Det er første sætning på komikerpensumlisten: Tag udgangspunkt i egne erfaringer og digt videre, forstør, overdriv.
Fra veteraner som Eddie Murphy til nye stjerner som Bo Burnham, fra danske skud som Anders Matthesen til den kontroversielle Louis C.K. bøjer alle komikere virkeligheden for at tilføje ekstra smag til deres jokes.
Men nu befinder den anerkendte komiker Hasan Minhaj sig i et stormvejr af kritik for netop det: at pynte på historien.
En afslørende artikel i The New Yorker beskriver, hvordan flere af Hasan Minhajs stand-up-historier er opdigtede.
Men når nu overdrivelsen er så indgroet i komikkens sjæl, hvad er så pludselig problemet med Hasan Minhaj?
Komikeren med det indisk-muslimske ophav gjorde først sin entré i comedy-verdenen under sit fireårige ophold hos Jon Stewarts ’The Daily Show’, hvor han tjente som senior correspondent indtil 2018. I 2017 begyndte hans samarbejde med Netflix, da han præsenterede sin egen special, ’Hasan Minhaj: Homecoming King’, der blev rost til skyerne særligt på grund af hans skarpe og dybt personlige indhold.
Kort tid efter hyrede Netflix ham til at være vært for streamingtjenestens svar på nyhedssatiren i ’The Daily Show’ i form af det ugentlige ’Patriot Act’. Efter to sæsoner fik serien kniven i 2020.
Det satte dog ikke en kæp i hjulet på hans karriere, og han udkom med sin anden Netflix-special, ’The King’s Jester’, i 2022 som en af klodens mest kendte og respekterede komikere.
Miltbrand på spædbarn
Et af Hasan Minhajs trækplastre er hans følelsesladede og morsomme fortællinger om personlige oplevelser fra livet som minoritet i USA.
I ‘Homecoming King’ beretter Minhaj om, hvordan han ankom til sin skolebalpartners hjem på gallaaftenen blot for at blive afvist i døren, da hendes forældre nægtede at lade hende date en »brun dreng«.
I ’The King’s Jester’ afslører han, at en FBI-informant infiltrerede hans moské i Sacramento umiddelbart efter 9/11 og pressede forsamlingens mænd til at diskutere jihad. Brother Eric blev han kaldt.
Som svar til FBI-informantens forsøg på at lokke jihadister ud af busken fortalte Minhaj i sjov, at han havde søgt om pilotcertifikat. Hvilket resulterede i, at politiet dukkede op og smed ham op på kølerhjelmen af politibilen.
Hans mest foruroligende og gribende historie handler om et brev fyldt med hvidt pulver sendt til hans hjem. Indholdet, der ved et uheld blev spildt på hans spæde datter, tænkte han med det samme var miltbrand, og han hastede derfor datteren til hospitalet.
På hospitalet blev det dog slået fast, at der ikke var tale om et miltbrand-angreb. Men episoden stod som en påmindelse om, at Minhajs virke som minoritetskomiker kom med visse risici. Hans kone truede endda med at forlade ham, hvis han nogensinde bragte deres børn i fare igen, fortæller en berørt Hasan Manhaj i ’The King’s Jester’.
Med påvirket stilhed åd publikum det råt, og han indkasserede stor anerkendelse for sin fusion af selvbiografisk materiale og skarpe kommentarer om social retfærdighed. Han gav en stemme til de stemmeløse.
Men der var opdigtede ugler i mosen.
Den emotionelle sandhed
Med et grundigt journalistik arbejde slog The New Yorker-artiklen fast, at ingen af ovennævnte historier var sande.
Daten til skoleballet havde flere dage før givet Minhaj afslag – ikke på grund af hans etnicitet, men fordi de var gode venner, fortæller hun selv til The New Yorker. Hun uddyber, at Minhajs version fra sine comedyshows har udsat hende, hendes familie og hendes indisk-amerikanske mand for online-trusler og doxing. Hun føler sig ydmyget.
FBI-informanten, som komikeren fortalte om, var den tidligere FBI-agent Craig Monteilh. Han begyndte først at arbejde i bureauet i 2006, fire år efter han ifølge Minhaj infiltrerede moskéen.
Og komikeren selv bekræfter over for The New Yorker, at hans datter aldrig kom i kontakt med det hvide pulver eller blev indlagt. Han understreger dog, at et brev med hvidt pulver rent faktisk blev sendt til hans hjem, hvorefter han spøgefuldt sagde til sin kone: »Holy shit. Tænk, hvis det var miltbrand?«.
Mange af de truende, racistiske og konfronterende tweets, som han inddrog i sit show, var også opdigtede. I bedste fald var de blevet ændret.
Selv kalder han sin version »den emotionelle sandhed«. Kritikerne kalder det manipulation.
Kønsdiskrimination og dårligt arbejdsmiljø
Artiklen fra The New Yorker fremhæver også et andet betændt emne: Minhaj skabte et dårligt arbejdsmiljø under ’Patriot Act’.
Blandt andet har flere medarbejdere udtrykt, at Hasan Minhaj var kønsdiskriminerende og afvisende over for faktatjek. Blandt andet blev kvindelige ansatte bedt om at forlade mødelokalet, og senere blev de helt udelukket fra skriveprocessen.
Det har ført til, at tre kvinder har hyret en advokat og nu overvejer en retssag mod Netflix og produktionsfirmaet bag serien for kønsdiskrimination og chikane, skriver The New Yorker.
På trods af de alvorlige anklager fremtræder de som en bisætning i artiklen. Hovedfokus er på løgnehistorierne.
Opspindet har også udløst massiv kritik og debat på sociale medier.
Og selvom Hasan Minhaj endnu ikke havde fået et formelt jobtilbud som vært på ‘The Daily Show’ efter Trevor Noahs afgang, var han topkandidat til posten. Men Comedy Central har efter afsløringerne nu valgt at »udvide deres søgninger«, skriver Variety.
Men hvorfor er det så, at Minhaj ikke må finde på, sådan som hundredvis af komikere har gjort før ham?
Whoopi Goldberg har været ude og forsvare sin medkomiker.
»Det er sådan, vi gør. Vi fortæller historier og pynter på dem«, sagde hun i talkshowet ‘The View’.
»I skal forstå, at meget af det, der bliver sagt, er ikke præcis det, der skete, for hvorfor skulle vi fortælle præcis, hvad der skete? Det er ikke interessant«, fortsatte hun.
Problemet, siger kritikerne, er dog, at Minhaj bruger sin etnicitet som springbræt. Han har præsenteret en virkelighed, der findes for andre, men som ikke afspejler hans egen erfaring.
»Han fremstod som en sjælden stemme for en minoritets bekymringer og kunne formidle, hvordan Trumps islamofobi påvirkede ham og hans familie – ligesom vores«, skriver debattør og journalist Nitish Pahwa hos Slate.
Modsat andre komikere lod Minhaj aldrig skinne igennem, at han blot spillede en rolle eller viderebragte andres oplevelser. Han trak på faktiske menneskers udfordringer og efterlod dem i den tro, at udfordringerne også var hans egne, hvilket oppustede hans berømmelse og den tillid, han blev mødt med fra dem, der ønskede indsigt i minoritetsamerikaneres liv. Publikum blev oprigtigt rørt af hans selvbiografiske beretninger.
Naturligvis kan (og bør!) komikere opdigte historier …
… bare ikke på den måde, som Hasan Minhaj gjorde.