‘Renfield’: Nicolas Cage giver den hele armen som Dracula i en pærevælling af en film

Bram Stokers ’Dracula’ fra 1897 må efterhånden være en af de mest filmatiserede romaner nogensinde – og med god grund.

For det ikoniske mesterværk er mere end bare en medrivende historie. Det er grobund for et fantastisk, vidtrækkende univers, befolket med et pragtgalleri af særegne karakterer og væsner. Dracula i sig selv er dukket op i hundredvis af inkarnationer gennem tiden, men også nogle af de personer, der får markant mindre scenetid i bogen, er at spotte i diverse stort anlagte tv-serier (’Penny Dreadful’) og blockbustere (’Van Helsing’).

Nu er tiden så kommet til at kaste rampelyset over på den blodtørstige fyrstes kuelige sidekick, Robert Montague Renfield (Nicholas Hoult).

Filmen er sat i nutidens New Orleans og følger den titulære Renfield, der forsørger en hårdt medtaget Dracula (Nicolas Cage), som så småt er ved at komme til hægterne igen oven på sit sidste sammenstød med en flok monsterjægere.

Det er åbenbart en rutine, den umage duo har gennemgået gang på gang i godt og vel et århundrede. Men som et heldigt biprodukt af jagten på foder til sin herre har Renfield nu noget, han aldrig har haft før: en støttegruppe. Og da de hjælper ham med at indse den hårde sandhed – at han er fanget i dybt usundt forhold baseret på manipulation, misbrug, vold og massemord – får piben en tiltrængt ny lyd.

Men som man nok kunne have forventet, er det ingen smal sag at sige op/fra, når man er i tjeneste hos mørkets fyrste.

’Renfield’ er en smoothie af stilarter, toner, replikleveringer og genrer. Den stikker konstant i så mange forskellige retninger, at det er svært at sætte fingeren på, hvad den helt præcis prøver at være – ud over sjov.

For det er uhyggeligt åbenlyst, at den gerne vil være sjov, hvorfor det ofte kammer over i en forceret humor, der havde givet et langt bedre grin, hvis der var blevet klippet væk fra joken fem sekunder tidligere.

Derudover står vi over for vidt forskellige former for komisk levering fra filmens tre hovedroller: Nicholas Hoult, der med sine nervøse ansigtstræk og stammende udtale mest af alt minder om en ’Saturday Night Live’-udgave af Hugh Grant. Nicolas Cage, der giver den hele armen som en psykotisk, megaloman, gaslight-udøvende udgave af Dracula.

Og Awkwafina, der skal forestille at være en benhård, bitter færdselsbetjent med tårnhøje ambitioner, men samtidig også har rollen som comic relief. Desværre er hun undervældende på begge fronter.

Det bliver nok Cages vanvittige fremstilling af Dracula, der kommer til at være filmens mest polariserende aspekt. Enten køber man glædeligt partoutbilletten til hans syretrip af en vampyr, eller også begraver man hovedet i popcornene indtil næste scene.

Uanset hvad man er til, er der ingen tvivl om, at Cage nyder at være med i filmen. Og det er, med meget få undtagelser, længe siden, man har kunnet sige det.

De komiske præstationer er symptomatiske for filmens lettere bipolare natur. Den vil være uhyggelig, sjov, selvironisk, blodig, bombastisk, plat, dyb, satirisk, og den vil være det hele på én gang. Den har bare ikke kræfterne til at løfte så heftig en opgave.

Præmissen er ellers god – det er sjovt og friskt at portrættere Dracula som monstrøs, ikke fordi han er en menneskeædende seriemorder, men fordi han gaslighter og manipulerer stakkels Renfield. Og filmen er da bestemt ikke uden evner.

Men det havde krævet en stærkere og mere erfaren instruktør end Chris McKay (’The Tomorrow War’) bag roret, før jeg kunne se den konkurrere med vampyrkomediens ukronede konge, ’What We Do in the Shadows’.

I sidse ende føles ’Renfield’ bare som en skitse af den film, den kunne og burde have været.

---

Kort sagt:
’Renfield’ er en pærevælling af tonearter og skuespilpræstationer – på godt og ondt. Præmissen er en frisk tilgang til Dracula-forlægget, men selvom den har sine vellykkede øjeblikke, spænder den som regel ben for sig selv, inden det når at blive rigtig godt.