Som kamerakvinde har Kirsten Johnson besøgt brændpunkter verden over, bevidnet alverdens tragedier og leveret visuelt skyts til højspændte dokumentarfilm som Michael Moores Cannes-vinder ’Fahrenheit 9/11’ om George W. Bush’s krig mod terror og Laura Poitras’ paranoia-gennemvædede Edward Snowden-portræt ’Citizenfour’, der heller ikke kan have været helt ufarligt at tage dele i.
Alligevel er det afskedsfilmen ‘Dick Johnson is Dead’ fra 2020 som hun har lavet om sin fars fremskredne demens og »begyndende forsvinden«, for at bruge hendes egne ord, som jeg gerne vil fremhæve som exceptionelt modig.
Ikke fordi Johnson satte sit liv på spil undervejs, eller fordi filmen blev til under trusler fra højtstående instanser eller noget i den dur, men simpelthen fordi hun tør at udstille og dele noget så personligt som sin frygt for sin fars død. En død som hun ved kommer. En død som på sin vis allerede er indtruffet. Og fordi hun gør det på en måde, der er så usædvanlig og sjov.
Slapstick-død
For at foregribe sin fars død, dulme sin ventesorg og skabe nye minder sammen inden det er for sent, beslutter Johnson sig for at lave en film, hvori hun iscenesætter hans død – igen og igen – på alle mulige langt ude slapstick-agtige måder. Og selvom han nærmer sig 86, går hendes far med til at spille sig selv.
Stuntmænd må dog bringes på banen til de mest dramatiske aflivninger – som da Dick får et klimaanlæg lige i hovedet, der dratter ned fra et højhus i fuld fart. Eller en uopmærksom håndværker slynger en jernstang lige i ansigtet på ham og fake blod fosser ud. Men de mere tamme dødsårsager klarer han selv; et hjertestop på sit kontor og et grimt fald ned ad trappen i deres barndomshjem.
De fatale ulykker er snedigt og sømløst vævet ind i den dokumentariske fortælling og kommer når man mindst venter det. Og netop i øjeblikket med trappen, hoppede jeg i med begge ben. Jeg troede virkelig, at han kom til skade.
Og skraldgrinede så et sekund efter, da jeg indså, at det var et af deres stunts og hørte Kirsten Johnsons instruktion på lydsiden, hvor hun beder sin far, der ligger helt krøllet sammen og sølet ind i blod for enden af trappen, om at løfte armen lidt… galgenhumor i sin reneste form.
Johnsons selvopfundne form for eksponeringsterapi, lyder måske umiddelbart makaber – og en anelse masochistisk – men metoden passer genialt til lige præcis de to, en filmfotograf og en pensioneret psykolog, fordi den lader dem bruge deres valgte métier, og deres vidunderlige sans for humor, både til at bonde og til at bearbejde den ubarmhjertige virkelighed som de står over for . Som det viser sig, at de kender alt for godt.
Aldrig kun for sjov
Vi skal nemlig ikke ret langt ind i filmen, før det står klart, at Kirsten og Dick ikke kun gennemspiller et ubærligt fremtidsscenarie, men også scener fra fortiden.
Dick har mistet sin kone – og Kirsten sin mor – til Alzheimers sygdom nogle år forinden. De passede hende til det sidste, hvor hun ikke længere kunne genkende dem, og de neurologiske forandringer begyndte at sætte ind – hvilket blandt andet førte til et grimt fald ned ad trappen. Ja, den trappe.
‘Dick Johnson is Dead’ involverer en masse laden-som-om, men det er selvfølgelig aldrig kun for sjov. Hvilket Dicks bedste ven Ray minder os om i filmens mest potente og hjerteskærende sekvens, hvor Kirsten har samlet familie og venner – ægte familiemedlemmer og venner – i kirken til at fake Dicks begravelse, men på sin vis også for at sige ægte farvel til en version af Dick, som de allerede sørger tabet af.
Billederne af Dick der bliver nedsænket i kisten er voldsomme. »Jeg bliver ved med at minde mig selv om, at det bare er en film«, siger Ray, der er tydeligt rystet.
Da han skal fremføre en sang på sit jagthorn, som han har lovet Dick at spille til hans begravelse, knækker filmen for ham. Men fordi han har lovet det, fortsætter vennen, og vi ser ham puste al sin sorg ind i det her åndssvage instrument, der lyder helt forfærdeligt.
Og i et sublimt cinematisk øjeblik, der viser, hvor skrøbelig virkelighedssansen hos hendes far er blevet på det tidspunkt, klipper Kirsten til Dick, der står ude bagved og reagerer på sin stakkels vens reaktion med malplaceret medlidenhed: »Jeg tror, han tror, det er virkeligt«.