‘The Family Stallone’
Har du altid drømt om, at Sylvester Stallone fik sin egen udgave af ’Keeping up With The Kardashians’?
I ’The Family Stallone’, en reality-serie af otte afsnit, får man drømmen opfyldt. Programmet lover en unik indsigt i Stallone-familien bestående af Sly selv, hustruen Jennifer Flavin og deres tre voksne døtre Sophie, Sistine og Scarlet.
Om Sylvester Stallone kan give Kris Jenner kamp til stregen, må tiden så vise …
Kan streames på SkyShowtime fra 2. oktober.
‘Salsa’ sæson 2
Jonas Risvigs ungdomsmilepæl af en serie om sex, venindeskab og søskendeforhold er nu heldigvis klar med en efterfølger.
’Salsa’ har real-life-søstrene Safina Coster-Waldau og Filippa Navarana Coster-Waldau i hovedrollerne som søstrene Uma og Victoria, der tager to meget forskellige tilgange til den nye sex-app Drift.
Hvad anden sæson vil indeholde, er stadig uvist, men Safina Coster-Waldau har tidligere på året lovet »endnu mere sex, kærlighed, nye karakterer og en crazy opdatering til Drift-appen«.
Kan streames på DRTV fra 27. oktober.
‘The Fall of the House of Usher’
Netflix’ gyser-guldfugl Mike Flanagan, der tidligere har ageret instruktør og manuskriptforfatter på serier som ’The Haunting of Hill House’ og ‘Midnight Mass’, er tilbage.
’The Fall of the House of Usher’ er baseret på den amerikanske digter og forfatter Edgar Allen Poes værker, herunder novellen af samme navn.
Den kriminelle familie Usher ledes af søskendeparret Roderick og Madeline. De to søskende bliver pludselig opsøgt af en mystisk kvinde fra deres fortid, der brutalt myrder deres arvinger én ad gangen. Ud fra traileren at dømme bliver det blodigt og overraskende humoristisk.
Kan streames på Netflix fra 12. oktober.
‘Our Flag Means Death’ sæson 2
Der er heartbreak i luften i anden sæson af HBO’s piratspoof ’Our Flag Means Death’. Stede Bonnet (Rhys Darby) og Edward Teach (Taika Waititi) led i slutningen af første sæson et dramatisk brud.
Under aliasset Kraken har en knust Ed genoptaget sin brutale piratvirksomhed. Stede smider flaskepost i havet i håbet om, at Ed vil se dem. Vil kærligheden sejre for de elskelige pirater?
Kan streames på HBO Max fra 5. oktober.
‘Loki’ sæson 2
Første sæson af ’Loki’ endte med at sætte gang i den nye æra af Marvel Cinematic Universe ved at introducere den nye superskurk, Kang the Conqueror. Så hvad skal der så nu ske for den drilske gud?
At dømme på traileren, der ikke røber for meget, er Loki (Tom Hiddleston) tilsyneladende fanget i en »timeslipping«. Han og TVA-agenten Mobius (Owen Wilson) søger hjælp hos OB, spillet af ’Everything Everywhere All at Once’-stjernen Ke Huy Quan.
Instruktørduoen Justin Benson og Aaron Moorhead skal instruere størstedelen af serien, og med deres tidligere værker in mente kan den kommende sæson blive en syret omgang.
Kan streames på Disney+ fra 6. oktober.
‘Lessons in Chemistry’
Brie Larson spiller både hovedrollen og producerer ‘Lessons in Chemistry’, som er baseret på bogen af samme navn.
I starten af 1950’erne bliver den ambitiøse kemiker Elizabeth Zott fyret fra sit arbejde, efter hun bliver gravid. Tvunget tilbage i køkkenet takker hun modvilligt ja til rollen som vært på et madprogram, som bliver startskuddet til en kamp mod de kønsstereotyper og racediskrimination, der definerer perioden.
Kan streames på Apple TV+ fra 13. oktober.
‘Lupin’ sæson 3
I en dramatisk afslutning på anden sæson blev Omar Sys charmerende Arséne Lupin tvunget til at forlade Paris. Men i den nye sæson af ’Lupin’ kan han ikke holde sig væk. Og ovenikøbet er han blevet lidt af en kendis blandt parisianerne.
Lupin forsøger at holde lav profil, men da et dristigt kup ikke går efter planen, bliver mestertyven presset til det yderste for at redde sin familie.
Kan streames på Netflix fra 5. oktober.
‘Carmen Curlers’ sæson 2
Var ’Huset’ en anelse for intens til din søndag aften, skal du ikke vente længe, før du igen kan sidde roligt og muntert limet til skærmen sidst på ugen. DR’s hyggelige ’Carmen Curlers’ vender nemlig tilbage med en ny sæson om iværksætteren Axel Byvang (løst baseret på virkelighedens Arne Bybjerg) og hans curlerimperium.
Ifølge serieskaber Mette Heeno vil hustruen Birthes (Maria Rossing) udfordringer som chef for fabrikken være seriens helt store fokus. Og (friskt nok) vil ungdomsoprør og LSD tilsyneladende spille en større rolle.
Kan streames på DRTV fra 13. oktober.