’Die Hard’ var et usikkert kort, da den udkom i 1988.
Bruce Willis var kun en nogenlunde populær tv-detektiv fra serien ’Moonlighting’. Han skød serien om dagen og ’Die Hard’ om aftenen, så det trætte fjæs er ægte method acting efter flere uger med 16-20 timers arbejdsdage.
Adskillige stjerner havde takket nej til rollen. Burt Reynolds, Clint Eastwood, Richard Gere … Selv Frank Sinatra, der kontraktligt skulle tilbydes rollen, syntes ikke, at der var noget at komme efter. Men filmen gjorde Bruce Willis til en superstjerne på det store lærred og John McClane til en ikonisk filmkarakter.
Siden har vi set hundredvis af kopier eller actionfilm kraftigt inspireret af ’Die Hard’. Og derfor kan det være svært at spotte, hvorfor den var noget særligt dengang.
Selvom ’Die Hard’ bliver kaldt en af verdens bedste actionfilm, vil jeg påstå, at det netop er, fordi actiondelen ikke er det vigtigste i historien. I kernen er ’Die Hard’ et ægteskabsdrama om en mand, der skulle have taget sig sammen og sagt noget til sin kone: At han elsker hende, og at han er klar til at følge hende, fordi hun er det vigtigste.
Nu rejser newyorker-strømeren hen til hende – trods flyskræk og afsky for byen Los Angeles – for at sige det, inden det er for sent. Men vejen til at få det sagt bliver sværere, end han havde regnet med.
Ægteskabsdramaets rod
Det var manuskriptforfatteren Jeb Stuart, der først fik opgaven med at omforme Roderick Thorps noir-krimiroman ’Nothing Lasts Forever’ til en film. Om aftenen prøvede han at tjene lidt ekstra til familien ved at skrive på filmmanuskriptet ved siden af sit almindelige arbejde. En aften efter et grimt skænderi med sin kone oplevede han noget, der endelig fik historien til at gå op.
I romanen skal hovedpersonen John Leland, en mand i 60’erne, redde sin voksne datter, som er chef i et oliefirma. Terrorister angriber firmaet, og i ægte noir-stil ender alt ad helvede til. Datteren falder ned fra en bygning og dør, og det antydes, at Leland kommer til at dø af sine kvæstelser.
Alle var enige om, at romanens historie var for dyster. Jeb Stuart kører mod kontoret om aftenen, ærgerlig over, at han forlod sin kone med skænderiet som de sidste ord imellem dem. Han burde have sagt noget.
Pludselig ligger der en frostboks midt på vejen, og han vrider i rattet for at undgå den, men forgæves, bilen tumler over frostboksen, mister vejgrebet og svinges ukontrolleret ud i rabatten.
Stuart er uskadt, men rystet. Og nu ved han pludselig, hvad historien skal handle om. Tager han så hjem til sin kone og siger, at han elsker hende?
Nej, han stryger direkte på kontoret og banker 30 sider af på manuskriptet, som blev basis for ægteskabsdramaet i ’Die Hard’.
En usædvanlig skurk
Det endelige valg af Bruce Willis til hovedrollen er et af de der heldige tilfældigheder, hvor det efterfølgende virker meant to be.
Men figuren John McClane ville ikke have stået så stærkt, hvis ikke han blev konfronteret med en formidabel skurk. Alan Rickman spiller Hans Gruber, som var ham med i et Shakespeare-stykke. Det var meget usædvanligt i en amerikansk actionfilm. Velklædt, høflig, lynende intelligent og udstyret med en plan, der rent faktisk kunne fungere. Han har forudset politiets træk, han har styr på gidslerne, og Gruber og kumpanerne ville kunne forsvinde uden spor.
Det er en god plan. Det eneste Gruber ikke har forudset er, at en udknaldet strømer prøver at klinke skårene med sin kone og derfor befinder sig på et badeværelse, uden sko på, netop som det tungt bevæbnede hold angriber julefesten på 30. etage i Nakatomi Plaza.
I det hele taget er der en europæisk fornemmelse i tilgangen til historien, der bliver til et dynamisk møde med den amerikanske machostil. Den hollandske fotograf Jan de Bont tør lege med formen og laver konstant spændende og udfordrende billeder.
Han fortsatte karrieren i Hollywood og instruerede blandt andet actionklassikeren ”Speed”.
Ikke en superhelt
Men hvordan kan én mand, uden sko, overleve mod en hel gruppe trænede, hårdføre terroristrøvere med våben? Det kunne virke urealistisk, og selvfølgelig er der scener, hvor man skal strække sin suspension of disbelief. For eksempel når McClane undslipper en eksplosion ved at binde en brandslange om maven og kaste sig ud fra 40. sal og derefter hænger ud for 37. sal og må skyde sig vej ind gennem ruden.
Men hey, netop det at han ikke bare sparker til det hærdede glas og flyver ind, er et tegn på, at filmen bevæger sig i mere realistiske lag, langt fra eksempelvis ’Fast & Furious’-franchisen, hvor tyngdekraften efterhånden ikke gælder mere. Det skal dog siges, at McClane også fik franchise-kræfter i de to sidste, elendige efterfølgere (nummer 4 og 5).
Den øgede realisme giver øget relaterbarhed. Man kan ikke lade være med at forestille sig, hvordan man selv ville håndtere det, hvis man pludselig befandt sig i McClanes håbløse situation. Bruce Willis ligner heller ikke den typiske 80’er-filmbøf. Jo, vi ser ham i bar overkrop, og han ser da ud til at holde sig fint for en mand i 30’erne, men vi er langt fra pumpede typer som Arnold, Sly, Dolph, Mr. T og van Damme.
Samtidig er portrættet af McClane mere realistisk tegnet end den typiske 80’er-helt. Han er en nederen kvajpande, der opfører sig som en røv overfor sin kone Holly, men i næste scene er han sur på sig selv over det.
Det er en kompleksitet, der var ret nyskabende i actionfilm. Jo, i 80’erne var der andre (næsten) grædende helte, blandt andet Vietnam-veteranen Rambo, der bryder sammen i ’First Blood’, og Mel Gibsons Riggs i ’Lethal Weapon’ med pistolen i munden, ulykkelig over sin kones død. Men det handler om nedbrudte mænd, ikke en nederen mand, der bare gerne vil prøve at vise, hvad han i virkeligheden føler for sin kone, selvom han er virkelig dårlig til at tale om den slags.
McClane er ikke en usårlig superman. Han bløder. Meget, faktisk. Og selvom han stadig kan tage flere slag, end hvad der er sådan rigtigt realistisk, er den mørbankede, beskidte, slidte farkrop noget andet, end hvad man var vant til. Da McClane til sidst genforenes med Holly, træder han ikke frem med rank ryg i modlys og ser helteagtig ud. Vi ser hendes ansigt, der bliver forfærdet over Johns tilstand. Det er ikke pænt at være en rigtig helt.
En pudsig ting: Læg mærke til, at når vi ser McClane bagfra, så er Willis’ (bodydoubles) fysik pludselig mere imponerende.
Bedste brug af bandeord
Bandeord er vigtige i film som ’Die Hard’. Mange har siden forsøgt sig med fucks, shits, assholes, dickheads og motherfuckers, men de har aldrig virket bedre end i ’Die Hard’.
Der er naturligvis den ikoniske »Yippee-ki-yay, motherfucker«, men jeg holder også meget af McClanes reaktion, da 911-omstilleren ikke tror på forklaringen om terrorister i højhuset og siger, at nummeret er reserveret til nødopkald. »No fucking shit, lady! Does it sound like I’m ordering a pizza?«
Man under ham at bande, når ting gør nas. Det, McClane gennemgår, kan ikke klares med en »for katten« eller »Sørens osse«. Det er fortjente bandeord, og han bander for sig selv som en maske for at klare det, han må gøre. For eksempel lige inden brandslange-stuntet, hvor McClane siger: »Oh, John, what the fuck are you doing? How the fuck did you get into this shit?«
McClanes fandenivoldske attitude og smarte kommentarer læser jeg som et forsøg på at kontrollere sin egen rædsel over den håbløse situation, sine kvæstelser og det faktum, at Holly er i livsfare.
Det giver en nerve til filmen.
Førsteklasses filmhåndværk
Ved gensyn blev jeg overrasket over, hvor stramt ’Die Hard’ er skrevet og instrueret. Alt er setup eller payoff. Scenen i flyet i starten viser os først en knugende hånd om fly-armlænet. Det er McClanes hånd. Han hader at flyve: Han er her ikke med sin gode vilje.
Dernæst møder han en weirdo, der taler om at »make a fist with your toes«, hvilket bliver brugt senere, da McClane barfodet møder en masse glasskår. Og fordi vi gerne vil have ham til at bevare svagheden i at mangle sko, bliver scenen med McClane, der dræber den første bad guy, efterfulgt af en scene, hvor han prøver den døde håndlangers sko. »Nine million terrorists in the world and I gotta kill one with feet smaller than my sister«.
Tidligere har vi set, hvordan Holly lægger familiebilledet ned, og John finder ud af, at hun ikke længere kalder sig McClane til efternavn, men er gået tilbage til at hedde Holly Gennaro. Det er karakterskabende og fortæller historien om deres forhold. Det er samtidig et setup til, hvordan Hans Gruber endelig finder ud af, at Holly er McClanes kone og dermed får en personlig klemme på ham.
Rekvisitafdelingen har også været kvikke i en scene, hvor McClane løber rundt på de øverste etager, hvor der er byggeplads, stål og stiger, og det hele ligner hinanden. Det er svært at orientere sig i, hvor McClane er i forhold til sine forfølgere. Men så løber han forbi en håndværkerplakat med nøgne damer, som han ikke kan lade være at kaste et blik på i forbifarten. Og da han få minutter senere kommer forbi den samme plakat den anden vej, fatter vi pludselig, hvor han er i bygningen.
Det er præcis og filmisk historiefortælling, som tamme efterlignere som ’Skyscraper’ mangler fuldstændig.
’Die Hard’ er stadig en vildt underholdende film, selvom den er ældre, end Bruce Willis var, da han indspillede den (han var 33). Den ser heller ikke gammeldags ud, bortset fra de 80’er-friske frisurer og så det, at McClane på et tidspunkt befinder sig på et badeværelse med væg-til-væg-tæppe. Det ser man ikke mere.
Nå, vi er nået til at afgøre, om ’Die Hard’ er en julefilm.
Argumenter for julefilm!
Der er julemusik på soundtracket, der er juletræer og julepynt, og handlingen foregår på selve juleaften.
For mig er det mest overbevisende argument, at ’Die Hard’ handler om en mand, der kæmper for at kunne holde jul med sine elskede. Modstanden i de fleste julefilm er nuttede forviklinger, lumske julehadere eller mangel på lige netop den dims, der kan redde julen.
For John McClane er modstanden svært bevæbnede terroristrøvere, hvilket får ham til at sende en afdød håndlanger med nissehue på ned i elevatoren med beskeden: »Now I Have a Machine Gun. Ho Ho Ho«.
Eftersom det meget sjældent sner i L.A., ville det være usandsynligt at have dalende sne i skuddene, men til sidst har eksplosionen i Nakatomi Plaza alligevel blæst så meget papirfnuller ud over byen, at det næsten giver mening at høre ’Let it snow’ lige før credits.
Det lyder jo som en julefilm. Eller hvad?
Argumenter imod julefilm!
Til en comedy roast for Bruce Willis lukkede han selv ballet med at erklære, at folk snart skulle fatte, at ’Die Hard’ ikke er en julefilm.
Handlingen foregår på juleaften, men historien handler ikke om jul. Hans Gruber forstyrrer en julefest, men det kunne lige så godt have været en sommerfest, en jubilæumsfest eller en våd påskefrokost. Historien ville være den samme.
Efterfølgeren ’Die Harder’ holder også fast i hændelser ved juletid, men derfra forsvinder juletemaet i de næste film. For mig er det afgørende argument, at julefilm udkommer i december, hvor vi er klar til den slags. ’Die Hard’ havde premiere i 1988 … i juli måned. Folk så den i biografen midt om sommeren. Selvfølgelig er det ikke en julefilm.
Den var heller ikke tænkt som en julefilm, men selv instruktøren John McTiernan er her mange år efter blevet sentimental og har sagt: »Men den glæde den skabte er det, der forvandlede den til en julefilm«.
Okay, så måske er det blevet en julefilm. For nogle. Det skal de have lov til. Uanset hvor du står i debatten, burde en af verdens bedste actionfilm – ligesom gløgg – nydes året rundt.
Glædelig jul.
‘Die Hard’ kan ses på Disney+, Blockbuster og Viaplay.