Få instruktører formår som danske Christoffer Guldbrandsen at få adgang til de mest sprængfarlige politiske rum.
Det har han bevist med toneangivende politiske dokumentarfilm som ‘Fogh bag Facaden’, ‘Lykketoft Finale’ og den uforlignelige ‘Dagbog fra midten’ om Ny Alliances eklatante kollaps.
Med hans nyeste film ‘A Storm Foretold’ lader Guldbrandsen dog til at have over overgået sig selv. I hvert fald hvis man skal tro den medrivende trailer, der netop er landet.
Filmen følger Donald Trumps tætte rådgiver Roger Stone, der blandt andet stod bag »stop the steal«-kampagnen, under Trump-administrationens sidste tid. Den kulminerer med Stones skyggespil under stormen på Kongressen.
Den sprængfarlige film er så potent, at den er blevet brugt som bevismateriale i høringer om stormen på Kongressen i 2021, mens Stone har truet med at sagsøge Guldbrandsen for op mod 190 millioner kroner.
Og så ledte det hektiske arbejde med filmen til, at Guldbrandsen selv fik hjertestop og blev genoplivet i sit lokale fitnesscenter, hvilket man kan se optagelser af i den eksplosive trailer.
‘A Storm Foretold’ har været længe undervejs, men får nu endelig premiere under årets CPH:DOX, der løber af stablen fra næste uge. Find visninger her.