’Stadig ikke død’: Sorthumoristisk DR-serie er ikke det indspark i selvmordssamtalen, vi mangler
(Oplever du eller nogen du kender selvmordstanker, så kontakt livslinien på 70 201 201.)
Helga har ikke lyst til at leve længere.
Det har hun skrevet i en notesbog sammen med to lister: Grunde til, hvorfor hun gerne vil ende sit liv, og måder, hun har forsøgt at gøre det, forgæves.
Hun mangler nemlig den perfekte måde at dø på.
På hvorfor-listen finder man blandt andet hendes forældres skilsmisse, hendes klassekammerater og hendes tidligere bedste veninde Liva. Vi ser hendes mor, der holder sig beskæftiget med aftenskolekurser, men er følelsesmæssigt fjern, og invitationen til farens bryllup. Og i skolen er Helga nærmest usynlig for både lærere og for hendes klasse, som har ’glemt’ at fortælle hende, at der skal tages tema-skolefoto, og at hun derfor skulle have haft en hvid toga på i stedet for sit mørke tøj.
Det er kun gradvist, at vi finder ud af, hvem Liva er, og hvorfor Helga indtaler talebeskeder til hende om sine planer for at dø, som Liva aldrig lytter til.
P3-serien er en barsk omgang. Fra dens afsnit-titler som ’Skal du bare hænge?’ og ’Få dig et liv’ til en meget grafisk fremstilling af Helga, der forsøger at hænge sig selv, er selvmordstematikken konstant til stede som et sorthumoristisk emne og som en meget konkret tanke hos Helga. Hun er i sorg, føler sig ensom og dybt deprimeret, og bare tanken om hendes sindstilstand giver mig lyst til at græde.
Hendes jagt efter den perfekte selvmordsmetode fører hende til en mytisk pille: Guldæblerne. De skulle efter sigende give en let og smertefri død, hvis man tager syv af dem, har hun fundet ud af gennem gulnede avisklip fra skolens bogkælder. For at få fat på dem skal man gå gennem Hesner-familien, som ejer den lokale bowlinghal, hvor ingen nogensinde spiller bowling.
Kristian Hesner mistede sin kone til guldæblerne og er nu alene tilbage med datteren, Ingrid, som han er besat af at gøre til en form for humor-influencer, fordi hans kone fik ham til at love, at de stadig skulle have det sjovt, efter hun var væk.
Ingrid bliver Helgas vej til guldæblerne. Hun er blevet smidt ud af gymnasiet, og hun lover at give Helga guldæbler, hvis Helga hjælper hende tilbage i skole.
Med sine dødelige æbler og udfordringer, der skal overvindes, er der næsten en eventyragtig fornemmelse over ’Stadig ikke død’, hvor intet er helt, som det plejer at være. Rektoren er en storrygende pop-punker, næsten som en heks, der vogter gymnasieindgangen, og det populære sociale medie, som i den her analogi er en entydigt giftig torn, hedder Toxtic.
Men på trods af sine eventyrlige elementer er ’Stadig ikke død’ tynget af sin skarpt optegnede alvor. Helga har ikke særlig mange andre karaktertræk end at have det dårligt, og det gør hende svær at følge. Og der er ikke nok quirky overnaturligheder til at gøre op for, hvor følelsesmæssigt utroværdig serien er flere steder.
For eksempel er der forholdet mellem Helga og Ingrid, der udvikler sig, som de bruger mere tid sammen, alt imens Ingrid forsyner Helga med selvmordspiller.
Da en konfrontation opstår, kalder Ingrid Helgas grunde til at dø for »de mest kedelige og gennemsnitlige tragedier«, og hun er både overrasket og forarget over, at Helga kunne samle på selvmordspiller med det formål at bruge dem til selvmord (den samme form for nedtoning af alvoren i Helgas tilstand er til stede i DR’s tagline til serien: »livet på gymnasiet er overvurderet«).
Potentielt inspireret af kultklassikeren ’The Perks of Being a Wallflower’ er Ingrid blandt de socialt udstødte, som Helga undervejs bliver en form for venner med. Den anden er Mads, som arbejder i skolens bogkælder. Han spilles af Albert Rosin Harson med skarp komisk timing, konstant let åben mund og en karikeret kiksethed, der lige præcis ikke er for meget. Han er et nødvendigt pusterum mellem Helgas depression og den tomme bowlinghal.
Det er slet ikke en dårlig idé, et sorthumoristisk eventyr om at finde ud af, hvad der gør livet værd at leve. Og der er bestemt brug for film og serier, der på anderledes og kreative måder hjælper os i gang med at tale om selvmord, fordi det er tabubelagt, ubehageligt og virkelig svært at tale om.
’Stadig ikke død’ tager sig dog ikke tid nok til at lade os lære Helga at kende og gøre os klogere på, hvad der foregår inde i én, der overvejer selvmord. I stedet kommer det til at virke, som om lysten til at leve er et spørgsmål om vilje. Det kræver bare, at du åbner dig for verden og ser ud over dine gennemsnitlige tragedier.
Det er en ærgerlig trivialisering af et alvorligt emne, og jeg ville ønske, at serien droppede den mest akutte alvor og i stedet gik all in på det mærkelige, det quirky og det at være outsider.
Bare for lige at fjerne en smule af tyngden fra Helgas og seerens skuldre.
Kort sagt:
På trods af sine eventyr-agtige elementer er ’Stadig ikke død’ en barsk omgang og desværre ikke det indslag i samtalen om selvmordstanker, vi ellers virkelig mangler.
Anmeldt på baggrund af hele serien.