’Brænd alle mine breve’: Kulturelitens beskidte vasketøj bliver luftet i vellykket svensk bestsellerfilmatisering
Familiehemmeligheder bliver afsløret. Broer bliver brændt. Og ét simpelt (?) spørgsmål. Kan jalousi og vrede gå i arv?
‘Brænd alle mine breve’ er baseret på Alex Schulmans svenske bestseller og handler om forfatterens egen forskning i sin slægts historie.
Da en udblødt papirskraldepose fører til et lidt for heftigt skænderi mellem Alex og hans kone, indser han, at han rummer en vrede, der er i gang med at fortære hans ægteskab. Hans hustru Amanda, spillet af Sonja Richter, sætter ham stolen for døren og beder ham om at få styr på sig selv, hvis deres ægteskab skal fortsætte. For familien kan ikke blive ved med at gå på æggeskaller omkring ham. Hun tager afsted med deres børn og efterlader Alex alene i deres herskabslejlighed.
I en terapisession bliver Alex bedt om at tegne et kort over sin familie. Han skal tegne lige streger mellem de ’gode’ relationer og zigzag-streger mellem de ’komplicerede’ relationer. Hurtigt går det op for Alex, at alle zigzag-stregerne fører tilbage til én person i familien: Alex’ morfar, den svenske forfatter og kritiker Sven Stolpe. Et geni, hvis man spørger Alex. Men også en kompleks, kristen og bestemt herre.
I jagten på at forstå sig selv, sin morfar og deres fælles indre mørke bliver Alex taget tilbage til et weekendbesøg hos sin mormor og morfar i 1988. Og til et trekantsdrama, der udfolder sig i 1930’ernes litterære cirkler med flotte hatte, tyk cigaretrøg og misogyni.
Mellem hans forknytte morfar, hans mormor Karin Stolpe og den unge litterat Olof Lagercrantz. Lagercrantz-klanen er en prominent svensk familie, der både tæller politikere, forfattere og endda en grevinde. Olof Lagercrantz blev selv en meget anerkendt forfatter for eftertiden. Og konflikten mellem Lagercrantz og Stolpe er nærmest et stykke svensk kultur i sig selv.
Midt i trekantsdramaet står så Karin Stolpe, Sven Stolpes (også meget begavede) hustru. For mens Sven Stolpe er travlt optaget af at klimpre på sin skrivemaskine, bliver Karin og Olof Lagercrantz forelskede. De indleder en passioneret affære. Og det er afsættet for et trekantsdrama, der sidenhen har været omdrejningspunktet for både Stolpe og Lagercrantz’ litterære værker for eftertiden.
Filmen lykkes godt med at illustrere, hvordan traumer bliver født og videregivet. Hvordan de kan skifte form og lade sig nedarve i generationer. Det er lige dele skræmmende og spændende at se de ucharmerende lighedspunkter mellem Alex og hans morfar udspille sig i tre forskellige tidsplaner.
Man ser (den velkendte) konflikt »Vi kommer sammen, og vi går også sammen« klinge på tværs af generationer. Og vi ser Alex mødes i nutiden med David Lagercrantz, Olof Lagercrantz’ barnebarn. Det fører til en udveksling af gamle breve, skrevet mellem Olof Lagercrantz og Karin Stolpe (spoiler alert – de blev ikke brændt).
Lignende trekantsdramaer har udspillet sig på skærmen før.
Men hvor linsen i for eksempel ‘En kongelig affære’ i høj grad er rettet mod forholdet mellem de to mænd og deres kamp om kvinden, så beskæftiger ‘Brænd alle mine breve’ sig i stedet med kvinden, der står midt i orkanens øje.
Kvinden, der i øvrigt er omdrejningspunktet for et utal af begge mænds værker. Henholdsvis beskrevet som en engel og en djævel. Og som ikke har fået en stemme før nu.
Derfor er der heller ikke noget at sige til, at det er Asta Augusts charmerende portræt af Karin Stolpe, der virkelig løber med ens opmærksomhed. Hendes balance mellem inderlig sårbarhed og kraftfuld indre styrke er med til at gøre Karin til en interessant karakter med agens frem for et objekt, der skal ’vindes’.
Og selvom det kunne være tillokkende at svælge i Karin Stolpes smerte, er filmens fokus nærmere rettet mod, hvilken styrke det også har krævet at navigere i 1930’ernes kvindehadske samfund.
Bag filmatiseringen står instruktøren Björn Runge, der også er kendt fra ’The Wife’. Bill Skarsgård leverer et stærkt, uhyggeligt portræt af den firkantede, bestemte Sven Stolpe. Og den gnistrende kemi mellem Asta August og Gustav Lindhs dreamy loverboy Olof Lagercrantz gør det svært ikke selv at forelske sig en lille smule i dem begge.
Er man typen, der hader overforklaring, vil man måske stå af over for den gennemgående voice-over bestående af gamle (ægte) dagbogsnotater, optegnelser fra Rigsarkivet og selvfølgelig breve.
Men det giver en helt særlig nerve, at det er de rigtige menneskers ord, der akkompagnerer den rekonstruktion, man som seer er vidne til. Det er i hvert fald første gang, jeg selv har identificeret mig så meget med følelseslivet hos en mandlig digter for 100 år siden.
På papiret skulle man tro, at ‘Brænd alle mine breve’ var en tragedie. En historie om starcrossed lovers, der helt urimeligt ikke kan få hinanden.
Men det er det ikke. Tværtimod illustrerer filmen fornemt, hvordan livet sjældent er sort-hvidt. For man kan ikke give sig 100 procent hen til at heppe på Karin Stolpe og Olof Lagercrantz kærlighedsaffære.
Man ved jo godt, at der så ikke ville være nogen Alex Schulman til at fortælle den historie, man er i gang med at overvære.
Kort sagt:
‘Brænd alle mine breve’ er en særdeles vellykket filmatisering og rørende undersøgelse af familiehemmeligheder i den svenske kulturelite.