’Livet efter døden’: Ny TV 2-dokumentar vil kurere din dødsangst
Det er en nobel mission, hovedpersonen Mette Kirstine Larsen er på i Theis Mølstrøm Christensens dokumentar ‘Livet efter døden’, som tidligere på året blev vist på CPH:DOX og netop har haft premiere på TV 2 og TV 2 Play.
»Hvis alle oplevede det, jeg oplevede dengang, så ville ingen være bange for at dø«, siger hun.
Derfor sætter Mette Kirstine Larsen sig for – med hjælp fra en virtual reality-kunstner – at genskabe den nærdødsoplevelse, hun havde, da hun i en alder af blot 14 år var indlagt på hospitalet med livstruende meningitis og svævede mellem liv og død.
Her oplevede Mette Kirstine Larsen blandt andet at bevæge sig gennem en verden af »farver, som vi ikke har hos os på jorden« og møde sin afdøde morfar, som til sidst skubbede hende fra sig og tilbage til livet.
Mette Kirstine Larsen overlevede, men hver dag siden har den nu 42-årige kvinde haft følelsen af at leve parallelt med døden.
Det er dog slet ikke så ubehageligt, som det lyder, men tværtimod noget, som fylder hende med glæde, tryghed og en vished om, at døden ikke er noget, man skal frygte – faktisk bør man ligefrem glæde sig til den.
Den indsigt vil Mette Kirstine Larsen gerne indvie resten af verden i. Ikke mindst vil hun gerne kunne vise sine nærmeste – heriblandt sin tvillingesøster og lidt skeptiske storebror – hvad det præcis er for en skelsættende oplevelse fra den anden side, hun gennem nu størstedelen af sit liv har forsøgt at gengive for dem.
Undervejs møder vi blandt andet en gruppe af mennesker, som har haft oplevelser, der ligner Mette Kirstine Larsens, samt en anæstesilæge, som var til stede, da 14-årige Mette Kirstine Larsen befandt sig et sted mellem de levende og de dødes verden.
Lægen repræsenterer – sammen med storbroren, Tim – dokumentarens modspil til Mette Kirstine Larsens skråsikre overbevisning om, at hendes oplevelse ikke kan reduceres til kemiske processer i en dødskrampende hjerne, men er en skinbarlig sandhed om et liv efter døden.
Modspillet begrænser sig dog til de vage og meget kortfattede indvendinger. »Nu er jeg jo videnskabsmand, så jeg har jo lidt svært ved at tro på det, men…« og »Jeg tænker, det er noget naturligt, kroppen gør«. ‘Livet efter døden’ forholder sig altså næsten udelukkende til Mette Kirstine Larsens personlige perspektiv og er af den grund – som undersøgelse af fænomenet nærdødsoplevelser – ikke særligt interessant.
Det behøver den sådan set overhovedet heller ikke at være. Så længe den rammer plet på et andet plan. Og mere interessant end det halvhjertede videnskabelige modspil er da også de eksistentielle overvejelser, som nærdødsoplevelsen har givet Mette Kirstine Larsen med fra en tidlig alder og ikke mindst den måde, oplevelsen siden har udgjort en helt central del af hendes identitet.
For hvad betyder det så for forholdet mellem hende og hendes bror, at han forholder sig skeptisk til det dybere, åndelige indhold i hendes oplevelse? Kan han anerkende hende som menneske uden fuldt ud at anerkende denne livsdefinerende oplevelse? Og hvorfor er det i øvrigt så vanskeligt at tale om den her slags ting, at mennesker, som mener at have oplevet noget i stil med Mette Kirstine Larsen, har haft meget svært ved at fortælle andre om det?
Det er gode spørgsmål, og dokumentaren stiller dem selv. Det er bare ærgerligt, at den ikke bruger mere tid på at kredse om dem, men hurtigt er videre til mere snak om – og pæne, men rimelig jordiske visualiseringer af – det præcise indhold af Mette Kirstine Larsens nærdødsoplevelse. Af den grund får det eksistentielle niveau heller aldrig rigtig fat.
Dokumentarens bedste sekvenser ligger i dens sidste 10 minutter, hvor vi sammen med Mette Kirstine Larsens familie ser (i hvert fald en bid af) VR-kunstnerens endelige farvemættede produktion (i almindelig dødelig 2D jo desværre) og afslutningsvist en fin scene, hvor Mette Kirstine Larsen besøger en døende, sengeliggende mand, som hun ikke kender, for at fortælle ham, at der ikke er noget at være bange for.
Scenen er en konkret bekræftelse på, at Mette Kirstine Larsens mission virkelig er al ære værd. Men som filmværk fremstår Theis Mølstrøm Christensens dokumentar om efterlivet lidt for meget som et produkt af denne verden.
Kort sagt:
Hovedpersonen Mette Kirstine Larsen forsøger nobelt i ‘Livet efter døden’ at gøre os alle fri af dødsangst. Desværre farer Theis Mølstrøm Christensens dokumentar om efterlivet hurtigt hen over sine mest interessante spørgsmål.