‘Den store stilhed’ er inspireret af instruktør Katrine Brocks religiøse opvækst, hvor Thorp fører tavst, men gribende an som den unge Alma, der vil vie sit liv til gud i kølvandet på et tab i familien. Men da hendes storebror Erik dukker op, bliver hendes fromme og rolige facade sat under pres.
Her i 2023 lægger Kristine Kujath Thorp hårdt ud på plakaten i den ventede debutfilm, hvorefter hun også er at finde i castet til Nikolaj Arcels historiske drama ‘Bastarden’ senere på året.
Forinden havde hun hovedrollen i norske Kristoffer Borglis ‘Syk Pike’, der var nomineret i den prestigefyldte Un Certain Regard-konkurrence ved forårets Cannes-festival og stadig afventer dansk premiere.
Vi fangede skuespilleren og forsøgte på 10 minutter at nå omkring forberedelsen til rollen som fåmælt og sjæleplaget novice i et katolsk kloster, hendes karrieres raketfart … og grundtematikker som sindsro og gud.
10 minutter er ikke så lang tid med tanke på, at din aktuelle præstation i ‘Den store stilhed’ rummer de helt store temaer som tro, sorg og selvfølgelig jagten på endegyldig livsro. Men lad os starte lidt abstrakt – hvad er dit eget forhold til stilhed?
»Jeg har haft rigtigt svært ved stilhed i mange mange år! På en måde hvor jeg næsten har følt mig skør, hvis jeg har været alene i et døgn. Men da jeg var i midten af 20’erne, begyndte jeg at sætte stor pris på det og kunne se, at jeg også havde brug for stilhed«.
Nu vi er i gang, kan vi lige så godt få endnu et stort spørgsmål af vejen i forhold til filmens religiøse tematik. Hvad er dit eget forhold til gud?
»Jeg har ikke en bestemt religion, jeg følger. Men jeg tror da, at der er et eller andet mere mellem himmel og jord«.
Horror-fordomme om nonner
Så hvordan har det været at udforske de her to store emner, der kan være voldsomme, men som bliver fremstillet neddæmpet i ’Den store stilhed’?
»Det har været vildt spændende. Jeg har fået lov til at dykke ned i en verden, jeg ikke kendte særlig meget til, som jeg synes var meget mystisk, før vi gik i gang«.
»Jeg blev konfronteret med ret mange fordomme, jeg havde om livet i kloster, og hvordan nonner nu var. Hvilket jeg tror skyldes, at den eneste måde, jeg har stiftet bekendtskab med nonner og klosteret før arbejdet med ‘Den Store Stilhed’, var i horrorfilm. Så det har været vildt spændende at få indblik i virkeligheden, snakke med nonnerne, besøge dem og få et helt andet syn på, hvordan deres liv er«.
Hvad var fordommen?
»Min fordom var meget, at nonnerne havde slettet deres egen personlighed. I mit hoved var en nonne bare et stenansigt, der selvfølgelig havde følelser, men ikke viste nogle af dem. Men efter at have mødt de virkelige nonner, så jeg jo, at de lever helt almindelige liv. De skændes, og de griner og har humor. De lever ligesom os, de har bare en meget stærk tro og en skemaplan, der bærer meget præg af det«.
Hvordan var det at møde nonner og besøge klostre som en del af forberedelsen?
»Vi besøgte flere. Jeg var i et kloster på Frederiksberg og fik set, hvordan de levede, og jeg var med til deres bøn. Så havde jeg også meget kontakt med en nonne i Norge, som var på min egen alder. Det er jo ikke er særlig almindeligt i vores tid, men det var vildt givende at snakke med hende og forstå, at de tanker og følelser, hun sidder med i sit liv som nonne, er ret ens med de følelser, jeg har«.
»Mange af hendes tanker om tvivl, tro og tanker om livet kunne jeg spejle i mig selv og mit eget liv. Om man føler, at man gør det, man vil i livet, og om man har det godt«.
Den perfekte udfordring
Din rolle i ’Den store stilhed’ er mere afdæmpet end dine tidligere ting, hvor der måske var noget mere komisk på spil. Har du oplevet rollen som tættere på dig selv eller længere fra?
»Den er meget langt fra mig selv, hvilket gjorde, at det var ret svært til tider. Specielt i starten. Men nu har jeg arbejdet sammen med Katrine (Brocks, filmens instruktør red.) i mange år. Hun er en af mine bedste venner, og vi begyndte at udvikle på karakteren for tre år siden, så jeg havde ret god tid til at finde ud af, hvem Alma var, og virkelig dykke ned i hende«.
Hvad var ufordrende ved rollen som Alma?
»Hun siger ikke så meget, og hun bruger ikke sin krop særlig meget til at fortælle, hvordan hun har det, det er meget skjold med skjold på. Det synes jeg var svært, fordi jeg som skuespiller skulle stole på, at det var nok med et blik og en lille bevægelse. Men jeg elsker, når det er svært. Så på den måde var det bare perfekt«.
Er der et bestemt øjeblik, der gjorde særligt indtryk fra filmens optagelser?
»I hele filmen går min karakter Alma og bærer på en sindssygt stor skyld og skam, og det var en meget hård proces. Men når man skal gå og være så seriøs og lukket hele tiden, bliver det også nemt at få grineflip. I hvert fald for mig. Så dem var der også mange af på optagelserne, hvilket også var udfordrende, hvis man er træt og skal spille deprimeret og indelukket. Men jeg tror, det er en naturlig reaktion på, at kroppen har brug for lidt glæde i alt det mørke«.
Så det var hårdt, men også sjovt.
»Nemlig«.
Cannes-drøm i opfyldelse
I sommer var du i Cannes med ‘Syk Pike’, som du spiller hovedrollen i. Hvilken følelse giver den slags oplevelser i din karriere som ung skuespiller?
»Det føltes vanvittigt. Jeg kan huske, at Kristoffer Borgli (instruktør på ‘Syk Pike’, red.) ringede til mig om natten nogle uger inden Cannes og fortalte, at vi var kommet med i Un Certain Regard, og jeg var lige ved at kaste op, fordi det var så overvældende«.
»Det er jo en slags drøm for alle, der arbejder med film, at komme til Cannes. Det var lidt som at være i en mærkelig drøm at være dernede. Meget run på og virkelig sjov og weird verden. Fedt, men også meget krævende«.
Du har opnået mange ting de sidste par år, og udover ‘Den store stilhed’ og ‘Syk Pike’ er du aktuel i Nikolaj Arcels historiske storfilm ‘Bastarden’. Hvad er dine fremtidsdrømme som skuespiller?
»Jeg føler, jeg har været sindssygt heldig de sidste år. Jeg føler, jeg har prøvet sindssygt meget forskelligt – komedie, actionfilm, Anden Verdenskrig. Mange af mine drømme som skuespiller er allerede blevet opfyldt på meget kort tid. Jeg har nogle instruktører, jeg gerne vil arbejde sammen med, men jeg håber mest bare at få lov til at blive ved med at lave forskellige ting«.
Når der er fart på, så du så nogle fordele ved klosterlivet, du kan lære af?
»Jeg synes, det var ret imponerende at se, hvor meget de hviler i sig selv. De virker så trygge med dem selv, og deres eksistens er virkelig på jorden på en måde, som man godt kunne lære noget af«.
»Det synes jeg også, man kan se i vores samfund nu. At der er flere og flere, der ligesom leder efter en større sammenhæng i for eksempel astrologi, naturen, meditationen og alle mulige hekse-ting. Der er mange af os i den vestlige verden og den verden, jeg kender, der søger mod en mening og et anker, fordi vi lever så vanvittige liv med så mange indtryk og stress og karriere. Jeg blev meget inspireret til at søge mere stilhed«.
’Den store stilhed’ får premiere 12. januar.