’En dag vil vi fortælle hinanden alt’: En forherligelse af bæstagtig sex? Det ligner det til forveksling
Det er ikke alt i dette uimodståelige kødelige liv, der skal fortælles. Nogle ting er for smertefulde at sige, andre ting behøver slet ikke at blive sagt. Ikke med ord.
Titlen bekender måske (måske ikke) det modsatte, men ovenstående er faktisk en tvetydig hovedpointe i Emily Atefs tyske erotiske kærlighedsdrama ’En dag vil vi fortælle hinanden alt’, der er baseret på Daniela Kriens bog af samme lange og legende navn.
I sensommeren 1990 bor Maria (Marlene Burow) med sin kæreste Johannes og hans åbenhjertige familie på deres selvforsynende gård i det østlige Tyskland. Johannes passer sin skole og dyrker sin nye passion for fotografi. Maria skulker, mens hun fortaber sig i landlig idyl og ældre litteratur – og næsten lige så gamle mænd.
For en dag møder den drømmende og storrygende 19-årige kvinde den sammenbidte 40-årige enspænder Henner (Felix Kramer). En nogenlunde charmerende fætter, der med ustyrlige hunde, vilde heste, beskidte neglebånd, bøger i reolen og snaps i blodet siger ’forførende’ ting som »Nu har jeg fanget dig og slæbt dig ind i min hule«.
Herefter siger han ikke så meget. Det gør hun heller ikke. Fortællingen er i deres øjne, dialogen i udvekslingen af sved, og nu er Marias liv pludselig fuld af brusende længsel, dybe hemmeligheder, hård køkkenbordssex og svære valg:
Skal hun vælge den unge fremadskuende Johannes, der med et lysende blik og et lille hipster-overskæg ligner en livssulten guitarist i et vesterbrosk psych rock-band? Eller skal hun vælge den gamle, mystiske, halvalkoholiske, fastgroede, men litterært begavede Henner?
Det dilemma driver den sanselige, smukke og molklingende film, hvis langsomme tempo tillader gyldne, støvede og sentimentale billeder af tyske kornmarker, solkysset hud, en bille på et mørkegrønt græsstrå og en ung kvindehånd, der poetisk vender en side i en Dostojevskij-bog.
Der (sol)kysses ikke megen hud eller vendes mange klassikersider, før man forstår, at filmen ikke udelukkende handler om valget mellem to mænd. Atefs drama handler også om valget mellem de to verdener, mændene repræsenterer – og de skelsættende murbrokke, der symbolsk skiller dem ad.
Berlinmuren er netop faldet. Tyskland, dets folk, dets børn, dets familier, venner og ideologier skal forenes. Men kan det østlige Tyskland og tidligere kommunistiske styre overhovedet sammensmelte med den vestlige kapitalisme? Murens beton er væk, men er dens kløftbyggende og afstandsskabende funktion og væsen?
Det er en mur, en historie, et spørgsmål og et nationalt traume, der skuffende kun berøres overfladisk. Nok er den nye ydre (politiske) verden med al dens tiltagende fortvivlelse, forøgede muligheder og flødeskum på dåse ikke fuldstændig fraværende. Men den fortælles primært gennem filmens noget fortærskede kærlighedsplot, og heri drukner den.
Trods besnærende intensitet fra Marlene Burow betyder den manglende dybdegående behandling af Berlinmuren, dens fald og dens støv, at store dele af filmen føles hul og monoton – dens slutning bliver faktisk decideret kedelig. Heldigvis tilfører både klipningen og skuespillet i sexscenerne mellem den unge kvinde og den dobbelt så gamle østtyske mand en sporadisk – og tiltrængt – energisk puls.
Her er der til gengæld en anden lettere udmattende problematik.
Den grove huleboer Henner virker nemlig som er en slags parodi på en voldsparat, forpint, selvironiforladt, hårrivende og følelsesmæssigt afstumpet førsteelsker fra et Charlotte Brontë-værk. Filmens skildring af forelskelse og lidenskab virker derfor en smule uddateret og fremstår nærmest som en forherligelse af bæstagtig sex, der efterlader kvinden orgasmeløs, men fuld af blå mærker.
Det kommer dog ikke som nogen overraskelse. For længslen mod det gamle eller (næsten) forsvundne synes at være en gennemgribende tematik, hvad end det drejer sig om et gammelt værk, en ældre mand, et forældet syn på erotik eller et tabt land.
Marias længsel og hendes betagelse af både Henner og Dostojevskij kaster lys og skønhed over de støvede, langsomme, rå og snart glemte østtyske kærlighedsmarker – og skygge over de vestlige åndsforladte flødeskumsdåser og de pengegriske moderniserede og farlige jernbaneskinner.
Selvom det romantiske dramas politiske aspekter har været tæt på druknedøden, lykkes den ellers lavmælte film således med at artikulere et tydeligt kapitalismekritisk mantra:
Ikke alt skal fortælles, men endnu færre ting skal prissættes. Og intet mælkeprodukt burde nogensinde kommes på dåse.
Kort sagt:
’En dag vil vi fortælle hinanden alt’ er smuk, sanselig, velproduceret og benådet med et spændende politisk og historisk udgangspunkt. Men filmen har valgt det forkerte plot og falder næsten selv i søvn på vejen mod en ualmindeligt doven slutning.