‘Robbie Williams’: Popstjernen er mere nøgen end nogensinde i ny Netflix-dokumentar
De fleste har set Robbie Williams’ bare røv. Ud over et massivt forbrug af hårvoks og en charmerende sarkasme er den gået hen og blevet hans kendetegn. Altså røven.
For præcis som i ’Rock-DJ’-videoen skrælles sangerens hud og underbukser hyppigt af – og hans baller og barske livshistorie spredes. Sommetider af sig selv, oftest af andre.
Da Netflix og instruktøren Joe Pearlman bekendte, at man med miniserien ’Robbie Williams’ kan komme helt tæt på den britske superstjerne og hans fortælling, tænkte flere derfor: Har vi ikke allerede været tæt på?
Muligvis, men denne gang er det med dokumenteret samtykke.
I et metabevidst univers afklædes den nu 49-årige musiker og placeres i Netflix-seerens yndlingsstilling: sengeliggende med en computer i skødet. Helt (sår)bar introduceres han og vi for hidtil usete klip fra kulissen og fra hans over 30 år lange karriere.
Som en klassisk streaming-forbruger kan han frit pause og spole – som en uklassisk streaming-forbruger forventes han at kommentere sit liv og sine blå mærker i løbet af seriens fire afsnit.
Og således føres publikum gennem de spæde Take That-tider, hvor Williams som en uskolet 16-årig pludselig blev del af den gigantiske popsensation. Senere ser vi ham gå solo og indlede et kunstnerisk samarbejde med Guy Chambers, og hvordan han med rockballaden ’Angels’ kunne bade sig i begærende blikke og klapsalver.
Men vi bliver hurtigt voyeurer til nedturen, hans plagede sind, og hvordan han mister sig selv, sine kærester og dagene til rusmidler og eget ego. Med et insisterende og uforfængeligt hjemmevideokamera oplever vi ham være mentalt ude af pitch, og i store dele af dokumentaren (og livet) er Williams tæt på at drukne i stoffer, misforstået succes og selvhad.
Med pinsomme optagelser af kroppen, som enten hopper af hektisk ivrighed eller ryster af fortærende afhængighed, er de mere rolige interviewdele og de dertilhørende polerede dækbilleder fra ’Feel’-sangerens nuværende West London-hjem en klædelig kontrast. Her hviler linsen længe på blafrende gardiner eller på negle, der kradser i en tatoveret arm, når kliniske depressioner og steroide-indsprøjtningerne bliver for ubehagelige at genopleve.
Denne sammensmeltning af nyt og gammelt videomateriale tilfører ikke blot en fin dynamik, men indikerer også en overgang fra selvbedøvet gadedreng til nærværende, men beskadiget voksen.
Med faderlig omsorg søger sangeren øjnene hos det skræmte og forpinte barn, der er på skærmen foran ham, og i en sådan øjenkontakt fremstammer han seriens hovedsag: »Ingen kommer ud af en barndomsberømmelse med balancen i behold«.
For ’Robbie Williams’ er historien om en megastjernes uomgængelige (for)fald, og hvor farefuldt det er for et barn/en ung voksen at betræde den offentlige scene. Musikeren er fra en tidlig alder blevet jaget af berømmelsens sorger og paparazzier og har været offer for mediernes terroriserende og mobbende styrke.
Som så mange af tidens kendisportrætter retter også denne derfor en kritik af den persondræbende presse, og serien sender således en indforstået hilsen til blandt andre Britney Spears, Harry og Meghan, David og Victoria.
Med stoffer og en mørklagt psyke som hovedingredienser er Joe Pearlmans værk mere råt end ’Beckham’, men ikke nødvendigvis bedre. For selvom titelpersonen på reflekteret og medrivende vis taler lidelsens og livets sprog, bliver det en lang og til tider flad dokumentar, der med sine mange gentagelser snildt kunne koges ned til den halve spilletid.
Gennem ’og snart blev det hele endnu værre’-cliffhangers forsøger ’Robbie Williams’ ellers flere gange at skabe en klimaksopbyggende struktur, men ud over en katastrofekoncert i Leeds bliver det som sådan ikke værre – hvilket kun er heldigt, for det hele er skam slemt nok i forvejen.
Af den grund er det kun en brøkdel af tilbageblikket, musikeren lader sin 12-årige datter se. Flere gange sniger hun sig ind i soveværelset og lægger sig hos sin far, og her leveres nogle af dokumentarens ømmeste øjeblikke. For inden hun sendes ud, når hun at indtage en barndommelig interviewerrolle, og med en særlig gribende klang svarer Williams, så både børn, voksne og publikum mærker hans hjerte og hans ulykke.
Så ja, vi har været tæt på – vi har set den bare røv. Men denne gang skrælles huden, og ballerne spredes med nuancer og egne hænder. Det gør ikke nødvendigvis blottelsen mere behagelig, men det gør den dybere og langt mere rørende.
Kort sagt:
Skar Netflix to timer af deres seneste kendisdokumentar, ville de sidde med et fint portræt af Robbie Williams og et yderst vellykket vidnesbyrd om berømmelsens skyggeside.