’The Pale Blue Eye’: Gid David Fincher havde lavet ny Netflix-seriemorderfilm med Christian Bale

’The Pale Blue Eye’ er et gotisk krimimysterie, præget af farvedrænede billeder holdt i smukke nuancer af blågråt og med masser af sneklædte landskaber.   

En ung kadet bliver fundet død og med hjertet skåret ud på et militærakademi i 1830’ernes USA. Den rutinerede detektiv og sørgende enkemand Augustus Landon (Christian Bale, der virker for ung til sin rolle) bliver kaldt tilbage fra sit otium for at finde ud af, hvem der står bag ugerningerne.  

Augustus Landor får, som ofte i denne type film, en ung protege med om bord. Navnet på denne snushanens lærling er Edgar Allan Poe. Og nej, det er ikke bare et fiffigt navnesammenfald, der er tale om forfatteren og lyrikeren, der nærmest opfandt horror- og krimigenren.

Så vores humørforladte hovedperson er i bedre selskab, end han selv aner. Poe bliver spillet af Harry Melling med kultiveret quirkyness og en blomstrende tunge. Han er mobbeoffer blandt macho-kadeterne på akademiet, kan kurtisere kvinder også på flydende fransk og forsøger at kurere sortsindet med alkohol – også selvom han tilsyneladende har forudsagt sin egen kommende legendestatus.

Det er muligvis en plausibel skildring af det litterære fyrtårn. Men jeg er ikke sikker på, at det sideløbende portræt af forfatterlegenden rigtigt fungerer. Hans tilstedeværelse som dramatiseret figur spiller op ad filmens temaer, som om det her var en slags litterær origin story, men jeg kan ikke rigtigt greje, hvordan vi skal bruge hans karakters rejse fra excentrisk soldat-outcast til skarpsindig detektivspire.

Scott Coopers film er baseret på en rost roman, der sandsynligvis på en anden måde kan indarbejde Poes litterære produktion ned på sætningsniveau. På det smalle Netflix-lærred bliver han mere som en talende Madam Tussauds-dukke.

Endnu en kadet mister livet på samme bestialske facon. Poe falder for den smukke Lea Marquis (Lucy Boynton), der muligvis også har været romantisk involveret med nogle af de myrdede kadetter. Og der er noget mystisk ved hele hendes familie. Toby Jones spiller den klejne patriark, der også er akademiets huslæge, Gillian Anderson er vidunderligt bizar og mildt foruroligende som moren, Harry Lawtey fra ’Industry’ spiller broren med samme mikstur af følelseskulde, privilegieblindhed og afstumpethed, der også prægede karaktererne i denne serie.  

I filmens første halve time sad jeg med fornemmelsen af at overvære det 1800-tals David Fincher-seriemorder-kostumedrama, som mesteren selv hidtil har forsømt at lave. Og naturligvis får vi Poe-atmosfære i form af ravne (som i digtet ’The Raven’) og dødsmærkede kvindelige skønheder i overdådige kjoler. 

Især midtvejs venter man på, at der bliver åbnet op for godteposen. Der er et langt stræk omkring midten, hvor man som seere deler akademiets rektors rasen over den langsomme opklaring af de grusomme mord: Hvornår kommer nogen og træder bare lidt på gaspedalen?

Timothy Spalls stiff upper lip, som mange vil genkende fra ’Spencer’, er anvendt glimrende i rollen som Superintendent Thayer, der bliver lige så utålmodig på den fåmælte Augustus Landor, som vi seere bliver over filmen generelt. 

Her er dygtige skuespillere og dyr fotografering. Men jo længere man kommer ind i ’The Pale Blue Eye’, desto mere begynder filmen at ligne et gennemsnitligt tv-morddrama, som man sidder og secondscreener til på flow-tv.

Der er hekserier på spil, muligvis. Når en mordgåde rummer noget okkult, kender detektiven altid en professor med en stor bogreol, der kan hive noget baggrund ned fra hylderne, inklusive ryggradsrislende billeder af middelalderlige ritualer. Det gælder også i den her metervare. Her er det selveste Robert Duvall som professor Jean Pepe, der bibringer baghistorien. 

Men det okkulte klimaks punkterer som få andre af sin art, jeg kan mindes at have set. Og jeg opsøger normalt proaktivt alt, hvad der inkluderer uhyggelige kulter. Måden, vi får de centrale forbrydelser rekonstrueret til sidst, er som hentet ud af den traditionelle tv-krimis mest tyndslidte greb. Og ja, filmen rummer et twist med stort gotisk T, som et sidste overraskende loop i rutsjebanen. Men hvis du bare er det mindste smule forhærdet, og hvem er snart ikke det, vil den ikke få dig til at tabe vejret eller jordforbindelsen. 

I bogform har ’The Pale Blue Eye’ efter alt at dømme haft muligheden for både at blæse og have mel i munden: begå litterær Edgar Allan Poe-hyldest og skabe en kringlet whodunnit.

I filmudgaven bliver den litterære del af værket en smule kitschet og klodset, og det stiller større krav til mordmysteriet, som den her film ikke kan efterkomme. 

---

Kort sagt:
Først tror man, ’The Pale Blue Eye’ – Christian Bales tredje samarbejde med Scott Cooper efter ’Hostiles’ og ’Out of the Furnace’ – er en slags kostumeudgave af en David Fincher-seriemorderfilm. Den viser sig dog at være noget mere ordinært: En gotisk tv-krimi med udsøgte skuespillere og flot filmede vinterlandskaber.