‘Boy from Heaven’
Sveriges Oscar-kandidat, Tarik Salehs ‘Boy from Heaven’/’Cairo Conspiracy’, vandt prisen for bedste manuskript på filmfestivalen i Cannes, og det er fuldt fortjent.
Fortællingen om fiskersønnen Adam, der bliver tilbudt den enestående mulighed at studere på Al-Azhar Universitet i Kairo, går fra at være et opløftende coming-of-age drama til en svedpiblende politisk thriller.
Efter storimamen dør pludseligt, og et mord på en elev finder sted i universitets gårdhave, bliver Adam hvirvlet ind i et komplot om, hvem der skal overtage posten.
På rollelisten finder man blandt andet Fares Fares, der spiller en hårdnakket efterretningsleder.
Kan ses i biografen fra 5. januar.
‘Kagefabrikken’
Den anerkendte, og ofte provokerende, dramatiker Christian Lollike debuterer som filminstruktør med denne komedie om ejeren af den konkurstruede kagefabrik Borgsø, Niels Agger, der har besluttet sig for at begå selvmord. Det mislykkes, mens hans familie kaster sig ind i en kamp for at redde fabrikken, og han selv forelsker sig i den nye rengøringsdame.
Filmen er baseret på Lollikes eget prisbelønnede stykke, og Nicolas Bro indtager hovedrollen omgivet af blandt andre Tina Gylling Mortensen, Emma Sehested Høeg, Bahar Pars, Andreas Jebro, Louise Mieritz, Zaki Youssef og Ena Spottag.
Kan ses i biografen fra 5. januar.
‘The Son’
En af sidste års bedste film herhjemme var ‘The Father’ fra den franske instruktør Florian Zeller, baseret på hans teaterstykke, ‘Le Père’.
Anthony Hopkins spillede den sofistikerede Anthony, der har demens i fuldt flor og har svært ved at holde sammen på sit liv i en liebhaverlejlighed i London. Rollen indbragte som bekendt Hopkins en Oscar, og nu er opfølgeren til ‘The Father’ på vej mod det store lærred:
I ‘The Son’ spiller Hugh Jackman sønnen af, du gættede det, Anthony Hopkins karakter, som forsøger at bedre forholdet til sin egen teenagesøn (Zen McGrath). Oscar-vinder Laura Dern spiller ekskonen, Oscar-nominerede Vanessa Kirby spiller Jackmans nye hustru, og Hopkins vender tilbage som patriarken i filmen, der udspiller sig inden begivenhederne i ‘The Father’.
Kan ses i biografen fra 5. januar.
‘Den store stilhed’
Der er langt mellem de danske film, der går i kødet på religion, og alene af den grund virker Katrine Brocks debut ‘Den store stilhed’ interessant.
Filmen udspiller sig nemlig på et kloster, hvor vi møder 29-årige Alma, der lever stille som nonne, da hendes bror Erik uventet opsøger hende og vil have sin del af arven fra deres afdøde far – en konfrontation, der åbner sluserne til Almas store hemmelighed.
Norske Kristine Kujath Torp spiller Alma, mens rollen som Erik indtages af Elliott Crosset Hove.
Kan ses i biografen fra 12. januar.
‘Kold vinter’
I 2007 vandt rumænske Cristian Mungiu Guldpalmen for filmen ‘4 måneder, 3 uger og 2 uger’. I år vendte han tilbage til den prestigefulde filmfestival i Cannes med sin nye film ‘Kold vinter’, der konkurrerede om selv samme pris.
Filmen handler slagteriarbejderen Matthias, der vender tilbage til sin hjemby i Transsylvanien, efter han har slået sin racistiske arbejdsgiver i Tyskland ned.
Men han er som en fremmed for sin ekskæreste og sin søn, der lader til at været blevet traumatiseret af en mystisk hændelse ude i landsbyens omkringliggende skov.
Kan ses i biografen fra 12. januar.
‘M3gan’
I sci-fi-gyseren ‘M3gan’ spiller Allison Williams (‘Girls’, ‘Get Out’) den brillante robottekniker Gemma, der bygger en mildest talt creepy dukke i livsstørrelse.
Dukken M3GAN er designet til at være børnenes bedste ven og forældrenes mest pålidelige allierede, men begynder langsomt at udvikle skumle hensigter.
Filmen er produceret af Jason Blum og James Wan (‘Saw’, ‘The Conjuring’, ‘Insidious’) for Blumhouse Productions, som blandt andet også står bag Jordan Peeles ‘Get Out’.
Kan ses i biografen fra 12. januar.
‘Babylon’
‘Whiplash’- og ‘La La Land’-instruktør Damien Chazelles stærkt imødesete ode til Hollywood med Brad Pitt og Margot Robbie er den amerikanske instruktørs første film i fire år og har allerede generet Oscar-buzz.
Robbie spiller den aspirerende skuespiller Nellie LaRoy, der er baseret på virkelige personer som Joan Crawford, Clara Bow og Alma Rubens. Pitt ses over for hende i rollen som det aldrende skuespilikon Jack Conrad – inspireret af folk som Douglas Fairbanks og Clark Gable – som LaRoy håber kan hjælpe hende til et gennembrud.
Ifølge filmens officielle synopsis fortæller ‘Babylon’ historien om »overdimensioneret ambition og skandaløs overflod. Den følger adskillige karakterers storhed og fald i en æra af uhæmmet dekadence og fordærv i det tidlige Hollywood«.
Kan ses i biografen fra 19. januar.
‘The Banshees of Inisherin’
Martin McDonagh fik et stort gennembrud med debutfilmen ‘In Bruges’, der modtog en Oscar-nominering for sit skarpe, velsmurte manuskript.
Siden er han blevet en efterspurgt herre i Hollywood, hvor han blandt andet har stået bag ‘Seven Psychopats’ og Oscar-vinderen ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri‘.
Nu er han endelig aktuel igen med den stærkt imødesete Oscar-kandidat ‘The Banshees of Inisherin’ – en selverklæret »break up-fortælling« om to venner spillet af ‘In Bruges’-holdet Colin Farrell og Brendan Gleeson, som finder sted i Irland anno 1923 med den irske borgerkrig som bagtæppe.
Kan ses i biografen fra 26. januar.
‘Music for Black Pigeons’
Filmholdet bag Jørgen Leth og Andreas Koefoed jazz-dokumentar har i 14 år fulgt musikeren og komponisten Jakob Bro, der passioneret fortæller om genrens forunderlige væsen.
Leth og Koefoed dykker ned i de mange facetter og improvisatoriske elementer, jazzen har at byde på, medieret af nogle af de største nulevende skikkelser på tværs af aldersklasser og nationaliteter.
Heriblandt den tidligere Bill Evans-trommeslager Paul Motian, Lee Konitz og Andrew Cyrille.
Kan ses i biografen fra 26. januar.
‘Till’
Fra Chinonye Chukwu (‘Clemency’) kommer den virkelige historie om Emmett Till, en 14-årig sort dreng, der i 1955 blev bortført, tortureret og lynchet i Mississippi efter at være blevet beskyldt for at fornærme en hvid kvinde i hendes købmandsbutik.
Mordets brutale natur – tilsat det faktum at gerningsmændene gik fri – sendte chokbølger gennem det afroamerikanske samfund og gjorde Till til et ikon for borgerrettighedsbevægelsen.
I ‘Till’ følger man Emmett op til den tragiske hændelse og hans mor Mamie Till Mobleys (Danielle Deadwyler) kamp for retfærdighed.
Kan ses i biografen fra 26. januar.