’And the King Said, What a Fantastic Machine’: Menneskets natur er den sande stjerne i ny dokumentar om kameraets historie
En rytter sidder på en hest i galop. Sådan ser filmklippet fra 1873 ud, som har en særlig plads i historien som verdens første bevægelige billede.
Selve rytteren er gået over i glemmebogen, bortset fra i Jordan Peeles ’Nope’, hvis hovedpersoners familiefortælling er tæt knyttet til denne gådefulde mand.
Instruktørduoen Axel Danielson og Maximilien von Aertryck er ligesom Peele fascineret af filmmediets historie, men går dokumentarisk til værks. De bruger klippet som skoleeksempel og forklarer, hvordan kameraet rent videnskabeligt gengiver verden. Både stille som fotografi eller i bevægelse som film.
De to har tidligere samarbejdet om en række kortfilm og dokumentaren ‘Extramaterial’, der undersøger tilblivelsen af en gangsterfilm. Men den svenske ‘And the King Said, What a Fantastic Machine’ er deres mest roste film til dato og har høstet priser på festivalerne i Berlin og Sundance.
Maximilien agerer selv filmens fortæller og udfolder beretningen om redskabet, der revolutionerede verden. Han springer i tid med udvalgte nedslag, der viser menneskers ændrede vaner og forhold til kameraet, som det udvikler sig til nye kunstretninger, spillefilm, billedjournalistik, sociale medier og mere.
Engang var familieportrætter forbeholdt samfundets spidser med plads i budgettet til at hyre portrætmalere. Nu kunne mennesker på tværs af klasseskel i det meste af verden blot vælge at fremkalde et fotografi til stuevæggen.
En kvinde bruger i stedet kameraet til at filme sig selv på spisebordet, hvor hun synger inderligt, inden hun skvatter ned. En anden trygler sine følgere på YouTube om at lade være med at politianmelde ham for sjov, når han livestreamer. Lignende virale videoer findes i hobetal og udstiller en universel skadefryd. Det er jo grundtanken bag tv-serier som ‘Jackass’ og ‘Skjult kamera’.
»Hvilken fantastisk maskine«, skulle en forundret Kong Edward VII af Storbritannien have sagt, da han i 1902 så de kuriøse filmpionerer George Méliès og Charles Urbans fiktive gengivelse af hans kroning med franske skuespillere. Kameraet havde tilmed indfanget ting, der slet ikke fandt sted!
Den halvanden time lange film blander stumfilmklip og 200 års fotografier med sjove klip fra internettet, influenceres monolog til deres følgere, menige mennesker, der poserer for kameraet, og politiske debatter.
Filmen går i dybden med kameraets tidlige historie, men fortællingen bliver vag fra mellemkrigstiden og frem.
Stort set hele den kolde krig springes over, og den eneste positive brug af propaganda nævnt i filmen er dokumentationen af holocaust efter Anden Verdenskrig.
Optagelser af Hitler og Stalin klippes ukommenteret sammen med Trumps optræden på sociale medier, film og nyhedsindslag. Der dvæles ved et interview med instruktør Leni Riefenstahl om hendes nazistiske propagandafilm ‘Viljens triumf’ og virkemidlerne, der gjorde den effektiv.
Det efterlader en uklar skildring af, hvad propaganda i virkeligheden er, mens den løftede pegefinger til dem, der falder for den, ikke er til at tage fejl af.
Især Nazi-Tysklands pionerende brug af kameraets propagandistiske magt er interessant. Men det bruges endnu i dag af en verdensleder som Putin til at cementere sin magt i Rusland, mens de samme optagelser i vesten bruges til at udstille hans forfængelighed.
Ikke desto mindre skriver filmen sig ind i en lang tradition for at hylde kameraets muligheder. Noget man allerede så i 1920’erne med Dziga Vertovs russiske storbysymfoni ‘Manden med kameraet’, og i dag oplever hos nulevende filmskabere som Damien Chazelle (‘La La Land’, ‘Babylon’), der hylder de kæmper, hvis skuldre han står på.
Allerbedst er dokumentaren, når fremhæver fælles menneskelige træk på tværs af geografi, ideologi og religion. Som når en IS-kriger griner foran kameraet, fordi han ikke kan huske sine replikker til en rekrutteringsvideo, eller de majestætiske pyramider i Egypten fotograferes fra den modsatte side end postkort-framingen, så den mindre glansfyldte, moderne storby ses i baggrunden.
En menneskelig trang til at passe ind udtrykkes i YouTube-klip af børn, der efterligner voksne. De smækker med bildøren og kalder den for en »lortespand«, ruller øjne, mens de leger, at de taler i telefon, eller læner hovedet til siden for at sigte igennem krydshårene på et indbildt skydevåben, de i virkeligheden ikke holder i hånden.
De er sociale væsner ligesom voksne mennesker, der også prøver at høre til. På den måde sidestilles nutidig jagt efter likes med ældre klip fra 1900’ernes London, hvor nysgerrige på gaden betaler for at blive filmet, så de bagefter kan vidne spektaklet af at se sig selv på film.
Selv når virale trends som at filme sine børns triste reaktion på Simbas hjerteskærende afsked med Mufasa i ‘Løvernes konge’ vises uden kontekst, giver det anledning til at reflektere over kollektive referencerammer og menneskelig adfærd.
Kort sagt:
’And the King Said, What a Fantastic Machine’ tager ikke stilling til kameralinsens samfundseffekt, men er et fængslende blik på menneskeligheden filtreret igennem den.