‘The Buccaneers’: ‘Bridgerton’-inspireret ny serie er forførende og manipulerende
Apple TV+ har grebet periodedramaets momentum og lægger sig med ’The Buccaneers’ i slipstrømmen af blandt andet ’The Crown’ og ’Bridgerton’.
Serien er baseret på en ufærdig roman af Edith Wharton, udgivet posthumt i 1938, som handler om en bølge i 1870’erne, hvor nyrige amerikanere begav sig over Atlanten for at gifte sig til titler og magt blandt Storbritanniens aristokrati.
Serien har samme historiske fænomen som udgangspunkt og reflekterer også med meget blandet succes over det kulturelle clash mellem Londons dannede, traditionsbundne elite og en gruppe frimodige amerikanske kvinder, der er vant til at lade champagnen flyde. »Jeg så dine trusser, før jeg så dit ansigt«, som en replik lyder.
Men man er nok bedre tjent med at se stort på omgangen med historisk materiale og i stedet betragte ’The Buccaneers’ som en slags fiktionens ’Love is Blind’ tilsat smukke victorianske kjoler.
’The Buccaneers’ er et orgie af kærlighedshistorier på steroider. Følelserne er store og ægte på Romeo & Julie-måden, hvor fire halvgode interaktioner mellem to smukke unge mennesker bliver udlagt som brændende kærlighed. Samtidig er hele slægters status på spil, voldsomme hemmeligheder skifter hænder, og vold forveksles med omsorg.
Det er utroligt forførende, og nogle gange gør ’The Buccaneers’ det muligt at glemme vores egen tids vanvid. Man svæver gerne med ind i de fem hovedpersonernes drømme om eventyr og ægteskab omgivet af smukke kvinder og mænd og gamle slotte.
Den primære hovedperson, Nan St. George (norsk-amerikanske Kristine Frøseth) er en charmerende, fandenivoldsk heltindetype, der med sin trodsige ligegyldighed overfor ægteskab tryllebinder bedstevennerne: den unge kunstnersjæl af en hertug og Londons mest eligible bachelor, Theo(Guy Remmers), og den sympatiske nobody Guy Thwarte (Matthew Broome).
Deres trekantsdrama er det, der fylder mest, og også lidt for meget. Selvom Nan bliver bekendt med en smertefuld familiehemmelighed, der lægger ekstra pres på de svære valg, hun skal træffe, gentager historien sig lige vel rigeligt.
Vi følger nemlig også Nans mere reserverede lillesøster, Jinny (gudinde-level smukke Imogen Waterhouse), der i sin utålmodige drøm om en vigtig husbond havner i kløerne på gåsehudsfremkaldende Lord James Seadown (Barney Fishwick).
I centrum er desuden Jinnys tætteste veninde, karismatiske og humørsyge Conchitta, der kæmper med at genfinde sig selv efter at have været udsat for en uhyggelig krænkelse af selvsamme mand.
Og som en dejlig lille overraskelse står vi derudover med en nuttet forelskelse mellem den vante undercover-lesbiske Mabel Emsworth (Josie Totah) og den tilbagetrukne observator Honoria Marable, som spilles fint og nuanceret af Mia Threapleton.
På det menneskelige plan mangler ’The Buccaneers’ altså ikke noget, og især alle de kvindelige skuespillere er bragende dygtige.
Serien har to grundlæggende problemer. Det første er periodedramaets dybe faldgrube, som ’The Buccaneers’ bare kaster sig direkte ned i, briste eller bære: Lige fra 2020’er-pophit-soundtracket til moderne feministiske idéer projicerer serien skamløst vores tidsånd på alle de karakterer, vi skal holde med, mens de lader skurkene være i 1870 uden at gøre sig det store besvær med at forstå samtidens idealer.
I længden giver den mærkeligt bekymringsløse omgang med behandlingen af historien en mærkelig smag i munden.
Det andet problem er en ikke ret diskret karakteristik af USA som friheden, åbenheden, pengeregnen og festens land over for Storbritanniens adel som en kedelig gruppe forstokkede snobber. Der er enkelte indvendinger – kunne amerikanernes historieløse new is always better-logik måske være en smule overfladisk, kulturløs? Men de ryger bare direkte tilbage i englændernes fjæs: I kan heller ikke finde ud af at have det sjovt!
I sidste ende føler man sig stopfodret med ideologi uden frirum til at drage sine egne konklusioner.
Man vil jo bare gerne inviteres ind i de dejlige venskaber og heppe på, at det hele ender godt!
Kort sagt:
’The Buccaneers’ nydes bedst, hvis man lader sig rive med rundt af de store følelser og armbevægelser. Men bagefter føler man sig vel rigeligt manipuleret.