’Vintersaga’: Trods hotelsex og akavede frierier når svensk tableaufilm langt fra Jørgen Leth’ske højder
CPH:DOX: ’Du gamla, du fria’ spilles med stor stolthed til en svensk royalistforsamling, der fejrer Kong Carl d. 16s fødselsdag med pomp og pragt i den CPH:DOX-aktuelle ’Vintersaga’.
Og ligesom den svenske nationalmelodi er Carl Olssons dokumentardebut i spillefilmslængde et billede af – og en kærlighedserklæring til – hjemlandet.
I sangen hyldes Sveriges stille skønhed, og Olsson dvæler i den grad også ved den dybe, lange stilhed.
Men det er en anden klassiker fra den svenske sangskat, som filmen i virkeligheden bygger på.
Ted Ströms ’Vintersaga’ fra 1984 – der er så svensk, at Monica Törnells version er blevet brugt til at sælge Volvoer – afspejles både i form og indhold, selvom den aldrig nævnes eller afsynges i filmen.
Sangen springer fra vignet til vignet for at sammensætte en mosaik af Sverige, der forbereder sig på vinteren, og ligeledes bygges filmen op af ofte tavse tableauer af det mørke, sneklædte Nord.
De første sangstrofer beskriver en isbryder i farvandet mellem Sverige og Finland, et billede der konkret bliver genbrugt flere gange i filmen. Men det skal vise sig at være sværere at bryde isen mellem mennesker i det forfrosne Sverige.
Kameraet fanger øjeblikke, der ofte er tåkrummende intime, i en enkelt vedholdende indstilling, der leder tankerne imod den svenske mester Roy Andersson, af næsten altid unavngivne personer.
De opstillede og lettere instruerede scener placerer filmen tættere på fiktion end den gængse dokumentar.
I de bedste øjeblikke får man en følelse af at komme så dybt ind i et privat rum, at det føles forbudt. Her blødes der endelig op for følelserne.
En våd aften beder en højtråbende mand sit tidligere mobbeoffer fra barndommen om tilgivelse. Over drinks på en bar får man klamme håndflader af at bevidne et muligt ægteskab blive diskuteret af to voksne mennesker, der ikke kan se hinanden i øjnene. Før de har tavs hotelværelsessex.
Et andet frieri finder sted over en kanyle på en banegård.
Ingen af skæbnerne kommer man nærmere, da Olsson nådesløst klipper væk og lader parrene hænge suspenderet i tid, nøjagtig der, hvor de er mest interessante, og man ikke aner, om de er købt eller solgt.
Men selvom der er masser af højspændt akavethed og i enkelte tilfælde udvikling i historien mellem to mennesker, forbliver de følsomme øjeblikke uforløste med de evige spring til en ny scene et nyt sted i Sverige uden anden information, end hvad billedet afslører, og personerne eventuelt fortæller hinanden.
Det er et ærværdigt projekt at indkapsle et flygtigt øjeblik i et givent land, som Jørgen Leth i ’66 scener fra Amerika’, der dirrer af amerikansk myteland gennem faste indstillinger og tavse tableauer.
Her ender ’Vintersaga’ mere som en afromantiseret version af Selma Lagerlöfs ’Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige’, hvor landet lægges nøgent til skue uden særlig brug af dets dybe skove eller knejsende bjerge.
Sangens omkvæd handler om den kolde vinter, der er på vej, og ligeledes bliver vinterens komme gentaget flere gange i filmen.
Men hvor den i sangen er dyster og faretruende, er filmens vinter kold og besværlig – og først og fremmest en hverdagshændelse, der ikke indhyller tableauerne i hverken spænding eller mystik.
Som en hyldest til hverdagsfællesskaberne, der bliver bundet sammen af vinterens komme, fungerer ‘Vintersaga’ til tider godt, men det forbliver et ubesjælet antropologisk studie, der gaber over for bredt et udsnit af landet.
Fra de pompøse jakkesæt og glitrende kjoler ved kongehyldesten til frieriet i parkeringskælderen når ’Vintersaga’ langt omkring, men ikke særligt dybt ned. En lidt for overfladisk overflyvning af det moderne Sveriges skønhed, ensomhed og stilhed.
Kort sagt:
Alle mennesker er interessante, smukke og hjerteskærende, men ’Vintersaga’ indfanger det kun i få glimt. Carls Olssons billede af Sverige er både kærligt og ubarmhjertigt. Og kedeligt.