SOMMERSERIE: DE MODIGSTE FILM I NYERE TID. Monokulturen, hvor alle ser og taler om det samme, er død. Men er der en lille rest af den tilbage, så må det være juleferien.
I december 2021 var den sædvanlige, indelukkede feriestemning toppet med friske coronarestriktioner. Alle var hjemme, alle var trætte af at læse nyheder.
Så da ’The Big Short’-instruktør Adam McKay vandt netop dette tidsrum til at udkomme med en film på streaming, havde han det tætteste, man vel kommer på vores fulde opmærksomhed. Og med et Netflix-budget og sit etablerede navn kunne McKay rekruttere folk som Leonardo DiCaprio, Meryl Streep, Jennifer Lawrence, Timothée Chalamet, Jonah Hill, Cate Blanchett og Ariana Grande til projektet.
Hvad gjorde instruktøren og hans helt vilde hold af skuespillere med alt dette? Fyrede en extinction level komet direkte mod Jorden. Gav menneskeheden seks måneder at leve i og overlod vores skæbne til en Trump-efterligning og en overfladisk medieverden.
’Don’t Look Up’ blev lynhurtigt set et rekordantal gange, men reaktionerne var blandede. Som der står i Soundvenues egen anmeldelse af filmen, tog absurditeterne dér midt i corona-tilværelsen, hvor forskere blev til politiserede meningsdannere, og vacciner blev til en holdning, brodden af chokværdien.
Vi var fuldkommen lammede af dommedagsforudsigelser.
Men at gense den nu midt i en sommer af bekymrende og aldrig-før-sete vejrfænomener, med pandemien på afstand og ikke mindst med en følelse af, at der er sket alt for lidt på klimafronten siden 2021, er det en anden oplevelse.
Det er på tide at fremhæve ’Don’t Look Up’ som en modig klimaallegori i bedste sendetid.
»The end is near. Will there be a Super Bowl?«
Modtagelsen af McKays film om en dommedagskomet og menneskehedens evne til at gøre selv kometens eksistens debatable har hele tiden være interessant. Der var nemlig to lejre: Filmkritikere, der kedede sig, og klimaforskere, der kaldte den genkendelig og nuanceret.
Nu er det ikke, fordi det er det hårdeste felt at konkurrere om anerkendelse i, for der er langt fra så mange film og serier om klimakrisen, som man kunne ønske sig. Men det taler for modet ved ’Don’t Look Up’, at dens niveau af kaos og idioti er frastødende for de uindviede, men roses af dem, der er tæt på det hver dag.
For det er en kaotisk film med sin fusionsjazz, verden rundt-montager og et karikeret og omfattende persongalleri. Men midt i dette kaos er der potente øjeblikke, og nogle af dem har kun fået mere kraft i årene, der er gået.
Der er for eksempel tech-milliardæren uden sociale færdigheder, Peter Isherwell, der promoverer humørændrende teknologi til »life, without the stress of living«. Selvom den mærkelige rigmand, der tror, han skal redde verden, efterhånden er en brugt figur, får kombinationen af Elon Musks Twitter, Apple Vision Pro og generative A.I. kun Isherwell til at fremstå mere virkelighedstro.
Og da planet killer-kometen nærmer sig, kan man i en bladkiosk spotte overskriften »The end is near. Will there be a Super Bowl?« Det spørgsmål fik mig til at tænke på billederne af baseballkampe midt i den sundhedsskadelige røg fra de canadiske skovbrande tidligere i år.
Er der noget, der er kaotisk, er det nemlig 2023. Og paradoksalt nok var det næsten beroligende at se en film, der matcher det. Hvorfor egentlig også holde noget tilbage, når det handler om Jordens overlevelse?
En pr-strategi til Jordens undergang
Forskerne Dr. Mindy (DiCaprio) og Kate Dibiasky (Lawrence) er de første til at observere kometen og får den utaknemmelige opgave at informere resten af verden om dens skæbne.
På fascinerende og ambitiøs vis følger McKay budskabet om Jordens undergang hele vejen fra de matematiske beregninger gennem mediecirkusset, Det Hvide Hus og de sociale medier, hvor det, der skulle være et simpelt videnskabeligt faktum, muterer og bliver til tusind holdninger, fronter i kulturkrigen, ideologi og slogans.
Så snart forskerne optræder med deres kometfortælling, kæmper de om den samme opmærksomhed som dagens heartbreak-historie om kendisparret Riley Bina og DJ Chello (Grande og Kid Cudi). Det er, som så meget i ’Don’t Look Up’, sat på spidsen. Men uanset hvordan vi vender og drejer det, betyder alt det udenom noget for forståelsen. Kunne man bare læse op fra sin notesbog og sige »the science is clear«, havde vi løst klimakrisen for længst.
Dr. Mindy forsøger sig med et sexy scientist-image for at blive fast indslag i tv. Dibiasky råber »we’re all 100% for sure gonna fucking die!!« som Greta Thunberg skruet op på max. Men ingen af pr-strategierne slår igennem. Fakta er uvedkommende, følelser er utroværdige. Dommedagsscenarier er – apropos – lammende.
Så Riley Bina laver en komet-popsang og et iøjnefaldende show, og med ’Don’t Look Up’ gør McKay præcis det samme. Og selvom modigere film om klimakrisen forhåbentlig bliver lavet, så er det altid modigt at være blandt de første, der kaster en brændende planet ind i julefreden på den bredeste mainstream-bane.
Så har han i det mindste fået os til at kigge.
’Don’t Look Up’ kan ses på Netflix.