‘Bror og søster’: Marion Cotillards præstation er for stor til ujævnt fransk familiedrama
Den feterede skuespiller Alice afbryder et interview med en journalist, inden det når at starte.
Ivrigheden efter at tale om hendes rolle i en aktuel teaterforestilling baseret på Fjodor Dostojevskijs ‘Brødrene Karamazov’ forsvinder nemlig, da pressen viser sig at være mere interesseret i tabloide indblik i hendes privatliv.
For som det allerførste spørger de til hendes forhold til sin bror Louis, hvis selvbiografiske bøger maler et uflatterende billede af hende.
Imidlertid afspejler de komplekse følelser om tvivl, fornuft og familie i stykket hendes eget liv. Efter 15 års uden kontakt til broren er hun ikke velkommen til begravelsen, da Louis’ søn dør. Men fem år senere ligger søskendeparrets forældre på dødslejet efter et voldsomt biluheld. Familietragedien tvinger dem til igen at se hinanden i øjnene.
Hvor meget Louis og Alice end bestræber sig på at holde hinanden på afstand, kan det ikke blive ved. I horisonten lurer både begravelsen og opgørelsen af boet, som kræver en indsats fra dem begge.
Undervejs åbner flashbacks og fragmentariske replikker op for, hvor dybt smerten egentlig stikker. Men filmens instruktør og medforfatter Arnaud Desplechin er ikke interesseret at opklare, hvis skyld uenigheden er.
Noget tyder dog på, at Louis’ bog kun er et udtryk for en usund relation til søsteren. Ikke desto mindre er den medvirkende til, at forældrene i sin tid tog søsterens parti.
Allerede i første scene stråler Marion Cotillard med sin ordløse, men tårevædede præstation som Alice. Skulle man som publikum være i tvivl, husker hun dem straks på, at hun er en af vor tids dygtigste skuespillere.
Sårbarheden og angsten for at genforeningen smelter sammen med hendes fiktive karakter på scenen, når hun trods omstændighederne stadig ikke kan holde sig fra teatrets rampelys. Det samme bedrøvede blik, som om dagen skaffer hende omsorg og trøst, skaffer hende applaus om aftenen.
At betragte Cotillards åbne, men stumme mund og funklende, men tørre øjne, der blinker en enkelt gang, når hun tvivler på sin egen styrke til at fortsætte, er mere effektiv end en hel monolog. Eller i hvert fald, hvis hun leverede sådan en tour de force i en anden film. For præstationen er for storladen til filmens lille format.
Hendes vredesudbrud mod en apoteker, der advarer hende mod for høj dosering af en medicin, fremstår derfor ufrivilligt komisk.
Hun spiller overfor Melvil Poupaud. Med en præstation, der spænder fra blid og mild til harmdirrende vrede, er det let at forstå, hvorfor han har været nomineret til en César – den franske pendant til en Oscar – hele fire gange.
Konfronteret med udsigten til at se Alice igen, skriver Louis et brev til hende. Mens han læser det højt, bryder skuespilleren den fjerde væg og ser direkte ind i kameraet, som var han selv bevidst om, at han i virkeligheden fortæller publikum lidt om hans forhold til søsteren.
Hjemme i forældrenes stue bladrer de medvirkende i gamle familiealbum. Men filmen nøjes ikke bare med at vise billederne filmet over nogens skulder. Minderne vækkes til livs med stumme scener akkompagneret med de medvirkendes kommentarer til dem. De forevigede øjeblikke opleves således fra forskellige sider afhængigt af, hvem der har ordet.
‘Bror og søster’ er visuelt smuk. Omend meget af handlingen udspiller sig på sterile hospitalsgange, ser vi også skønne lokationer som Louis’ bedårende landsted skjult bag provinsens skovklædte bakkelandskaber. Her har han ro til at fortsætte forfatterskabet, mens hustruen Faunia (Golshifteh Farahani) avler heste, der traver rundt i de idylliske bakker.
Tonen er ganske anderledes, når han sidder forrest i metroen på vej til hospitalet, hvor forældrene er indlagt. Dramatiske strygere fylder lydsporet, mens han stirrer ind i tunnelens uendelige mørke med en flaske vodka i hånden for at drikke sig mod til. Samme nervepirrende toner høres igen, når søskendeparret ved et uheld genser hinanden efter mange år. Louis rejser sig og går, mens Alice besvimer ved synet af ham.
Som taget ud af colombianske Gabriel García Márquez’ magisk realistiske forfatterskab eller surrealistiske film som Wim Wenders’ ‘Himlen over Berlin’, løftes fortællingen sporadisk til et poetisk niveau.
I et rus af minder, gensyn med fortiden og lidt opium begynder Louis at svæve over byens tage. Drevet af harme over situationen, flyver han til hospitalet, hvor en sygeplejer næste dag finder ham sovende på morens sygeleje.
Scenen er skøn i sig selv. Men i filmens kontekst er den mere stilforvirret end sanselig. Både de storladne præstationer og brugen af magisk realisme bliver for meget til den ellers jordnære fortælling.
Kort sagt: ‘Bror og søster’ er et interessant familiedrama, som alligevel lider under et ambitiøst, men ujævnt filmsprog.