’Pearl’: Seriemorder in spe hakker sig ind i hjertet på en – ét øksesving ad gangen

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at indiestjernen Mia Goth er én af vor tids mest spændende, alsidige talenter.

Alligevel kom hun en smule til kort som den arketypiske final girl Maxine i Ti Wests ellers nær formfuldendte back-to-basics splatter-slasher ’X’ fra sidste år, hvor en broget skare af amatør-pornofolk i slut 70’erne bliver nedslagtet på en afsides gård af dens uhyrlige, ældgamle ejere, ægteparret Howard og Pearl (Goth i fuld gammeldame-protesemakeup).

Måske det blot skyldtes, at hun var flankeret af Jenna Ortega, hvis kakofoniske skrig, midnatsmørke og intelligente øjne samt sammenbidte præstationer allerede har sikret hende en plads i horrorannalerne. Eller måske er Goth blot for sær og sirlig til at spille rollen som det arme offerlam med hovedet på økseblokken.

Det var da også som monsteret Pearl, at Goth for alvor viste tænder – eller rettere sagt gummer.

West og Goth må selv have haft fugtige håndflader over deres psykoseksuelle seriemorder, for kort efter ’X’s udgivelse fik forløberen ’Pearl’ premiere og er nu endelig streamingaktuel i vores eget lille verdenshjørne.

Som Quentin Tarantino og Uma Thurmans Bride-karakter er ’Pearl’ skrevet af instruktør og skuespiller sammen. Og som dén blodstænkte brud går Pearls makabre deroute ikke stille for sig.

Hvor ’X’ bygger bro mellem 70’ernes smudspornofilm som ’Debbie Does Dallas’ og proto-slasheren ’Motorsavsmassakren’, er ’Pearl’ en paranoid kammerspilsthriller ikke ulig Hitchcocks tidlige filmografi.

Mens ægtemanden befinder sig i de franske skyttegrave på den anden side af Atlanten, sidder stakkels Pearl tilbage i 1910’ernes pandemiramte USA hjemme hos sin lamme far og strikse mor, der vogter over datteren som Norman Bates’ diabolske moderskikkelse.

Ordnung muss sein på den lille gård, hvis de tre tyske immigranter skal klare skærene fra verdenskrigen ovre på det gamle kontinent, advarer moren hende. Men som en blåøjet amerikaner har Pearl allerede fået nykker og stjerneiver efter et bedre liv på de skrå brædder.

Hun har store drømme om at flygte med byens smækre biografoperatør (David Corenswet, klar til at hoppe i Superman-sparkedragten) til Europa eller få billetten til det hinsides Hollywood gennem den lokale kirkes talentkonkurrence.

Men noget er fuldkommen galt oven i bægeret på den musede kvinde, og længe før hun finder høtyven frem og sliber øksehovedet, formår Goth at incitere den psykopati og ondskab, som ulmer lige under hendes blodrøde kjole.

»Jeg kan ikke lide virkeligheden«, mugger hun, da operatøren prøver at score hende ved at sætte en fransk smudsfilm på projektoren. Goth stråler mest, når hun får lov til at spille grimt, og som Pearl åbner hun i bogstavelig forstand gabet på vid og skriger alle sine barnagtige frustrationer ud.

Som et karakterstudie er der langt mere på spil i ’Pearl’, end der var i forgængeren.

’X’ var dog også først og fremmest en stiløvelse, hvor Ti West formåede at bringe fordum tids exploitation-genrer ind i det 21. århundrede. ’Pearl’ mangler til en vis grad den films visuelle flair, og hårdnakkede gyseraficionadoer vil uden tvivl begræde manglen på instruktørens idiosynkratiske dyrkelse af 70’erne.

Alligevel komplementerer ’X’ og ’Pearl’ hinanden, både i hvordan Goth og West har formået at spejle replikker og karakterer imellem de to film, men også netop på grund af deres fundamentale forskelle.

Et sidste kapitel i trilogien, ’MaXXXine’, skulle angiveligt afslutte de to kunstneres samarbejde, og det skal blive spændende at se, om de formår at gifte ’X’s imponerende formalisme med ’Pearl’s glimrende karakterarbejde.

Det er en film, jeg ville købe biografbillet til, danske distributører!

---

Kort sagt:
I forløberen til Ti Wests ’X’ viser Mia Goth i sit helt særlige talent for at spille aparte weirdos i et lige dele grusomt og charmerende portræt af en spirende psykopat.