’Sharper’: Original svindlerfilm er for dyster til sit eget bedste

Sharper er betegnelsen på en person, der lever af sin kløgt.

Denne ordbogsdefinition åbner Apple+’s nye kup- og svindlerfilm.

Filmen er opdelt i fem kapitler, der hver fokuserer på en af de fire hovedpersoner. Det første kapitel centrerer sig om den unge Tom (Justice Smith). Hans forfatterdrøm fejlede, inden den kunne nå at gå i gang, og deprimeret må han tage til takke med at være indehaver af en antikvarisk boghandel.

En dag dukker den betagende Sandra (Briana Middleton) – en ph.d.-studerende, der forsker i afroamerikansk litteratur – op i boghandlen, og en stormende forelskelse følger.

Sandra løber dog hurtigt ind i problemer, da hendes bror skylder en større sum penge til nogle kriminelle typer. Penge hun ikke har. Belejligt viser det sig, at Toms far, Richard (John Lithgow), er hedgefond-milliardær. Han låner Sandra pengene, men som seerne allerede har luret, er det hele et gennemarbejdet svindelnummer, der efterlader Tom sønderknust.

I filmens andet kapitel møder vi så en tidligere og helt anderledes Sandra på samfundets bund som misbruger. Svindleren Max (Sebastian Stan) redder hende fra gaden og kriminalforsorgens strenge overvågning. Han oplærer hende i svindelkunsten, og gennem en træningsmontage øver de det svindelnummer, vi lige har set Tom være offer for.

På den måde ender hvert kapitel med, at hovedperson bliver godt og grundigt snøret af en svindler, der så selv indtager hovedrollen i det efterfølgende kapitel og snydes af en endnu skarpere kniv i skuffen. Kapitlerne fungerer som en slags dominobrikker af bedrag, der vælter ind i hinanden og katalyserer en voksende dominoeffekt af plottwists, tidsspring og dobbeltbluff.

For eksempel viser det sig, at Max’ mor, Madeline (Julianne Moore), har giftet sig med Toms milliardærfar, der selvfølgelig også har skjulte hensigter. På den måde forbindes Sandra, Tom, Max, Madeline og Richard på kryds og tværs.

Domino-plotstrukturen er langt hen ad vejen forfriskende og underholdende. Den bliver dog en kende for systematisk, så plottwistene bliver forudsigelige, mens genrens obligatoriske storslåede finale-twist kunne have stået skarpere.

Der er flere medrivende scener, kompetent instrueret af Benjamin Caron, men jeg savner den drilske og kække stemning, man normalt finder i kupfilmen, og som passer til det forbryderiske spil om at være den kløgtigste til at forudsige modstandernes træk og modtræk. Fra Steven Soderberghs ‘Ocean’s-film’ til David O. Russells ‘American Hustle’.

Karaktergalleriet i ‘Sharper’ er lige ukarismatisk nok. Selvom den ellers altid automatisk karismatiske John Lithgow er på rollelisten, får han knap nok 15 minutter på skærmen.

‘Sharper’ vil hellere være en neo-noir-thriller, hvis dystre intensitet dog fungerer bedst, når udgangspunktet er en grufuld og voldsom forbrydelse, der traumatiserer ofrene og gør efterforskeren hard-boiled.

Men ‘Sharper’ tager sig selv for seriøst, når den iklæder kupfilmens kækhed thrillerens dystre klæder.

---

Kort sagt:
‘Sharper’ er på papiret en original kup- og svindlerfilm, hvis neo-noir-form dog bliver en ærgerlig spændetrøje.