»I have AIDS«.
Sådan lyder tre uforglemmelige ord fra filmen ‘Philadelphia’, sagt af en forhutlet og udmagret Tom Hanks under en blå baseball-kasket og med et farligt sår på tindingen.
Tre ord, der skrev filmhistorie på sin egen måde og for evigt omdøbte filmen, de blev sagt i, til ‘den hvor Tom Hanks har AIDS’.
Det kan virke håbløst i dag, men i 1993 var de tre ord noget af det modigste, der kunne komme ud af munden på en Hollywood-skuespiller.
Otte år inden, i 1985, var der ellers sket et væsentligt skift i den brede befolknings opfattelse af sygdommen, da det blev offentligt kendt, at 1950’er-filmstjernen Rock Hudson var smittet, hvilket også fik ham til at gøre sin seksualitet kendt, hvorefter han døde samme år.
Men ingen store biograffilm havde turdet tage fat i den epidemi, der indtil starten af 90’erne havde kostet hundredetusindvis af mennesker livet i USA – og endnu flere i hele verden.
Så da den Oscar-vindende instruktør bag ‘Ondskabens øjne’, Jonathan Demme, fik premiere på ‘Philadelphia’ med Tom Hanks i hovedrollen, var det den første store mainstreamfilm, der overhovedet berørte sygdommen, som på det tidspunkt havde hærget USA i over et årti.
Homofobisk helt
Som titlen afslører, udspiller historien om advokaten Andy, der holder sin seksualitet skjult på arbejdet, men bliver fyret, da hans chefer opdager, at han har AIDS, sig i Philadelphia. »The city of brotherly love«, hvor den amerikanske uafhængighedserklæring blev underskrevet.
Filmen messes i gang af Bruce Springsteens titulære opsang til medmenneskelighed, men udstiller den dobbeltmoralske retfærdighed.
For da Andy vil sagsøge sin arbejdsgiver, er den eneste advokat, som vil hjælpe ham, Denzel Washingtons såkaldte ambulance chaser, der lever af forskringssager og nærmest deler visitkort ud ved biluheld. Hvis næstekærlighed skal stå den ultimative prøve med karakteren som spejl for hele samfundets homofobi.
Hvis det lyder som arketypen på det amerikanske mainstream-drama, er det, fordi det er det. I hvert fald på overfladen.
‘Philadephia’ boner stort ud på mange af de trætte klichéer omkring både AIDS-stigma og homoseksualitet, det har taget årevis at rykke på i Hollywood – med en heteroseksuel megastjerne som fatalt homoseksuel.
Men derfor var det stadig modigt at smække et kaposis sarkom-sår op i hovedet på publikum i en tid, hvor mange stadig var fejlagtigt bange for at blive smittet gennem almindelig berøring.
Modig med et gran salt
I dag skal modet dog tages med et gran salt.
For nok var ‘Philadelphia’ et vigtigt og tidligt skridt på vejen i popkulturens forsøg på at fortælle om et et af de største sundhedspolitiske omsorgssvigt i den amerikanske historie.
Men da filmen landede, var det med en tagline, der i dag siger alt om forskellen på, hvad der var modigt i 1993, og hvad man ville kalde modigt i dag:
»Ingen ville tage hans sag … indtil én mand var villig til at tage kampen op mod hele systemet«. Den blev nemlig solgt som et retssagsdrama uden et ord om AIDS.
Hvilket var udtryk for, at filmen i sidste ende var begrænset af selv samme berøringsangst, som den handlede om.
Der er ingen vej udenom, at Tom Hanks er filmens totale hovedperson. Han har endda Oscar-statuetten for bedste mandlige hovedrolle som bevis.
Men selvom ‘Philadelphia’ set med nutidens blik kunne have gjort mange ting meget bedre, betyder det ikke, at det ikke var en både modig og vigtig film inden for datidens snævrere rammer.
Oscar-vindende AIDS-offer
Tom Hanks ville ikke have gjort det i dag. Det fortalte skuespilleren sidste år i et interview med The New York Times.
»Hele pointen med ‘Philadelphia’ var – vær ikke bange. En af grundene til, at folk ikke var bange for den film, var, at jeg spillede en homoseksuel mand. Vi er videre fra det nu, og jeg tror ikke, folk ville acceptere det uautentiske ved en heteroseksuel fyr, der spillede en homoseksuel fyr«.
Og det, Tom Hanks siger, indkapsler i virkeligheden meget godt, hvad der er sket med, hvad vi tænker som modigt i dag.
Nogle af de stereotyper, som ‘Philadelphia’ gjorde op med på et tidligt tidspunkt, er stadig langt under barren for, hvad man ville forvente af lignende skildringer i dag.
Men på det tidspunkt var det i sig selv et skift overhovedet at have en homoseksuel hovedkarakter. Ovenikøbet en, der var sympatisk og havde fast arbejde og parforhold.
Selvom det i dag ville fremstå mere tonedøvt end modigt, var det en væsentlig blåstempling, at den karakter blev spillet af Tom Hanks, hvis nabovenlige symbolværdi allerede var etableret, da filmen kom. Og som peakede, da skuespilleren året efter spillede menneskeliggørelsen af USA’s selvopfattelse i ‘Forrest Gump’.
I dag står det klart, at hans stjerne afspejler al den tryghed og alle de privilegier, der ikke var virkelighedens AIDS-ofre forundt. Men det positive var alligevel, at Hanks ‘Philadelphia’-karakter i det mindste forsøgte at gøre op med den frygtelige fordom om homoseksualitet som en form for karakterbrist.
I USA var homoseksualitet på lister over psykiske sygdomme indtil 1973. I 1980’erne og 90’ernes politiske debat og mediefremstilling havde AIDS tilnavnet »bøssepest«.
Rollen står i dag som et klokkeklart eksempel på Oscar-bait. Et klassisk eksempel på Hollywoods evne til at lade folkekære skuespillere hjemliggøre frygt og forargelse med priser og prestige til følge.
Da Tom Hanks indtog talerstolen, takkede han sin »elskede« kone Rita Wilson, hvilket var både fair og forståeligt, men også et ironisk symptom på, hvor langt hans virkelige person var fra et homoseksuelt aids-offer.
Bagefter gjorde han dog det helt rigtige og anerkendte det paradoksale i, at hans arbejde stod på skuldrene af tusindvis af døde »engle«.
Fejlagtig, men enestående sygdomsfilm
Samme år som ‘Philadelphia’ fik premiere, vandt Tony Kushners berømte stykke ‘Angels in America’ en Tony-pris.
Det blev senere forløst som miniserie af Mike Nicholls på HBO og står den dag i dag som det eksplicitte kunstneriske nybrud om AIDS-epidemien, ‘Philadelphia’ ikke vovede at være.
‘Angels in America’ har den noget mere polemiske undertitel »a gay fantasia on national themes«. Og fra kritikerroste teaterbegivenheder som det seks timer lange teaterstykke ‘Arven’, der i foråret blev sat op på Det Kongelige Teater, til Christine and the Queens seneste album giver stykket og miniseriens fortælling genlyd i nutidens populærkultur på helt andre præmisser end ‘Philadelphia’s stive Oscar-drama.
Men det betyder ikke, at ‘Philadelphia’ ikke viste mod. Der skulle gå 20 år mere, før Jean Marc Vallé fulgte op med ‘Dallas Buyers Club’ som det næste opsigtsvækkende indspark om AIDS i amerikansk mainstreamfilm. Med Matthew McConaughey som smuldrende machoideal og homofrelser foruden Jared Leto i en Oscar-belønnet, om end problematisk præstation som transkvinde.
Fransk film leverede den storartede ‘100 BPM’ i 2016, der i modsætning til Tom Hanks ‘Philadelphia’-helgen dunkede af sex, sorg og aktivisme.
Siden har popkulturen også fået langt bedre greb om tingene med serier som Ryan Murphys ‘Pose’ og britiske ‘It’s A Sin’.
‘Philadelphia’ turde muligvis ikke det hele. Og det er ikke en film, hvis symbolfortælling giver politisk genlyd i dag. Men i sin tid var den et både velduført og rørende eksempel på det muliges kunst.
Hollywood-filmen fra 1993 brugte muligvis et ærkeamerikansk retsalsdrama som trojansk hest til at sætte AIDS-epidemien på landkortet i en bred forstand. Men det ville være fejt at frakende ‘Philadelphia’ sin relevans.
For nok er tiden løbet fra film, der pakker det politisk betændte ind, så alle kan være med. Men den var så modig, som det var muligt.
Og alt for få Hollywood-baskere har efterfølgende turdet at gå i dens fodspor. Eller bedre endnu – gå i rette med alt det, den misforstod.
‘Philadelphia’ kan ses på TV 2 Play, C More og lejes hos blandt andet Blockbuster og Apple.